»Jeg fortæller, at jeg snart stopper ...«

07.45 Fysisk og mentalt opladt møder jeg på min gamle arbejdsplads: I fredags var min yngste datter til eksamen i idræt og fik topkarakter, og søndag cyklede jeg en lang tur.

08.45 Efter mange rutinemæssige telefonkonsultationer kommer en akut. En af mine ældre patienter, en 75-årig mand, er faldet om i køkkenet. Det er fruen, der ringer på akuttelefonen. Det kan lyde som en blodprop i hjernen. Der skal ikke spildes tid med sygebesøg - jeg ringer straks 112.

09.00 De aftalte konsultationer begynder. En af de første er en kvinde med kroniske, ikkemaligne smerter i hele kroppen, Hun har i mange år søgt alskens behandlinger, fra heksedoktorer til smerteklinikker, medicin og akupunktur. Jeg vælger undvigemanøvren og henviser til reumatolog.

10.00 En skizofren kvinde. Sød og venlig, men vil ikke snakke med andre end mig, som har været hendes læge i mange år. Jeg forklarer, at jeg snart stopper helt. Foreslår, at hun alligevel taler med den nye læge. »Det må jeg vel prøve, så«, siger hun. Trods sin lidelse tilgængelig for ræsonnement. Tiden må vise, om det holder i virkeligheden.

11.15 Adskillige patienter senere kommer endnu en patient af den slags, som fylder mere og mere i almen praksis, for at få bekræftet, at hun ikke fejler noget særligt. Man kan jo altid finde noget, når man er over 50, og leder længe nok. Tabuordet »brugerbetaling« dukker op i baghovedet. Jeg fortrænger det, mens jeg måler hendes blodtryk.

12.00-12.30 Frokost i køkkenet med sygeplejersken, de to sekretærer og lægen, som har overtaget praksis.

12.40 En palæstinensisk mand med vedholdende hoste, som han ikke forbinder med, at han ryger 60-70 cigaretter dagligt. Det har vi en lille diskussion om. Han får antibiotika, da han faktisk også har en bronkitis og feber.

13.15 En 68-årig kvinde med helvedesild, som hun tror, er udslæt. Lige til lærebogen. Ærgerligt, her ikke er en studerende, man kan vise det.

14.00 En kurdisk kvinde med sin mand, som er skizofren med mange symptomer. Har hørehallucinationer og er svær at få kontakt med. Mens han sidder ved skrivebordet og flytter rundt på alt, forklarer jeg tolken, at jeg stopper. Da manden hører det, er han pludselig vågen og siger, at det må jeg ikke. Han vil fortsat have mig som læge. Jeg forklarer, at jeg skal til Mozambique, hvor jeg var i midtfirserne. Nej, jeg skulle flytte til Irak! Så vil han flytte med, siger han.

14.20 En yngre kvinde, som ikke fejler noget medicinsk. Hun har ingen uddannelse og intet fodfæste på arbejdsmarkedet - men hun har ADHD! Nogle gange ventes vi kun at producere en diagnose, så sociale ydelser kan komme til udbetaling. Som socialmediciner og tidligere lægekonsulent i Aalborg Kommune må jeg alligevel stejle over tidens jagt på diagnoser. Det er tydeligt, at pigen har mere brug for en helhedsorienteret social og pædagogisk indsats end en diagnose, som ikke hjælper hende.

15.55 Dagens sidste patient er en 78-årig mand, som har haft nogle besvimelser. Han har brug for at få ryddet op i sin medicin. Det gør vi, og han går herfra godt tilfreds.

16.00 Går hjem til en kop te og en snak med min kone om dagens bryderier og frustrationer. For når man på en dag ser 30 patienter og har telefonkontakt med lige så mange, vil der være nogle løse ender.

17.25 Fysisk aktivitet er et must. Men efter sen dag på arbejde bliver det kun til at hente et læs brænde i haven inden aftensmaden.