Skip to main content

Jeg bliver nødt til at spille hver dag

Journalist Jacob Berner Moe, jbmoe@hotmail.com

4. sep. 2009
5 min.


Ny serie: Lægekunst

Hvis rygtet taler sandt, udfolder mange læger sig kreativt ved siden af jobbet. Spiller musik, digter, skaber film, former skulpturer, maler, smelter smykker og så videre. I serien Lægekunst opsøger vi nogle af dem og søger ind til, hvad man får ud af at lade den kreative åre flyde. Både som privatpersoner og som læger.

Redaktionen modtager gerne navne på krea-tive læger: jbmoe@hotmail.com

Stemmen er hæs og øjnene vandige efter fire dage som vært for en international psykiatrikongres. Alligevel virker 61-årige Bent Rosenbaum forbløffende veloplagt denne lørdag formiddag. Smiler ud gennem de runde briller, mens han guider igennem den store Frederiksberglejlighed i sine hvide tennissko.

»Her er lidt rodet, fordi jeg har haft den konference«, siger han, da vi når kontoret, hvor bøgerne på væggen når helt op til stukken, og bordet er dækket af bogstabler.

»Eller det passer ikke. Her er altid rodet«.

Vi vender tilbage til den store hjørnestue med pianoet fra Hornung & Møller. Anonymt på gulvet ligger en violinkasse. Selv om han de seneste fire dage først er kommet hjem mellem kl. 22 og kl. 24, har han spillet hver eneste dag. Nogle dage bare ti minutter. Lidt skalaer, for eksempel. Og meget langsomt, hvor hver eneste tone får opmærksomhed. Bent Rosenbaum må stryge buen og mærke strengene under fingrene dagligt. Det er en beslutning og et behov, som er blevet vigtigere med årene.

Helt konkret handler det om at komme ud af sin tankemodus. Fjerne sig fra det akademiske liv. Men det er ikke alt. Forklaringen falder i et timelangt svar indledt af spørgsmålet:

»Hvad betyder musik for dig?«

Tavlen ren og ny grobund

»Jeg er nødt til at gøre det«, siger han og ser over på violinen.

»Det giver ny grobund. Det visker tavlen ren og giver ny grobund. Jeg kan gå i stå foran computeren klokken 22. Så spiller jeg en time og går tilbage til computeren med en større glæde og noget, jeg ikke havde før. Jeg kan ikke forklare det. Ting, som var kao-tiske står pludseligt klare. Det har helt klart effekt«.

Bent Rosenbaum taler med et smil på læberne og tryk på bestemte ord. Engageret og roligt på samme tid. Han anerkender fuldt ud, at musik ikke er det eneste lyksaliggørende i verden, at man også kan have stor glæde af at løbe en tur eller bare holde en pause.

»Men hvis jeg løber en tur, får jeg det ikke på samme måde. Jeg kommer hjem med en anden kropslig fornemmelse, ja. Jeg svæver. Men jeg kommer ikke hjem med denne grobundsfornemmelse. Dette at man sætter sig ind og går til stoffet på ny måde«.

Kroppen spiller

Bent Rosenbaum begyndte at spille som dreng, først blokfløjte, men som 8-9-årig fik han violinen i hånden.

»Der var musik til alle familiefester. Og dem var der mange af. Hver eneste gang kom musikinstrumenterne med. Om vi bare skulle spille Happy Birthday og ,Dette sku være'«.

De sorte øjenbryn bevæger sig flittigt, og sammen med de lysegrå krøller sender det tankerne i retning af farbroren Simon Rosenbaum, der er pianist, skuespiller og entertainer.

»Jeg har jødisk baggrund, og al jødisk musik spilles uden noder. Hvis du synger en melodi for mig, kan jeg næsten spille den med det samme. Det er fingrene, der spiller. Melodien går ud i kroppen«.

Han smiler skælmsk og laver så et af de mange spring, der først ligner et sidespor, men hvor enderne alligevel knyttes til sidst.

»Den der kongres giver sikkert underskud«, konstaterer han.

»Vi havde ikke penge til musikken, så jeg bad min datter stille op med harmonikaen. Hun og jeg sluttede det hele af med at spille et klezmer-stykke. Meget opildnende. Og folk rejste sig. Kroppene kunne ikke lade være. Jeg lukker også øjnene, når jeg spiller. Musik er meget kropslig«.

Musik-lim

For Bent Rosenbaum er et velspillende ensemble som et sublimt fællesskab. Han fortæller helt fremme på stolen om en klaverkvartet han er del af. Første gang de mødtes, var han klar over, at potentialet var stort.

»Det var et meget intimt netværk, der opstod. Men det er først 10. eller 11. gang, hvor vi flettes helt sammen. Hvor vi begynder at svinge i samme eksspiration og inspiration. Kroppene spiller og bliver til én krop. Så er det ikke bare lim længere, men noget stærkere. Og dét er jeg begyndt at nyde. Den var der også, da jeg var yngre, men i dag kan jeg nyde denne helt specielle kropslige musiske oplevelse i langt højere grad end tidligere«.

Fingrene på venstre hånd kører i bølgebevægelser, mens han taler. Som om violinen lå der, og akkompagnerede ordene. Han taler videre om den stigende afhængighed af musik. Og om hvordan musikken udgør en modvægt til den psykiatriske verden.

»Da jeg startede i 70'erne som psykiater, var der en helt anden ide om psykiatri. I 80'erne og 90'erne blev systemet så fragmenteret i takt med, at indsatsen skulle optimeres og måles. Tænk hvor mange af mine kolleger, der er gået ud i privat praksis, og det handler ikke om arbejdspres, det handler om manglende mening med arbejdet, om et fællesskab, der er forsvundet. Denne sammenbinding eller intimitet, som jeg finder i det musiske samspil, står i sådan en fantastisk modsætning til den fragmenterede arbejdsverden«.

FAKTA BOKS

Blå bog

Færdig som cand.med. i 1974 (KU). I 1988 speciallæge i psykiatri og to år senere psykoanalytiker. Bent Rosenbaum har i godt ti år været administrerende overlæge på Århus Psykiatriske Hospital og er i dag speciallægeansvarlig overlæge på Glostrup Hospital. Han er lektor ved Københavns Universitet og har en psykoterapeutisk privatpraksis, hvor halvdelen af klienterne er læger og psykologer i egenterapi.

Rød bog

Bent Rosenbaum har det - »uden sammenligning i øvrigt« - ligesom den nu afdøde violinist Arthur Rubinstein: »Hvis jeg ikke har øvet en dag, kan jeg selv mærke det, hvis jeg ikke har øvet mig i to dage, kan min kone mærke det, og hvis jeg ikke har øvet mig i tre dage, kan alle mærke det«. 61-årige Bent Rosenbaum prøver af og til at spille lidt klaver, men violinen er og bliver hans hovedinstrument. Han bor med sin kone i en lejlighed på Frederiksberg og har en datter, som studerer musik og spiller harmonika og klaver. Bent Rosenbaum spiller med i fire kammerensembler.