»Jeg blev lidt sur, da jeg fik den påtale«

I foråret 2009 skriver en overlæge på Aalborg Sygehus ud til de praktiserende læger og opfordrer dem - mod et honorar - til at rekruttere en særlig gruppe sukkersygepatienter for at teste et præparat i et videnskabeligt forsøg.

Praktiserende læge Ove Grann vil gerne hjælpe og finder en række patienter i sin praksis. Dem sender han videre til hospitalet, hvor lægerne vurderer, at nogle af dem er egnede til forsøget. En forskningslaborant på hospitalet gør ham opmærksom på, at det er lægemiddelvirksomheden - og ikke hospitalet - der udbetaler hans honorar.

Ove Grann, der i flere år har samarbejdet med Pfizer, Nycomed, Boehringer Ingelheim og AstraZeneca som investigator, styregruppemedlem og rådgiver, ved, at det kræver myndighedernes tilladelse. Derfor ringer han til Lægemiddelstyrelsen og sender ansøgningsskemaet af sted.

Men i stedet for at give Ove Grann lov til samarbejdet giver Styrelsen ham en påtale. Forklaringen er, at han er begyndt samarbejdet, før han har fået lov. Ifølge reglerne skal han først have tilladelse - dernæst kan han begynde arbejdet.

»Jeg blev lidt sur, da jeg fik den påtale. De skrev, at jeg havde overtrådt loven, og det syntes jeg jo ikke, at jeg havde gjort, for de havde misforstået noget rent tidsmæssigt. Der var jo ingen grund til at kontakte Lægemiddelstyrelsen, før jeg fik at vide, om patienterne var egnede til at være med i forsøget«, siger Ove Grann.

Derfor beslutter han sig for at klage. Ikke fordi han er specielt ærekær, siger han.

»Slet ikke. Men det et er jo på samme måde, som hvis man får en parkeringsbøde, fordi parkeringsvagten mener, man holder 10 m fra et hjørne. Hvis man så måler efter og kan dokumentere, at man holder 11 m fra et hjørne, så klager man jo også og vinder sagen. Reglerne er udmærkede, for man skal helst kunne optræde neutralt. Medicinalfirmaerne har jo en bagtanke med at samarbejde med lægerne, så det er fint, at vi skal tænke over, hvad vi gør. Det er rimelig at blive straffet, hvis man overtræder reglerne, men det modsatte er jo ikke rimeligt«, siger Ove Grann.

Ove Grann klager til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og departementet ender med at give ham ret.

»Det er jeg da glad for. Det er vigtigt ikke at have en påtale for at kunne fremtræde som en troværdig sundhedsfaglig person over for pressen og borgerne. Lægemiddelstyrelsen sagde godt nok, at påtalen ikke ville blive offentliggjort nogen steder, og at jeg ikke ville blive hængt ud, men jeg var da ligeglad. Jeg ville ikke have en påtale, når jeg ikke havde gjort noget forkert«, siger Ove Grann.

Når Ugeskrift for Læger alligevel kan se afgørelsen, skyldes det, at vi har søgt aktindsigt i korrespondancen mellem Lægemiddelstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I sådanne korrespondancer er papirerne offentlige.

Ove Grann har i øvrigt kun positivt at sige om Lægemiddelstyrelsens sagsbehandling.

»De svarer lynhurtigt, og det er jeg glad for. Og det er jo godt nok for juristerne, at der er sådanne job. Så er de jo beskæftiget med det. Ligesom der er folk, der skal være p-vagter. Der skal være plads til alle«.