»Jeg er meget, meget ærgerlig over den mistænkeliggørelse som rejses af Henrik Dibbern«

Ord som »unuanceret«, »ensidigt« og »skingert« bruges i flæng, når han sammenfatter Henrik Dibberns udmeldinger mod medicinalindustrien.

»Det er meget unuanceret kun at fokusere på lægemiddelindustrien. Man kan være afhængige af mange andre end medicinalindustrien. Hvis Henrik Dibberns interesse er påvirkning fra lægers bijob, hvorfor taler vi så ikke om afhængighed af medikoindustrien, forsikringsselskaber og kommuner for blot at nævne nogle«, siger Peter Schwarz og fortsætter:

»Det bliver for ensidigt, når han kun fokuserer på lægemiddelindustrien. Jeg mener, at Dibberns ærinde bliver en kriminalisering af ét specielt fagligt samarbejdsområde, nemlig samarbejdet med lægemiddelindustrien. Og det mener jeg er meget forkert«.

Selskabernes formand medgiver, at industrien naturligvis har et andet fokus end lægerne - at tjene penge til aktionærerne. Men det gør ikke samarbejdet mere dubiøst end andre former for samarbejder. Og læger kan ikke leve i en osteklokke:

»Der er ingen tvivl om, at fuld transparens om lægers bijob i alle dets afskygninger tjener os bedst. Men jeg kan ikke se, at samarbejdet med lægemiddelindustrien er en større trussel for lægens faglighed og troværdighed end at sidde og vurderer pensionssager for en kommune eller træffe afgørelser i forsikringssager og lønnes for det. Det handler alt sammen om afhængighed«, siger Peter Schwarz.

LVS-formanden opfordrer lægerne til at se indad og finde ud af, hvordan de ønsker at blive anskuet. I offentligheden. Af patienterne. Så troværdigheden ikke beklikkes. Frem for at »angribe industrien for dens legitimitet til at tjene penge«, som han siger.

Du ønsker fuld offentlighed. Hvad så med lægers aflønning af industrien, som PLO også har fremsat ønske om?

»Jeg synes, at det er et privat forhold, hvad man tjener. Jeg tror ikke, at man er påvirket, fordi man tjener 5.000 kroner for at undervise nogle praktiserende læger en aften sponsoreret af et lægemiddelfirma«.

Industrien kan altså ikke købe loyalitet fra en læge?

»Jeg har i hvert fald aldrig nogensinde set det. Jeg har vanskeligt ved at tro, at en professor vil stille hele sin troværdighed og fremtid på spil for 5.000 kroner fra en medicinalvirksomhed. Når man ser de specialister, professorer og førende klinikere, der er aktive i samarbejdet med industrien, er de jo oftest involveret med en række konkurrerende firmaer - og ikke kun ét. Netop fordi de firmaer har interesseområde inden for en given sygdom, som den pågældende professor er specialist i«.

Kan man som læge have et for tæt samarbejde med medicinalindustrien?

»Der er mit klokkeklare svar: ja«.

Hvor går grænsen?

»Det er et emne, der ikke er diskuteret færdigt. Lægeforeningens formand har entydigt meldt ud, at der skal arbejdes med, hvordan vi sikrer en tilstrækkelig transparens ved samarbejde med andre parter - ikke kun lægemiddelindustrien, men ved bijob generelt. Til at undersøge det har Lægeforeningen nedsat et udvalg, hvor LVS deltager. Desuden har sundhedsministeren netop nedsat et udvalg, der skal sikre den tilstrækkelige transparens, og hvor både Lægeforeningen og vi i LVS deltager. Arbejde, der altså er sat i gang. Derfor vil jeg ikke her sige, hvor stregen skal trækkes. For det skal disse udvalg se på. Nogen skal med fornuften i behold sige, hvor vi sætter en bagatelgrænse for, hvad der kan betragtes som en interessekonflikt«.

Ifølge Peter Schwarz er det utopisk at forestille sig, at læger ikke må samarbejde med industrien:

»Hvorfor skal det desavoueres og næsten fremstilles som kriminelt, at man samarbejder med den industri, der sikrer bedre patientbehandling og indtjening til landet? Jeg er meget ærgerlig over den mistænkeliggørelse, som rejses af Henrik Dibbern og ligesindede«.

Ifølge Peter Schwarz er det samtidig alt for ensidigt at give medicinalindustrien skylden for, at den med profit for øje er en kraftigt medvirkende årsag til, at flere personer i dag behandles med lægemidler end for en generation siden.

»Sagen er jo snarere den, at hele samfundet har ændret holdning til det at være syg. Befolkningen stiller større krav til sundhed, tidlig behandling og ikke mindst forebyggelse - se på hele sundhedsindustrien. Det er kulturelt betinget. Vi kræver alle maksimal livskvalitet til det øjeblik, vi lukker øjnene. Det lægger pres på samfundet og er skabt af samfundet. Dibbern giver så industrien og ,dens profitjagt` skylden, men i min optik er den blot én af parterne. Det er også lægens, befolkningens, ja alles ansvar. Ikke én gruppe alene«.