Skip to main content

»Jeg blev klogere på min lønseddel, som jeg altid har syntes var lidt af en jungle at finde rundt i«

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

15. jun. 2012
7 min.

Malin Ahlström

29 år, Reservelæge (KBU), Barsel fra Medicinsk Afdeling, Nykøbing Falster Sygehus

Hvad var den største oplevelse?

»At opleve et fællesskab med næsten 300 yngre læger - at vi alle står i samme båd og har de samme udfordringer fremover, og især at der er mange af os, der kæmper for forandring«.

Hvorfor deltog du?

»For at bevare tilknytningen til jobbet under min barsel - både socialt, men også for at holde mig opdateret på, hvad der sker i yngre lægeverdenen«.

Hvad lærte du, som du ikke vidste i forvejen?

»At man kan læse om de forskellige specialers faglige profil på laegeuddannelsen.dk, og det nyeste omkring fireårsreglen«.

Hvad gik alle, der ikke deltog i arrangementet hos Yngre Læger Region Sjælland, glip af?

»Muligheden for at møde kollegaer uden for arbejdet og have en hyggelig dag«.

Hvad savnede du?

»Faktisk ikke noget«.

Kristin Nystrup

28 år, Reservelæge, Pædiatrisk Afdeling, Næstved Sygehus.

Hvad var den største oplevelse?

»For mig var der ikke ét specifikt højdepunkt. Hele dagen er planlagt med en god balance af uddannelsesrelevante oplæg, valgfrie workshopper og tid til kollegialt samvær«.

Hvorfor deltog du?

»YL-dagen er en god anledning til at gense tidligere studiekammerater og kollegaer, og til at omgås nuværende yngre læge-kollegaer uden for hospitalets faste rammer«.

Hvad lærte du, som du ikke vidste i forvejen?

»Jeg lærte lidt om, hvordan jeg skal prioritere ved valg af pensionsordning og forsikringer«.

Hvad gik alle, der ikke deltog i arrangementet hos Yngre Læger Region Sjælland, glip af?

»En hyggelig dag med god stemning og mulighed for at udveksle erfaringer på tværs af vores arbejdspladser«.

Lotte Blok Madsen

30 år, KBU-læge i almen praksis

Hvad var den største oplevelse?

»Det var helt sikkert, da Danmark scorede, da slutfløjtet lød, og Danmark vandt over Holland. Det løftede stemningen og sikrede dans og networking til langt ud på natten«.

Hvorfor deltog du?

»For at mødes med en masse af mine kollegaer, gamle og nye venner og for at blive klogere på nogle af de særlige tilbud, der er for yngre læger i Region Sjælland«.

Hvad lærte du, som du ikke vidste i forvejen?

»Jeg blev blandt andet klogere på min lønseddel, som jeg altid har syntes var lidt af en jungle at finde rundt i«.

Hvad gik alle, der ikke deltog i arrangementet hos Yngre Læger Region Sjælland, glip af?

»En helt igennem sjov og spændende dag med gode oplæg og muligheden for at mødes med en masse andre yngre læger og ikke mindst en rigtig festlig aften«.

Hvad savnede du?

»Ikke rigtig noget«.

Christina Svanholm

29 år, Fase 1, Almen medicin, Barsel fra praksis, Apotekergården i Sorø

Hvad var den største oplevelse?

»Det var, da jeg fra min plads cirka 20 meter fra den lille 42-tommers-skærm hørte jubelen over, at Danmark havde vundet over Holland«.

Hvorfor deltog du?

»Jeg er egentlig på barsel, men deltog dels på grund af mit arbejde som DYNAMU [yngre almenmedicinsk uddannelseskoordinator], dels fordi jeg hvert år glæder mig til at se ,gamle` bekendte og høre de interessante oplæg i løbet af dagen«.

Hvad lærte du, som du ikke vidste i forvejen?

»Lige denne gang tror jeg ikke, jeg lærte så meget, jeg ikke vidste i forvejen. Det skulle lige være nye mennesker at kende«.

Hvad savnede du?

»Fagligt savnede jeg nogle nye indlæg, de var en tro kopi af sidste års emner, måske er det meningen. Desuden fortrød jeg, at jeg havde taget bilen«.

Ellen Mølgaard

31 år, Reservelæge, Bispebjerg Hospital

Hvad var den største oplevelse?

»Jeg tog af sted på yngre læge-dag med blandede forventninger; dels håbede jeg på en hyggelig dag med kolleger fra hospitalerne og fra studiet, dels på et fagligt input. Det var sjovt at se 300 yngre læger samlet på et sted, og der blev også snakket en hel del. Oplæggene var ganske informative, og især var jeg nysgerrig på at finde ud af, hvad der er særligt godt ved Region Sjælland, og hvilke fordele man har som uddannelseslæge der. De mest udbytterige foredrag var dog de to opdateringer på løn- og pensionsforhold«.

Hvorfor deltog du?

»Fordi jeg syntes, det var en god anledning til at møde gamle studiekammerater og høre nyt fra Yngre Lægers side angående status på fireårsreglen, og desuden blive oplyst om lønforhold og pension«.

Hvad lærte du, som du ikke vidste i forvejen?

»Jeg fik overblik over, hvordan pension er skruet sammen«.

Hvad gik alle, der ikke deltog i arrangementet hos Yngre Læger Region Sjælland, glip af?

»Alle de oplysninger, som jeg indsamlede på yngre læge-dagen, er jo tilgængelige andre steder, men på yngre læge-dagen bliver det serveret let spiseligt«.

Hvad savnede du?

»Jeg syntes alt i alt, at det var en god dag. Hvis man kan tale om et afsavn, så synes jeg ikke ,reklamen` for at uddanne sig i Region Sjælland var specielt klar, men alle regioner skal jo også opfylde de samme krav, så forskellene kan af gode grunde ikke blive så store«.

Christian Maschmann

42 år, Afdelingslæge i anæstesiologi, Bispebjerg Hospital

Hvad var den største oplevelse?

»Det har nok været at være sammen med knap 300 andre læger fra alle mulige forskellige fag, universiteter, aldersgrupper og interesser. Det var dejligt at se, hvor mange der kom«.

Hvorfor deltog du?

»Jeg har afsluttet min speciallægeuddannelse for lidt over tre år siden og har siden da været hovedvejleder for knap 20 uddannelsessøgende læger på min afdeling. Således står jeg lidt mellem to stole, nemlig mellem dem, der er overlæger, og dem, der er uddannelsessøgende. For mig som hovedvejleder betyder det meget, at jeg ved, hvad der rører sig blandt de uddannelsessøgende, hvad bekymrer dem, hvad gør dem glade, og hvilke forventninger har de i forhold til deres uddannelse. Det kan eventuel gøre mig til en bedre vejleder, idet jeg kan arbejde mere målrettet og behovsorienteret. Det giver mig også en bedre forståelse for de uddannelsessøgende læger, som jeg vejleder«.

Hvad lærte du, som du ikke vidste i forvejen?

»Jeg lærte igen en del om fireårsreglen og hvilken konsekvens, det kunne have for enkelte uddannelsessøgende. Jeg lærte også, at uddannelsesforholdene på min afdeling er faktisk rigtig, rigtig gode i forhold til forholdene på så mange andre afdelinger. Sessionen om pensionsforholdene var ligeledes meget god og informativ«.

Hvad gik alle, der ikke deltog i arrangementet hos Yngre Læger Region Sjælland, glip af?

»De gik glip af gode taler og efterfølgende diskussioner og en rigtig god chance for at net worke inden for lægeverden«.

Minh That Pham

29 år, Introlæge, Nykøbing Falster, Kirurgisk Afdeling

Hvad var den største oplevelse?

»Den største er klart at møde sine gamle medstuderende. At høre, hvad de har oplevet de seneste par år efter studiet. Det er mere inspirerende end flere oplæg tilsammen. Det var fantastisk, at der var planlagt lange pause mellem oplæggene, så vi kunne drikke en kop kaffe og snakke om vores oplevelser på de forskellige afdelinger. Jeg er virkelig blevet mere klog på, hvor min fremtidige arbejdsplads kunne være. Det er også rart at høre om deres dårlige oplevelser.«.

Hvorfor deltog du?

»Jeg har kun to år tilbage af fireårsreglen, så jeg bekymrer mig lidt, om jeg kan blive speciallæge her i Danmark. Min deltagelse i yngre læge-dagen var for at undersøge mine muligheder for at opkvalificere mig yderligere, så jeg ikke ender med at falde for fireårsreglen. Her er det også rart at høre, at andre yngre læger også snakker om mulighederne i udlandet.

Hvad lærte du, som du ikke vidste i forvejen?

»Det er min anden gang til yngre læge-dagen, så mange ting har jeg hørt før. Men jeg har også fået mange nye ting at vide, fordi man er mere målrettet og ved præcis, hvilken afdeling og hvem man skal snakke med. Det er også rart at møde nogle af de mennesker på de afdelinger, man har sendt ansøgningen til. Jeg har lært meget om afdelingerne og de mennesker, som jeg forhåbentlig kommer til at arbejde sammen med«.

Hvad gik alle, der ikke deltog i arrangementet hos Yngre Læger Region Sjælland, glip af?

»Man er gået glip af en fantastisk fest og muligheden for at se sine fremtidige kollegaer vælte rundt på dansegulvet.«.

Ida Liebe Bentsen

28 år, reservelæge, introduktionsstilling i psykiatri ved PCK

Hvad var den største oplevelse?

»Middagen med efterfølgende fest. En god måde at møde mange kendte ansigter fra både min studietid og i mit virke som læge, men også en måde at lave nye kontakter«.

Hvorfor deltog du?

»For at blive opdateret på fagforeningens arbejde med fireårsregel, lære lidt mere omkring pension, men også rigtig meget for det sociale aspekt«.

Hvad lærte du, som du ikke vidste i forvejen?

»Jeg lærte en del om pension, livsforsikring og dækning ved sygdom og invaliditet. Jeg fik svar på en del spørgsmål omkring min nuværende dækning, og hvor meget jeg bør supplere med«.

Hvad gik alle, der ikke deltog i arrangementet hos Yngre Læger Region Sjælland, glip af?

»En informativ dag - og en særdeles festlig fest«.

Hvad savnede du?

»Har deltaget to gange nu, og næste år ville det være fint med en eller to nye sessioner, da jeg har deltaget i de fleste af de nuværende. Men jeg synes, at det er et supergodt initiativ fra Region Sjælland, som jeg vil anbefale alle nye som lidt mindre nye læger til at deltage i«.