Jaszczak vs. Andresen

Den unge synes, at den gamle er naiv, når han fortolker aftalen om en reform af speciallægeuddannelsen positivt. Lægeforeningen har solgt lægernes frihed og indført tvang for et par småjusteringer, mener Morten Andresen (MA), stud.med. og formand for Købehavns Kredsforening FADL (Foreningen af Danske Lægestuderende).

Den gamle synes, at den unge er forkælet og har ideale fordringer. Det er ikke småjusteringer men vigtige ændringer, der peger hen mod bedre kvalitet i sundhedsvæsenet, og desuden er fire år vel i grunden ikke så galt, mener Poul Jaszczak (PJ), overlæge og formand for FAS (Foreningen af Speciallæger).

Sådan har parterne stået i debatten, der startede i april, hvor aftalen blev indgået mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Lægeforeningen. Ugeskriftet har samlet de to til en diskussion om ændringerne i uddannelsen.

PJ: »En revision af turnus og speciallægeuddannelsen har været diskuteret længe også i Lægeforeningen. Med aftalen har vi en uddannelsesplan med en struktureret pakke for forløbet. Vi har fået øget uddannelseskapacitet, bedre koordinering mellem de forskellige dele og en evaluering af de afdelinger, uddannelserne foregår på. Tidsbegrænsningen på fire år kom så til fra ministeren og var ikke Lægeforeningens ønske, men vi sagde ja, fordi vi så fik det øvrige i aftalen, som vi gerne ville have.«

MA: »Vi støtter op om det meste i aftalen. Alligevel er det en ringe aftale, for de fire år er en tvangsforanstaltning og derfor en for høj pris at betale for nogle småjusteringer.

Lægeforeningen har været gode til at kæmpe for deres egne medlemmers interesser og dårlige til at varetage de kommende generationers.«

PJ: »Det er jeg ikke enig i. Jeg synes, at du koger hele den kommende generations interesser ned til at dreje sig om fire år. Det er fattigt.

Den kommende generations interesser kæmper man for, når man forsøger at skabe strømlinede forløb og laver en aftale som denne, der er et skridt på vejen mod større dynamik og mere fleksibilitet. Den lægger også op til kvalitetssikring og kompetencevurdering, så uddannelsestilbuddene er i overensstemmelse med de krav, der stilles.«

MA: »Det er nemt at komme med politiske målsætninger. Men mange læger er kritiske, og aftalen er ikke håndfast på ret mange punkter. Derfor undrer vi os over, at Lægeforeningen alligevel fortsat siger: Vi ved bedst, far har talt, og nu må i besinde jer.«

PJ: »Det er politiske målsætninger, der har ført til inspektorordningen og til de konsekvenshavende evalueringer, som jeg tror, vil føre til de nødvendige ændringer på afdelingerne - de kommer næppe af sig selv. De politiske hensigtserklæringer starter, som i denne situation, med en aftale om, hvordan man vil gøre tingene, og så implementerer man dem efterfølgende. Det sker også nu. Og det er specielt af hensyn til de kommende generationer, som forhåbentlig får bedre vilkår, end nogle har i dag.«

MA: »Men der er tale om en restriktion, som mange også inden for lægernes egne rækker er kritiske over for. Vi synes, at Lægeforeningen har solgt de kommende yngre lægers frihed ved at skrive under på aftalen. Jeg vil gerne give et eksempel på, hvad den nye regel kan medføre:

Tag for eksempel et par, hvor begge er uddannelsessøgende læger. En vil f.eks. være pædiater, og en vil være anæstesiolog. Med de nye regler vil de i langt højere grad end tidligere være tvunget til at flytte langt efter stillingerne. Med de gamle regler kunne man bedre tilrettelægge sit arbejdsliv. Med de nye er det sådan, at hvis du ikke flytter efter stillingerne, kan du komme ud over de fire år, og så er der ikke mulighed for at videreuddanne sig i Danmark.«

PJ: » I den ideale verden, hvor vi alle er ultimativt forkælede, får man, hvad man peger på. Men den verden findes ikke. Jeg kan godt forstå, hvis man synes, at der er et problem i aftalen, hvis man ikke kan overskue, hvad de fire år kommer til at betyde, og oplever, at man måske kommer til at tabe noget. Men jeg tror ikke, at man kommer til at tabe mere end det, man vil.

Men man kan komme til at stå i en situation, hvor man ikke kan komme til på sit ønskespeciale, fordi der ikke er plads.

Morten siger, at der burde være plads, for han har en ideal fordring. O.k., siger jeg, men samfundet eller systemet har set i øjnene, at det kan vi ikke løse.«

MA: »Jeg synes ikke, at vi er forkælede. Hvis alle ville være neurokirurger, har vi ikke en fordring om, at man skal oprette 850 pladser inden for det og så lade resten være. Det ville være urealistisk. Selvfølgelig handler en del af dimensioneringen om, hvad der er behov for. Men det skal ikke fratage folk retten til at bestemme, hvad man vil kæmpe for her i livet. Arbejdslivet et en meget vigtig del af livet; derfor er det vigtigt, at man selv bestemmer.«

PJ: »Jo, men der vil være et smuthul for dem, der ikke når det inden for fire år. Man nægter ikke nogen at blive speciallæge. Jeg opfatter de nye regler sådan, at der bliver stillet en pakke til rådighed, som betyder, at du kan køre med lyntog til speciallægeuddannelsen. Og den vil de fleste løse billet til. Får du ikke gjort det, vil der stadig være mulighed for en billet til speciallægeuddannelsen, men det bliver med et bumletog. Ingen minister med respekt for sig selv vil nægte folk at blive speciallæger.«

MA: »Det er lidt naivt af Lægeforeningen at gå ud fra, at der vil komme en aftale om støtte til læger, der overskrider fireårsreglen. Sagen er, at det ved hverken FADL eller Lægeforeningen om der gør, og derfor er det en uacceptabel måde at behandle sine kommende kolleger på.«

Der er lagt op til en øget dimensionering - det vil vel alt andet lige øge chancen for at finde sin hylde inden for fire år?

MA: »Men det gør ikke tvangselementet mindre. Vi ved, at regionerne presser på, for at den øgede dimensionering skal ske under hensyntagen til specialer og geografiske forhold. Det betyder en dimensionering, der skal skaffe flere psykiatere i Sønderjylland for eksempel.«

PJ: »Nej, det bliver fortsat sådan, at man vælger et speciale, man bliver ikke tvunget ind i det. I de tilfælde, hvor specialer har problemer med at få folk ind i introduktionsstillinger og uddannelsesblokke, så siger vi: Jamen, det er specialets problem; find ud af at gøre det attraktivt for uddannelsessøgende læger

Jeg synes da, at man skal gå efter det, man gerne vil være. De nye faglige profiler er et positivt skridt, fordi man bliver optaget, hvis man kan dokumentere sine kompetencer og ikke skal jagte rundt efter point. Det bliver sådan, at får man sit ønskespeciale, er det fordi man kan klare de forhindringer og udfordringer, der ligger, heriblandt kompetencevurderingerne af de færdigheder, man nu en gang skal have.

Det betyder, at Morten får en fremtid, hvor nogle ikke bliver, hvad de kunne tænke sig, fordi de ikke kan håndtere det.«

MA: »Men hvis man ikke kan få det speciale, man helst vil ind p å, og som man har samlet kompetencer til, risikerer man at ende i et fag, der måske slet ikke interesserer, blot fordi det lægger sig lidt op ad de samme kompetencer, som det foretrukne speciale. Jeg tror simpelthen ikke på, at folk vil ende med at få det arbejde, de rent faktisk ønsker sig. Og jeg synes, at det er vigtigere for Lægeforeningen at sikre, at folk har muligheden for at arbejde med noget, de synes er interessant, end at man arbejder for at skaffe flere medlemmer til Foreningen af Speciallæger.«

PJ, vil der ikke være nogen læger, der ikke kommer ind på det ønskede speciale?

PJ: »Jo, det vil der være. Det er der også i dag. I de eftertragtede specialer er der for få stillinger. Jo, nogle vil falde, og det anerkender jeg som et problem og et foreningsanliggende. Vi må forholde os til, at nogle er lidt for sløve i optrækket, for at sige det provokerende, eller har svært ved at beslutte sig. På et tidspunkt må man hoppe på toget, ellers ender man bagerst i køen.«

Morten, er der ikke nogen, der er for længe om at komme i gang med speciallægeuddannelsen?

MA: »Bestemt. Og jeg synes, at det er fint, at Lægeforeningen vil støtte dem, der har brug for det, og måske give dem et hint om, at de måske burde se sig om efter noget andet. Men dybest set må det jo være folks eget valg, hvad de vil arbejde med i livet. Det skal ikke være en arbitrært fastsat grænse af staten, der afgør det.«

Har lægerne - og de medicinstuderende - også et ansvar for over for speciallægedækningen?

MA: »Når Lægeforeningen går ud og siger, at vi læger må tage et større ansvar, så klinger det hult, for det betyder, at den yngre læge skal flytte kone eller mand og børn tværs over landet, og hvis begge er læger, må familien splitte op i en periode. Spørgsmålet er, om ikke Lægeforeningen burde tage medlemmernes interesser som deres vigtigste opgave.«

PJ: »Måske er vi i virkeligheden ved sagens kerne her: Det største problem er åbenbart, at man ikke kan få tingene der, hvor man er, eller hvor man gerne ville have, at de skulle være. Jeg synes, at det er ganske logisk, at hvis man i løbet af sin i-stilling har fået bekræftet, hvad man gerne vil være, så skal man kunne gå direkte ind i uddannelsesblokken. Hvis man bor i København, er det bedst der, men det kan det ikke altid blive. Det er en virkelighed, som vi står over for både i dag og i morgen, og det kan vi ikke lave om på. Jeg vil også gerne sige, at der inden for mit fag, gynækologi, var ledige uddannelsesplader i Region Nord ved sidste optag. Hvis folk virkelig gerne vil være gynækolog, er det så så forfærdeligt at blive det i Nordjylland?«

MA: »Men det skal principielt være de positive incitamenter og ikke tvang, der afgør, hvor man uddanner sig. Hvis en afdeling er god nok til at tiltrække kandidater, så skal de nok komme, også selv om den ligger langt ude på den jyske mark. Jeg har hørt positive historier fra folk, som har trukket turnusnumre derude, og selvom de har været kede af at skulle langt væk fra familien, så er det endt med at få et rigtig godt ophold med gode uddannelsesmuligheder. Og det giver fornyet energi til at arbejde målrettet efter specialet.«

Vil reformen påvirke de svage specialers mulighed for at tiltrække læger?

PJ: »Det er op til regionerne. Som Morten peger på, gælder det om at skabe gode rammer på afdelingerne og gøre en aktiv indsats for at få tiltrukket læger. Der er ikke ændret noget på det med reformen.«

MA: »Ja, vi kan se, at de arrangementer, som for eksempel Psykiatrisk Selskab holder, er populære. Og man kan skabe gode klinikophold for de medicinstuderende, så de fatter interesse for specialet. Jeg har for eksempel lige været på klinikophold på urologisk afdeling på Rigshospitalet, som jeg på forhånd slet ikke fandt interessant. Men det synes jeg nu.

Problemet er bare, at med det nye tvangselement, behøver afdelingerne ikke at gøre noget for at skabe gode forhold - de har ikke samme incitament til det, som hvis de skulle konkurrere om at få de gode læger.«

PJ: »Det tvivler jeg på. Uddannelsesforholdene på afdelingerne bliver et parameter, vi kan måle det nye på: Hvis den gør det godt, bliver den berømmet. Gør den det skidt, det modsatte, og tanken er, at afdelingen mister sin godkendelse som uddannelsesafdeling, hvis den får dårlige evaluering.«

MA: »Spørgsmålet er om Sundhedsstyrelsen tør det, når der er problemer med at finde flere uddannelsespladser.«

PJ: »Jeg lover, at der vil være nogle, der vil puste kvalitetskontrollen i nakken, uafbrudt. Opfylder en afdeling ikke sin uddannelsesopgave godt nok, skal den fratages retten. Og det får konsekvenser for den, for ingen er interesseret i at være på en afdeling med dårlige evalueringer.«

Det nye i lægeuddannelsen

Turnus/klinisk basisuddannelse:

Forkortes til 2x6 måneder. Flere specialer inddrages. Almen praksis ikke længere i alle forløb.

Bedre individuelle uddannelsesplaner og karrierevejledning.

Tilmeldingen til turnus bliver elektronisk.

Speciallægeuddannelsen:

Lægen skal starte hoveduddannelsesforløbet senest fire år efter turnusstart.

Individuelle uddannelsesplaner

Karrierevejledning

Der skal oprettes flere uddannelsesstillinger så de svarer til antallet af kandidater

Evalueringen af uddannelsesstederne skal forbedres, blandt andet så de får konsekvens - evt. kan en afdeling miste sin ret til at uddanne

Desuden er der nye regler på vej om selve optaget på hoveduddannelsen. De skal ikke længere baseres på et pointsystem men på, om lægen passer ind i specialets faglige profil.