Skip to main content

»Jeg elsker uenigheder«

Sofie Hjortø elsker at debattere og gør det ofte. Både i sin hverdag som læge og i sin rolle hos Yngre Læger, hvor hun blandt andet er medlem af bestyrelsen. Diskussion giver nemlig alle mere indsigt, forklarer hun.

Sofie Hjortø har travlt og engagerer sig i mange ting. Både i sit arbejde og fagpolitisk, hvor hun er aktiv i Yngre Læger. Foto: Ugeskrift for Læger
Sofie Hjortø har travlt og engagerer sig i mange ting. Både i sit arbejde og fagpolitisk, hvor hun er aktiv i Yngre Læger. Foto: Ugeskrift for Læger

Christine Løvgren Spanggaard, cls@dadl.dk

14. okt. 2016
4 min.

Hendes fagpolitiske karriere begyndte allerede, da hun i 2007 som 28-årig blev tillidsrepræsentantsuppleant på sin daværende arbejdsplads. Det tændte noget i hende, og det blev en kampplads, som hun stadig bevæger sig inden for. I dag bruger hun meget af sin tid på at arbejde for yngre lægers hverdag og uddannelse. Men der er ikke altid enighed om vejen til målet, og det kan få bølgerne til at gå højt. Men det generer ikke Sofie Hjortø. Tværtimod synes hun, at der er en stor gevinst ved diskussioner.

»Jeg elsker uenigheder, og jeg ser det ikke som noget, der skal skille folk ad. Faktisk kan det helt omvendt være med til at inspirere til udvikling og forandring«, forklarer hun.

Faktaboks

Fakta

At hun elsker at diskutere kan Bjarne Skjødt Worm, der også er medlem af Yngre Lægers bestyrelse, genkende. Men hun diskuterer ikke for diskussionens skyld. Det skal føre til noget. Derfor er hun heller ikke blind for modargumenter, men de skal være usædvanligt gode, for Sofie Hjortø er en dygtig debattør og får ofte sin vilje, forklarer Bjarne Skjødt Worm. Han har kendt hende i ca. fem år, hvor de begge har været aktive i Yngre Læger. For ham at se er hende største udfordring at kunne begrænse sig. Hun giver også sig selv rigtig travlt nogle gange, forklarer han.

»Og så kan man godt fornemme, når der er noget, der ikke kører efter hendes plan. Det irriterer hende helt tydeligt, og så bliver hun rigtig frustreret over, at det hele ikke bare spiller«, siger han.

Der er stor forskel på den Sofie Hjortø, som Yngre Læger kender, og den Sofie Hjortø, der hver dag går på arbejde på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Herlev Hospital. Her ser den ledende overlæge, Helle Ejdrup Bredkjær, hende nemlig som en stille pige. Dygtig, velfunderet, men hun kan også være svær at læse, når man ikke kender hende, forklarer hun. »Sofie er ikke sådan en, man lige får øje på den første dag, for hun er ikke typen, der bare råber op for at råbe op«, siger hun og forklarer, at det måske ikke er sådan, Sofie ser sig selv.

Og det er muligvis rigtigt nok. Sofie Hjortø synes i hvert fald selv, at hun kan fylde ret meget i en forsamling. Det gjorde hun allerede i barndommen i Vangede, hvor hun voksede op med sin mor, far og en tre år ældre søster. Hun husker nemlig sig selv som et højtråbende barn, der forsøgte at følge i sin dygtige storesøsters fodspor. Ikke fordi nogen pressede hende til det. Det var hendes egen forventning til andres forventninger.

Spørgejørgen

Sofie Hjortø oplever, at mange yngre læger bliver frustrerede, når de begynder at arbejde, fordi der er procedurer, som de ikke synes fungerer optimalt. Så er der nogle, der bare hiver et blad ud af kalenderen hver dag og tæller ned til, at de skal videre til en anden afdeling. Men ikke Sofie Hjortø.

»Jeg har en enorm hang til finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedre, når det ikke fungerer. Jeg kan ikke bare kigge på, og jeg bliver ved med at spørge mig selv og alle andre, hvordan vi kan gøre det anderledes«, siger Sofie Hjortø.

Sådan kender hendes kollega, Lea Laird Andersen, hende også. På afdelingen holder hun sig aldrig tilbage for en faglig diskussion og sætter gerne spørgsmålstegn ved, hvorfor kollegaer og hun selv gør, som de gør. »Hun stiller de spørgsmål, som andre ikke stiller. Eksempelvis ved morgenkonferencen, hvor det som ung læge godt kan være lidt svært at åbne op, når alle øjne hviler på dig. Men det rører hende ikke«, forklarer Lea Laird Andersen, der har arbejdet sammen med Sofie Hjortø igennem det sidste års tid.

Med de mange opgaver, hun påtager sig, og sager, som hun engagerer sig i, er der ikke ret meget tid tilovers. ”Jeg har valgt det fagpolitiske som min hobby. Og jeg synes selv, at der er tid til både at være medarbejder, fagpolitisk aktiv, mor, hustru og husejer. Men min mand er helt sikkert uenig”, griner hun.