Jeg er ikke bare nervøs, jeg er virkelig bange!

Jeg læste med glæde Henrik Falk Rasmussens indlæg i Ugeskrift for Læger nr. 11, 2002. Han udtrykker vores allesammens nervøsitet for fremtiden. Samtidig gør det mig virkelig bange, når jeg læser bestyrelsens kommentarer til indlægget. Man afslører kun ganske ringe viden omkring, hvad der rører sig ude hos de praktiserende læger, idet man, efter min mening, har misforstået enqueten og således draget nogle forkerte konklusioner. Enqueten var udformet således, at man fik nøjagtig de svar man søgte, men uden at det gav et reelt billede af, hvad den praktiserende læge mente om både hverdagen og fremtiden.

Også vores praksis ligger i et yderområde, men det, synes jeg ikke, er relevant i forbindelse med de betragtninger, vi nu vil fremføre.

Det er helt klart, at den nuværende situation, hvor mange læger nærmer sig pensionsalderen, og hvor kun ganske få vil overtage deres virksomheder, er helt speciel.

Vi er nødt til at gøre alt, hvad der er muligt, for at gøre privat praksis attraktiv. Det siger sig selv, at spørgsmålene omkring delepraksis og aflastning faldt ud, som de gjorde i enqueten, idet de fleste praktiserende læger føler sig meget belastede og ønsker aflastning. Det er ligeledes helt klart, at en stor del af de læger, som kunne være interesserede i praksis, ønsker andre arbejdsforhold samt mulighed for nedsat tid, specielt nu, hvor størstedelen af læger er kvinder.

Sundhedsområdet i Danmark er meget afhængig af, at der er en velfungerende praksissektor, som kan sortere henvendelserne. Det bliver utrolig dyrt, hvis dette system bryder sammen. Vi skal have bragt en ordentlig økonomi ind i praksissektoren. Der skal betales væsentlig mere for det kvalificerede arbejde, vi udfører.

Det er helt forkert, når bestyrelsen fremfører, at man ikke kan sammenligne vores erhverv med andre ligestillede uddannelser, såsom advokater, revisorer og lignende. Disse beregner sig timelønninger og dækningsbidrag, der er væsentlig højre end det vi kan opnå. Advokater og revisorer beregner sig således minimum 1.300-1.500 kr. i timen for at kunne dække deres omkostninger, og for at der er et ordentligt dækningsbidrag. Det er klart, at vi under vores forhandlinger skal fremføre lignende krav.

Det er tvingende nødvendigt at gøre opmærksom på, at vagtarbejde intet har med lægepraksis' indtjenning at gøre. Honorarene og dækningsbidraget skal udelukkende ses i lyset af dagarbejdet. De kommende forhandlinger bør rettes mod en væsentlig højre betaling for basisydelserne, dvs. konsultationer og telefonkonsultationer, som resulterer i et efterfølgende stort arbejde med indlæggelse og besked til patient og andre instanser. Det hænger slet ikke sammen med det lave honorar, vi får i øjeblikket. Samtidigt bør der fokuseres meget på en ordentlig honorering af forebygende arbejde, som i fremtiden bør gøres mere attraktivt.

Der skal ikke forhandles om muligheden for at vores personale kan udføre lægearbejde til en mindre betaling, idet der allerede i dag i vores overenskomst er mulighed for, at vores personale under supervision kan udføre dette arbejde. Andre muligheder vil være helt undergravende for vores virksomhed.

Dette indlæg er naturligvis ikke dækkende for hele det brede overenskomstmæssige område, men det er et indlæg i debatten omkring den fremtidige overenskomst og et forsøg på at gøre bestyrelsen opmærksom på, at den slet ikke er i overensstemmelse med de praktiserende kolleger, der har valgt den.

Jeg vil endnu en gang fremhæve, at der skal satses meget hårdt på bedre arbejdsvilkår og bedre økonomi i praksis. Både for at lette arbejdet for de nuværende og for at skabe et godt klima for rekrutteringen af nye praktiserende læger.

Det er mit håb, at dette indlæg sammen med de øvrige vil animere kollegerne til at komme frem med deres meninger og deltage i debatten, således at vores forhandlingsdelegation får en bedre mulighed for at fremføre vores reelle krav.

Skagen, Kurt Dam Sørensen og kolleger, Lægehuset Skovbrynet 1