Skip to main content

»Jeg får fløjet lidt«

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

30. sep. 2011
3 min.



Mandag

Ankommer til mit danske kontor i Albertslund kl. 8.15. Vores hovedkvarter ligger i Stockholm, og da jeg har ansvaret for 20 personer i Medicinsk Afdeling - oftest læger eller farmaceuter, vores medicinske eksperter på de forskellige terapiområder - der sidder i hele Norden, så får jeg fløjet lidt.

På det månedlige fællesmøde præsenterer HR-afdelingen et nyt it-system.

Derefter starter jeg de såkaldte en til en-samtaler med mine fire danske medarbejdere. Vi gennemgår den foregående uge, aktuelle problemstillinger og faglige spørgsmål.

En af medarbejderne med ansvar for det respiratoriske område, neuroscience og det inflammatoriske område skal eksempelvis svare nogle læger om vores præparater, indikationen og bagvedliggende studier. Hun er farmaceut, så jeg giver klinisk input og læser svarteksten igennem, da jeg som læge skal sikre, at vi får de korrekte svar ud. Resten af eftermiddagen går med at tale med medarbejdere og vores rekrutteringspartner om de kommende ansættelsessamtaler.

Hjemme omkring klokken fem. Ingen aftenarbejde, men det sker typisk et par aftener om ugen.

Tirsdag

Tager som sædvanligt 6.20-flyet til Stockholm. AZ Nordic hovedkvarter ligger i Södertälje, en time fra Arlanda lufthavn i Stockholm. Jeg starter dog dagen inde i byen med en jobsamtale. Halvanden time og så videre. Ringer til min chef inden næste møde.

Resten af dagen går med et møde i det onkologiske team. Marketing, Salg og Medical Affairs deltager sammen med vores onkolog. De fortæller om nye studier, der tidligere på året blev præsenteret på den store ASCO-kongres i USA. Det er altid spændende at høre, om der er nye måder, vores præparater kan bruges på, ligesom det er interessant at høre, hvad andre firmaer præsenterer. Vi drøftede desuden de kommende kongresser; hvem skal med, og hvad bliver præsenteret og med hvilket formål skal mine medarbejdere deltage. Som leder af gruppen er det min rolle at sikre, at vi har de rette folk, at de har den fornødne faglige viden og trives i teamet.

Flyver hjem igen klokken fire. Hjemme ved syvtiden.

Onsdag

Har fire kandidater til jobsamtale i Danmark sammen med vores eksterne rekrutteringspartner. Det er første gang, jeg møder dem.

Om eftermiddagen har jeg en til en-samtaler med mine finske medarbejdere over telefonen. Jeg taler dansk med nordmændene og selvfølgelig danskerne, resten taler jeg engelsk med.

Torsdag

Tager det sene 7.20-fly. Skønt til en forandring. Har en del en til en-samtaler i Sverige. Da jeg har to nye medarbejdere, tager det lidt længere tid end ellers. Den ene skal til kongres i næste uge, så vi talte om, hvilke sessioner der kan være interessante, og hvilke hun kan skippe. Hun skal høre om data på et nyt kardiovaskulært præparat. Jeg forsøger at hjælpe hende med at få den nødvendige baggrundsviden om feltet. Desuden taler vi om, hvordan hun skal gribe det kommende investigator meeting an. Hvad skal drøftes på mødet, hvordan skal dagsorden være, hvem skal præsentere data og den slags.

Vi har et vigtigt eftermiddagsmøde i den medicinske ledelsesgruppe om eftermiddagen. Vender dagen med min chef inden jeg sætter mig i en taxa mod lufthavnen.

Lander i Kastrup klokken seks.

Jeg har fire børn. Min mand er praktiserende læge og arbejder i en praksis i Vallensbæk fire dage om ugen og har lægevagter ved siden af. Det skyldes ikke min stilling, sådan havde vi også indrettet det, før jeg fik den, men det er klart, at fleksibiliteten fra hans side gør, at jeg trives i jobbet.

Fredag

Fra kl. 8.30 til 9 har alle ledende medarbejdere telefonkonference, hvor den øverste ledelse i AstraZeneca Nordic bl.a. fortæller om vores kommende flytning til Ørestaden til november.

Når inden frokost en enkelt en til en-samtale med en af mine danske medarbejdere og tager så to samtaler med to svenske medarbejdere over telefonen.

Med en garvet medarbejder drøfter vi, om vi har nok medarbejdere til en kommende præparatlancering i 2012 inden for det kardiovaskulære område. Og hvilke aktiviteter der skal laves, hvilke studier der skal præsenteres.

Om eftermiddagen har jeg to jobsamtaler.

Jeg går klokken halv fem, da jeg skal til fest på skolen.