Skip to main content

»Jeg er da nærmest ligeglad«

Tidligere PLO-formand, 80-årige Svend Nielsen er netop gået på ufrivillig pension. Døren bag ham giver et smæk: politikerne forstår sig ikke på almen praksis, og de unge læger er blevet »bange funktionærer«.

Foto: Niels Reiter
Foto: Niels Reiter

Dorte R. Jungersen, doj@dadl.dk
Foto: Niels Reiter

12. jun. 2017
4 min.

Svend Nielsen, der fyldte 80 år den 1. juni, ville gerne have fortsat i sin praksis i Hobro lidt endnu. Afslaget på ansøgningen om forlængelse, der var afsendt i januar, kom blot 13 dage før 80-årsdagen, og han havde derfor kun et par uger til at afvikle sin praksis: »En uhumsk og angribelig facon«, lyder det fra Svend Nielsen, der som altid er klar i spyttet.

Svend Nielsen var PLO’s formand under konflikten i 1984 og efter eget udsagn »nok den groveste formand, PLO har haft«: »Jeg var general for dengang 2.800 andre generaler, og en af mine fornemste opgaver var at indgyde kampgejst og vilje til at turde satse. Står det til mig, skal der en overenskomstløs periode til cirka hvert 25. år. for at holde medlemmerne i live og ikke gøre dem modløse«.

På facebook kaldte tidligere PLO-formand Henrik Dibbern forleden sin forgænger for en »af de sejeste PLO’ere nogensinde«. »Din styrke og integritet som bannerfører for almen praksis er en inspiration for alle os, som har forsøgt at følge i dine spor«, skrev Henrik Dibbern, der uddyber: »Svend var formand i en svær periode, og var et eksempel på en, der turde gøre ting, der umiddelbart så farlige ud. Og så lægger han sjæl i det, han gør«.

I maj i år var det 48 år siden Svend Nielsen skrottede planerne om enten at blive psykiater eller embedslæge og i stedet købte en praksis i Hobro, der indtil da havde været drevet af den samme læge i 45 år. At han siden 2011 forgæves har forsøgt at sælge sin praksis, forklarer han med, at yngre læger i dag ikke lader til at have »lyst og styrke« til at være selvstændige praksislæger, er »bange for mursten og uddannede til at være funktionærer«.

Svend Nielsen er født på et husmandssted i Grynderup i Rebild Kommune. En vikar på skolen i Hobro inspirerede ham til at tage studentereksamen på Birkerød Kostskole, hvor han stiftede bekendtskab med og udviklede en interesse for kunst, der bl.a. gjorde ham til formand for Hobro Kunstsamling. Sidste år takkede han af efter 41 år som formand, hvor han også evnede at skabe rav i den. Som da han forrige år midlertidigt placerede to skulpturer i en fredet offentlig have uden at have søgt om tilladelse hertil. En gruppe borgere indberettede sagen for Kulturstyrelsen, hvilket ikke fik Svend Nielsen til at skælve: »Jeg er da nærmest ligeglad«, udtalte han til lokalpressen.

Episoden er et eksempel på det, som nu tidligere kollega Bolette Friderichsen beskriver som »Svends uimponerethed«. »Den kommer jeg til at savne.

Han var også en stor støtte, da vi blev pålagt at indberette til DAMD. Jeg var selv utryg ved, at vi brød vores tavshedspligt. Svend stod fast og var ikke til fals for trusler.

Fagligt har vi ikke altid været enige. Han mener jo f.eks., at mange af de nye præparater ofte er modefænomener. Ligesom alskens guidelines ikke altid er til gavn for patienterne. Og det har han jo nok ret i. Da jeg kom til praksis for 14 år siden og ofte var usikker, opfordrede han mig til at tage ved lære af patienterne og deres historie og fortællinger. Og sagde at virkeligheden er mere kompliceret, end hvad jeg kunne læse mig til i bøgerne«.

Selv beskriver Svend Nielsen praktiserende læger som værende »specialister i vore tilmeldte«. »Men det forstår overlægerne i tilsynsmyndighederne ikke. De har ingen respekt for læge-patient-forholdet i praksis og for den uskrevne journal – alt skal være skrevet ned. Det er en pestilens«.

Svend Nielsen har siden 1974 i lange perioder siddet i byrådet i Hobro for Socialdemokratiet, men skiftede til en borgerliste, inden han i forbindelse med kommunalreformen vendte hjem til sit gamle parti, hvor formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, fremhæves som en indsigtsfuld undtagelse.

»Politikere har ikke forstand på sundhedsvæsenet og da slet ikke de praktiserende læger. Som vi behandles nu, er der kun én udgang: offentlig ansættelse. Det vil blive dobbelt så dyrt og halvt så godt. Eneste trøst er, at man som ansat trods alt har visse rettigheder«.

I sit allerførste job som vikar på Rigshospitalets fødeafdeling i 1963 fik han af professor Brandstrup foræret et Jaegerslips til højnelse af sin autoritet.

Svend Nielsen har klaret sig fint uden.