Skip to main content

»Jeg får meget energi af mit arbejde«

Vicedirektør for Amager og Hvidovre Hospital Else Smith har lært, at meget kan lade sig gøre, hvis bare man prøver. Kunne hun selv bestemme, skulle hendes sidste gerning være at gentænke sundhedsvæsenet.

Else Smith, vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital
Else Smith, vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital
Signe Bjerre, info@signebjerre.com
30. jun. 2017
07 min

Hvordan skulle den perfekte arbejdsdag være, hvis det var den sidste i dit liv?

»Den perfekte arbejdsdag skulle starte derhjemme med, at jeg vågnede op til en nyhed om, at politikerne har taget ansvar og udvist mod til at påvirke danskernes sundhed ved for eksempel at have besluttet at tredoble prisen på en pakke cigaretter. Så ville dagen ligesom være skudt godt i gang. Efter et hurtigt brusebad og den sædvanlige cykeltur fra Østerbro til Hvidovre Hospital ville den perfekte dag fortsætte med nogle møder med godt indhold. Det kunne for eksempel være et møde med nogle af de kliniske afdelinger om, hvordan vi sikrer »patientflowet« bedst i dagkirurgisk afdeling. Eller det kunne være et møde med Forum for Ledende Overlæger, hvor vi i fællesskab satte retning på den udvikling, som, jeg mener, er nødvendig. Nemlig at inddrage patienter og pårørende i beslutninger om udredning og behandling. Jeg kan godt lide de faglige diskussioner om, hvordan vi får implementeret tingene i praksis. Det er her, den gode energi ligger. Hvis vejret var godt, ville jeg nok tage hjem ved 17-tiden og nyde nogle timer udenfor. Men min arbejdsdag skulle ikke slutte der. Den ville fortsætte senere om aftenen foran computeren. Jeg får meget energi af mit arbejde og føler mig dybt taknemlig over at have et arbejde, jeg på alle måder brænder for. Derfor tænker jeg aldrig over, om min arbejdsdag er otte eller ti timer lang. For mig eksisterer der ikke et tydeligt skel mellem arbejdstid og fritid«.

Faktaboks

Fakta

Hvad skulle din sidste gerning som vicedirektør være, hvis alle muligheder var åbne?

»Min sidste gerning skulle være at kigge på en omlægning af samarbejdet mellem den primære og den sekundære sundhedssektor. Jeg mener, at vi får alt for mange patienter ind i den sekundære sektor, som burde behandles i den primære sektor. For eksempel ville mange patienter med kroniske sygdomme kunne behandles i den primære sektor. Den situation, vi har nu, er uholdbar i længden. Det er en »lose-lose«-situation både for patienterne og personalet. Men det kræver, at der bliver lavet nogle mere konkrete aftaler om, hvilke patienter der hører til i den primære sektor, og hvilke patienter der hører til i den sekundære sektor. Det er jo ikke mig, der har mandat til at beslutte det, men det ville være dejligt at kunne slutte min sidste arbejdsdag med sådan en aftale«.

Er der en person, der har betydet noget særlig for dig i dit arbejdsliv?

»Erik Juhl, som var overlæge her på Hvidovre Hospital, da jeg i sin tid var reservelæge på Hepatologisk Afdeling, har været en stor inspiration for mig. Både i forhold til det kliniske og i forhold til at være leder. Selvom jeg var nyuddannet og uerfaren, havde han tillid til, at jeg kunne udføre de opgaver, han gav mig. Som han sagde til mig: 'Det er muligt, at man ikke kan finde ud af det, men man kan i hvert fald prøve'. På det personlige plan har det haft en enorm betydning for mig. Han gav mig en selvtillid og et mod til at turde hoppe ud i tingene, og har på den måde været medvirkende til, at jeg har fået et fantastisk berigende arbejdsliv«.

Hvilken medicin ville du ønske, du kunne opfinde?

»Hvis jeg kunne, ville jeg opfinde noget præcisionsmedicin til nogle af vores mange kroniske patienter. Når man tænker på, hvor meget medicin, vi fylder på vores ældre medborgere, ville det være fantastisk, hvis vi nåede frem til at få kortlagt, hvilken specifik medicin, der for eksempel ville egne sig til forskellige typer af patienter med hjerte-kar-sygdomme, så vi slap for alle bivirkningerne og kun fik de positive virkninger«.

Er der noget, du ville gøre anderledes, hvis du kunne lave noget om i dit arbejdsliv?

»Ikke på den store klinge. Jeg er meget tilfreds med den måde, det har formet sig på, selvom det på ingen måde var planlagt, at jeg skulle gå denne her vej. Livet er jo tit fuld af tilfældigheder. For mit vedkommende var det en skilsmisse, der gjorde, at jeg pludselig var alene med to små børn og derfor havde brug for et mere stabilt 9-16-job. Det første mig til Statens Serum Institut, hvor jeg fik smag for at arbejde med smitsomme sygdomme på nationalt plan. Og det blev så kimen til, at jeg blev samfundsmediciner og er endt her som vicedirektør. Var jeg ikke blevet skilt, havde jeg nok forsøgt at blive infektionsmediciner, men det er bestemt ikke et valg, jeg har fortrudt. Tværtimod.

På den mindre klinge er det klart, at jeg ville ønske, at jeg kunne have undgået at blive fyret fra Sundhedsstyrelsen. Det var ikke sjovt, men jeg tror ikke, jeg kunne have gjort noget for at forebygge det«.

Føler du dig aldrig nogensinde som politikernes marionetdukke?

»Nej, det gør jeg ikke. Det er klart, at man ikke kan arbejde hverken her eller i Sundhedsstyrelsen uden at være politisk styret. Det giver sig selv. Og hvis man som leder ikke kan tåle at udføre sit arbejde inden for de rammer, som politikkerne har udstukket, så skal man ikke være i sådan en stilling. Men det er jo sjældent, at alt er skrevet ned i mindste detalje, så man har som leder rig mulighed for at påvirke tingere inden for de rammer, der er. Jeg har selvfølgelig en særlig pligt til at råbe op, hvis der er noget, jeg mener, der er fagligt uforsvarligt. Det er jeg med på. Og min erfaring er, at der bliver lyttet. Jeg mener ikke, at vi er der endnu, hvor besparelserne går ud over patientsikkerheden og den faglige kvalitet, men vi nærmer os«.

Hvilket råd ville du give videre til dit yngre jeg, hvis du kunne?

»Jeg ville sige, at det er vigtigt, at det er lysten, der driver værker. Derfor er det værd at bruge lidt tid og kræfter på at finde ud af, hvem man selv er. Derudover vil mit råd være at tro på sig selv og vær modig. Man skal heller ikke være bange for at åbne munden og sige sin mening. Jeg synes, det ligger lidt i tiden, at man retter ind og er meget autoritetstro. De unge har meget høje forventninger til sig selv. Alt skal være perfekt. Lige fra lagkagen til, hvordan de selv og deres børn ser ud. Jeg kan godt savne lidt mere vildskab«.

Hvornår har du været mest modig set med dine egne øjne?

»Det var nok under influenzapandemien, hvor jeg var forebyggelseschef i Sundhedsstyrelsen. Det var mig, der var ansvarlig for kommunikationen udadtil, og jeg holdt fast i, at vi ikke skulle give vaccinen til alle, men kun tilbyde den til nogle få. Rent fagligt var jeg sikker på, at det var den rigtige beslutning, men set i bakspejlet krævedet det mod at holde fast i min beslutning. Ikke mindst fordi ministeren jo også ville vide, om jeg nu var sikker på, at det var det rigtige at gøre«.

Fik det dig til at ligge søvnløs i de uger, pandemien varede?

»Nej, det gjorde det ikke. Men det er klart, at hvis det havde vist sig, at jeg var helt galt på den, var jeg blevet lynchet. Omvendt kunne jeg ikke stå og sige noget, der stred imod min faglige overbevisning. Hvis vi havde indkøbt piller til hele befolkningen, ville det have været det samme som at smide millioner af kroner ud i havet til ingen verdens nytte. Det ville have været absurd. Hvis jeg ved, at to og to er fire, kan jeg ikke se en grund til at svare noget andet. På det punkt ejer jeg ikke tvivlens nådegave«.

Hvad skulle dit sidste ord være til politikerne?

»De skal tænkte stort og langsigtet. Ellers kommer vi ikke langt med det her samfund. Der er mange eksempler på, at det ikke sker i øjeblikket. Politikerne bliver nødt til at anderkende, at der er nogle prioriteringer, som de må tage i forhold til sundhedsvæsenet. Det nytter ikke noget at overlade det til den enkelte medarbejder, om de skal løbe den ene eller den anden vej«.

Har du selv overvejet at gå ind i politik?

»Ja, det har jeg overvejet mange gange. Når man beskæftiger sig med at behandle befolkningsgrupper i stedet for den enkelte patient, kommer man meget let til at interessere sig for de rammer, der er i samfundet og dermed også politik. Men jeg tror ikke, jeg vil kunne trives med alle de kompromiser, man skal indgå som politiker. Jeg befinder mig utrolig godt med at lave det, jeg laver, og føler mig som et meget begunstiget menneske«.

Fakta om Else Smith:

• 64 år

• Speciallæge i samfundsmedicin

• Vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital

• Har tidligere været afdelingschef og overlæge på Statens Serum Institut og administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen

• Bor på Østerbro

• Har en kæreste og to voksne døtre.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen