Skip to main content

»Jeg hader når man ikke taler pænt«

Journalist Jacob Berner Moe, jacob@bernermoe.dk

3. nov. 2005
10 min.

Det er to år siden, men Dorte Winther kan tydelig huske følelsen.

Følelsen af at være en dårlig læge. Følelsen af ikke at slå til. Og følelsen af at være skyld i et andet menneskes død.

Hun havde vagten på skadestuen, da en syg kvinde blev bragt ind med udrykning. Kvinden havde store vejrtræk-ningsproblemer.

»Jeg husker tydeligt, at hun sidder der på sengekanten og hiver efter vejret«.

Selv om Dorte kun har været i turnus i to måneder, føler hun sig forholdsvis sikker. KOL-patienter har hun set nogle stykker af. Kvinden skal have en såkaldt »maske«, der blandt andet indeholder bronkieudvidende medicin. Dorte tager også en blodprøve. Og så forsøger hun at bevare roen - så godt hun kan.

»Der er ret meget panik på stuen, fordi familien er med. En datter og en mand. De synes ikke, at jeg gør nok«.

Kvinden hvæser efter vejret, og den første maske hjælper ikke. Dorte giver hende en ny maske. Den hjælper heller ikke, og blodprøvesvaret viser nu, at blodet er meget surt: Kvinden mangler ilt. Dorte ringer efter bagvagten.

»Men han siger bare: ,Årh, giv hende en maske mere`«.

Samtidig begynder kvinden at blive konfus.

»Jeg er ret desperat nu, Jeg ringer til bagvagten igen og siger, at han er nødt til at komme«.

Bagvagten ankommer samtidig med, at kvinden mister bevidstheden. De ventilerer hende sammen og ringer efter anæstesilægerne. Da de endelig når frem, er kvinden død.

Men dermed er historien slet ikke færdig.

»Bagefter var han bare så kortfattet. Han kiggede i journalen og konstaterede, at hun alligevel ikke kunne være kommet i respirator. Han informerede familien, og så gik han bare«.

Dorte var ked af det. Men også rasende.

»Det var forkasteligt. Vi skulle selvfølgelig have talt det hele igennem«.

Vægtløs

»Skal du nu være ,side 9-pige`«?

Spørgsmålet falder knastørt. Den ældre kvinde går forbi Dorte Winther uden at fortrække en mine.

Dorte Winther vender sig fra kameraet med et glimt i øjet.

»Ja-da«, smiler hun. »Lige om lidt smider jeg tøjet«. Hun hiver lægekittelen ned over skuldrene og ler.

Den ældre kvinde griner tilbage.

»Hun er så dejlig,« siger Dorte Winther, mens hun går ud gennem den store svingdør på Roskilde Amts Syge-hus Køge, hvor hun er i en introduktionsstilling på organkirurgisk afdeling.

Det er første arbejdsdag efter ferie. 14 dage på Filippinerne med sin kæreste.

»Det var bare sådan rigtig, rigtig dejligt«, siger hun, da hun sidder bag rattet på vej til lejligheden i det indre Køben-havn.

»Vi dykkede. Der var rigtig mange fisk. Det er så fedt at være vægtløs un-der vandet«.

Hun fortæller om bambushytterne, maden og fiskene. Alle beskrivelser er krydret med superlativer som »rigtig, rigtig meget«, »helt vildt skønt« eller »super fantastisk«.

»Jeg elsker at rejse«, siger hun og løfter foden fra speederen, da hun opdager, at pilen er over 130 kilometer i timen.

Hun drejer hovedet og kigger inde bag de sorte solbriller.

»Jeg snakker altså bare, ik'«?

Og så fortsætter hun i højt tempo. Ikke plaprende. Bare hurtigt, og af og

til med spørgsmål som »kan du følge mig?« eller »lyder det mærkeligt« for at sikre sig, at det ikke går for hurtigt.

»Som barn har jeg altid været lidt nærig. Jeg turde ikke købe den dyre is. En sommer tjente jeg 10.000 kroner. Jeg gemte alle pengene. Men en aften, hvor jeg var på vej i seng, spurgte jeg min mor, om jeg måtte tage med min storebror til Taiwan. Det måtte jeg, og siden har jeg rejst, så meget jeg kan«, fortsætter hun.

For meget voksensnak

Dorte er vokset op på et gammelt me-jeri i den lille by Givskud i Midtjylland. Her havde de driftige forældre etablerert et sæbefirma.

»Jeg husker min barndom lidt drømmeagtig. Vi havde en gammel campingvogn. Min far var spejderleder, og min mor lavede hjemmelavet nutella og den slags. Jeg legede en masse. På den måde husker jeg min barndom som rigtig god«.

Hun holder blikket på kørebanen og fortsætter i samme tempo ind i en langt mørkere del af sin historie.

»Men der er en parallel gren. Mine forældre havde det svært med hinanden. Det var i virkeligheden ikke det letteste hjem at være barn i. Min mor betroede sig til mig, når de havde det skidt. Når de skændtes, så husker jeg, at jeg var en stor del af det«.

Dorte Winther har ikke lyst til, at detaljerne skal stå i Ugeskriftet. Men allerede som tiårig talte hun med sine forældre om deres konflikter. Hun skældte dem ud, fordi de ikke kunne finde ud af at leve sammen.

Det stod på meget længe. Dortes tre større søskende var alle flyttet hjemmefra, så hun var ene om at mægle mellem sin mor og far.

»De burde selvfølgelig have talt med andre om det. Det er jo noget voksen-snak«.

Hun trækker på skuldrene og smiler lidt.

»Jeg har haft en god barndom. Jeg er blevet nusset på ryggen hver eneste aften, indtil jeg faldt i søvn. Jeg er virkelig blevet bekræftet i, at jeg var elsket og god. Jeg havde masser af dejlige venner. Men samtidig har jeg haft det svært«.

Pigen fra Givskud har beholdt den dobbelthed. På den ene side pjatter hun med kollegerne og smiler til forbipasserende. Men bag smilet er hun udstyret med en stor seriøsitet.

»Jeg har nok fået en ansvarsfølelse lidt for tidligt. Jeg er blevet lidt for fornuftigt«.

Hun stopper sig selv med et »nej, det ved jeg ikke«. Men sætter alligevel sin tvivl på plads:

»Jo, det er jeg sgu. Jeg er fornuftig. Alting skal være i orden. Jeg vil ikke ud og dykke, hvis ikke alt er i orden. Jeg har altid orden i økonomien«.

Hun smiler, så solbrillerne løfter sig.

»Jeg har aldrig haft minus - ikke engang da jeg studerede«.

Der bliver for en gang skyld stille i bilen.

»Men jeg kan faktisk ikke huske ret meget fra min barndom«, siger hun så. »Det tænker jeg meget over. Jeg ville gerne vide, hvordan jeg var som barn. Har jeg altid haft de karaktertræk, som jeg har i dag?«

Hun bremser sig selv, og siger så: »Det ville jeg gerne have spurgt min mor om«.

Målrettet som sin mor

Dorte begyndte på medicinstudiet som 21-årig. Samme sommer fik hendes mor konstateret kræft. Og to måneder efter døde moren af en hjerneblødning.

»Det har da været hårdt. Vi var meget tætte. Hendes manglende tilstedeværelse har haft - og har stadigvæk - en stor konsekvens for mit liv«.

Vi kører i det indre København, hvor trafikken bliver tættere.

»Jeg er blevet opdraget til at tage vare på mig selv. Men det har jeg i hvert fald også gjort. Jeg er blevet endnu mere selvstændig, efter at min mor er død«.

Dorte tror, at hun er kommet til at ligne sin mo r mere og mere med årene.

»Hendes målrettethed. Og hendes viljestyrke. Min mor gjorde noget ved tingene. Det prøver jeg at efterleve. For eksempel ikke bare at finde sig i, at der er sådan en forfærdelig stemning på en morgenkonference, hvor man ikke tør at sige noget.

Eller være på et hospital, hvor man ikke lærer noget. Sådan har det været hele mit liv. Jeg vil nok gerne gøre en forskel«.

Hun triller langsomt hen ad Nan-sensgade, hvor hun bor.

»Se, de parkerer ad helvede til«, siger hun mod en bil, der blokerer to parkeringsbåse.

»Det her er grunden til, at jeg ikke gider bil. Jeg har ikke tålmodigheden til det«.

Hun tager selv tråden op: »Det med at gøre en forskel passer nok, selv om det lyder klicheagtigt. Jeg synes, at det kunne være sjovt, hvis jeg opfandt en vaccine som virkelig battede noget«.

Hun skraldgriner. Men stopper lige så hurtigt igen.

»Jeg vil gerne gøre en forskel, så yngre læger får lært noget, og det er lidt rarere at være læge. Altså være med til at skabe en bedre tone mellem læger«.

Hun skynder sig at fortælle, at mave-tarm-kirurgisk afdeling på Roskilde Amts sygehus Køge er et godt sted at være, inden hun tordner videre mod de ældre kolleger.

»Vi sad i dag og diskuterede uddannelsesreformen med et par overlæger. Arhh«, udbryder hun og ryster på hovedet.

»Så sidder de gudhjælpemig bare og siger, at de ikke tror, at det vil ændre noget. At de bare kommer til at fortsætte med at skrive under på en seddel, som de altid har gjort. Så er det jo ligegyldigt, hvis de ikke har viljen til at give en bedre uddannelse. Det sagde jeg til dem!«

Fascineret af kroppe

»Den her lejlighed er mig«, siger hun, da vi træder ind i en mindre treværelseslejlighed på første sal.

Dorte Winther bor ikke sammen med sin kæreste. Der er ikke nogen kompromiser. Ikke noget stort stereo-rack, højtalere eller sorte lædermøbler. Alt er holdt i lyst træ eller hvidt. På spisebordet står en gammel grøn syma-skine, der er røde tulipaner på det lave sofabord og små hjerter på endevæggen.

Dorte Winther slår sig ned i sofaen, der er dækket af et hvidt tæppelignende betræk og med masser af puder. Hun trækker benene op under sig, tager kaffekoppen med begge hænder, og det næste sker næsten helt automatisk: Hun begynder at spørge. Hvor kommer du fra? Hvor gammel er du?

»Nej, jeg skal nok prøve at lade være«, afbryder hun sig selv.

Men det er ikke let.

»Det er en af grundene til, at jeg elsker at være læge. Man får lov til at stille alle de spørgsmål, man vil. Der er ikke noget, man ikke kan spørge om. Man kommer tæt på andre mennesker i perioder, hvor deres liv er på spidsen«.

Hun smiler.

»Og så har jeg altid været fascineret af kroppe. Sådan kunstnerisk. Jeg elsker at være i sauna og sidde og kigge på folks kroppe. Nej, altså. Det er ikke derfor, at jeg kan lide at være læge. Men jeg er glad hver eneste dag. Jeg bliver bekræftet i, at jeg er god til det, jeg laver. Jeg føler mig helt vildt heldig. Jeg føler, at jeg har adgang til en hel verden, som ingen andre har adgang til«.

For nylig fik hun en kræftpatient ind, som var i den terminale fase. Manden havde været der mange gange før.

»Han var bare så sej«, siger hun og læner sig frem i sofaen. Men falder så nærmest helt sammen.

»Han lå bare der og skreg ... og hans kone ... de var bare sådan nogle dejlige mennesker. Det var så ubærligt«.

Manden fik morfin, og Dorte Winther sad længe og talte med parret bagefter.

»Det var bare så dejligt. At give noget, der hjælper. At gøre noget. Der følte jeg virkelig, at jeg gjorde en forskel«.

En mission

Dorte Winther er ikke i tvivl om, at hun er havnet på den rette hylde. Måske er det en del af grunden til, at hun bliver så vred, når hun oplever ældre læger opføre sig arrogant over for yngre kolleger. Et emne hun vender tilbage til flere gange.

»Det er bare utroligt«, begynder hun.

»Det er jo slet ikke kun mig. De fleste yngre læger har den oplevelse, at de ikke får den hjælp, som de har brug for. For nylig var der en yngre læge i skadestuen, som fik en traumepatient ind efter et biluheld. Patienten havde ondt i maven. Og den yngre læge var i tvivl, derfor ringede hun til bagvagten. ,Det gider jeg ikke`, sagde bagvagten«.

Dorte Winther spærrer øjnene op.

»Det er jo utrygt. Det giver dårlig faglig selvtillid«. For første gang lyder hun en smule vred.

»Jeg har mærket på min egen krop, hvor ubehageligt det er. Jeg har ikke lyst til at andre skal opleve det samme. Jeg kom over det. Men jeg bryder mig stadig ikke om de patienter, der ikke kan få luft«.

Dorte Winther hævder, at hun ikke er særlig rapkæftet.

»Men man skal da have nogle arbejdspladser, hvor man føler sig godt tilpas og ikke er bange for, hvad der kan ske. Jeg ved ikke, hvorfor det er så vigtigt for mig. Jeg hader bare, når folk ikke taler ordentligt sammen«.

Efter episoden hvor den lungesyge kvinde døde i armene på Dorte Win-ther, tog hun en beslutning. Hun vil fremover gøre, hvad hun kan for at forbedre arbejdsmiljøet blandt læger. Hun kalder det selv en »mission«.

»På det punkt vil jeg virkelig gerne gøre en forskel«, siger hun.

Med et smil naturligvis.

JOURNAL

Navn: Dorte Ruth Winther Petersen (kalder sig: Dorte Winther).

Alder: 31 år.

Bopæl: Lejlighed i centrum af København.

Familie: Kæreste.

Titel: Reservelæge.

Uddannelse: Cand.med., Københavns Universitet (2002).

Karriere: Turnusstilling, Bornholms Centralsygehus (2002-2003). Introstilling på Organkirurgisk Afdeling, Roskilde Amts Sygehus Køge (2003). Dorte Winther har besluttet sig for at blive mave-tarm-kirurg.

Interesser: Dorte Winther kan godt lide at sy, lave bolcher, bage boller, at danse og mest af alt: Venindeaftener. I den anden ende af spektret er hun glad for »hård sport«: At løbe og gå til boksetræning.