Skip to main content

»Jeg følger med i ambulancen ...«

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

29. okt. 2010
3 min.

06.00 Står tidligt op hjemme i Hellerup. Min praksis ligger i Rødovre, og jeg skal være klar til telefonkonsultationer fra 8.00 til 9.00.

09.30-12.00 Rutinepræget formiddag. Men kl. 12.00 må en patient indlægges akut inden frokost.

13.00 Patienter igen. Et par udeblivelser ellers små konsultationer og børneundersøgelser.

16.15 Jeg må af sted for at nå frem til vagtcentralen på Herlev Hospital, hvor jeg skal køre lægevagt frem til kl. 23.00.

17.00 Vi er to. Min kollega tager Vestegnen, mens jeg skal køres rundt i de nordlige omegnskommuner: Herlev, Lyngby-Taarbæk, Søllerød osv.

17.15 Skal til Glostrup til en mand, der er i 60'erne og har kendt leversygdom. Jeg må indlægge ham på Glostrup Hospital, da han er helt konfus. Han har siddet hele weekenden i overtøjet, fordi han frøs, og sådan fandt sønnen ham. Herfra køres jeg til Lyngby for at tilse en sløj plejehjemsbeboer.

18.30 Chaufføren og jeg udnytter er roligt øjeblik til at spise aftensmad hos »Det Sunde Køkken« på Lyngby Hovedgade.

19.15 Kaldes hjem til en 96-årig kvinde i Gentofte. Hun har i nogle måneder haft fremfald af endetarmen. Den er dog på plads lige nu. Men jeg beder hende og barnebarnet om at kontakte egen læge, så han kan tage affære.

19.45 Til Skodsborg, hvor en 85-årig mand ligger hjemme med lungebetændelse. Hans kone, en pensioneret overlæge, har sat ham i behandling, men tør ikke tage ansvaret. Han har det så dårligt, at jeg indlægger ham på Gentofte Hospital.

20.30 Til Virum, hvor en 78-årig har tegn på influenza - og intet andet. Ude i bilen fortæller chaufføren, at en mand har ringet og rykket. Det er en 55-årig mand i Holte. Han har samme dag haft flere blodige diarreer og er faldet besvimet om et par gange. Da jeg ser ham, er han rigtig syg. Blodtrykket er 80, og han bløder stadig fra tarmen. Vi kalder en ambulance, og jeg får lagt et drop på ham, så han kan få væske undervejs til Herlev Hospital med udrykning. Jeg følger med i ambulancen, til han kan blive overtaget af kompetente folk i akutmodtagelsen.

22.15 Fremme hos næste patient. En 51-årig mand af ikkedansk herkomst. Der er sprogproblemer. Han er svimmel. Familien er der. Han er egentlig i blodtryksbehandling, men har længe ikke taget sin medicin. For en måned siden kaldte han også lægevagten om samme problem. Vagtlægen havde udskrevet blodtryksmedicin til ham, som han heller ikke havde købt. Så han er fortsat ubehandlet, og jeg måler blodtrykket til 180/120. Pga. sprogproblemer og usikkerhed om komplians sætter jeg ham ikke i behandling nu, men giver via familien besked til egen læge.

22.35 Det sidste besøg gælder en 48-årig kvinde i Lyngby. Hun er otte gange blevet rygopereret og har kroniske smerter, som hun får medicin for fra en smerteklinik. Hun har gjort en forkert bevægelse og har nu endnu flere smerter end normalt, nu er der også stærk hovedpine. Hendes blodtryk er normalt, og situationen virker ikke alvorligt helbredstruende. Men hun og manden ønsker, at hun skal indlægges akut og skannes akut. Jeg forklarer, at det kan jeg ikke bare bestille, og at en akutindlæggelse formentlig bare vil betyde, at hun kommer til at ligge til observation på en hospitalsgang, til nogen kan se på hende i morgen. Hun accepterer, at jeg giver smertestillende medicin, og at hun skal kontakte egen læge.

22.55 Fremme på Herlev Hospital. Nu skal jeg hurtigt hjem til Hellerup, så jeg kan møde på arbejde igen kl. 8.00.