Skip to main content

Jeg har lært at charme sygeplejerskerne

Juan Luis Vásquez fra Venezuela kom til Danmark som ung nyuddannet læge. For ham var det hverken sproget eller kulturen, der var udfordringen, men sygeplejerskerne.

Juan Luis Vasquez. Foto: Klaus Holsting
Juan Luis Vasquez. Foto: Klaus Holsting

Signe Bjerre, info@signebjerre.com

12. okt. 2015
4 min.

Jeg kan huske min første vagt. Jeg var helt grøn og havde kun været på afdelingen i 15 minutter, da jeg skulle modtage en patient med nyreshock ledsaget af en anestesilæge. Patienten havde det virkelig skidt og var lige blevet overført fra Hillerød. Jeg anede ikke, hvordan procedurerne var, eller hvor de forskellige ting var, så jeg gik helt i panik og ringede til min bagvagt. Min kollega kom med det samme og hjalp mig, hvorefter sygeplejersken siger til en anden sygeplejerske: Nå, gad vide, hvor han har fået sin lægetitel fra!

I Danmark er strukturen meget mere flad, og det gør, at sygeplejerskerne kan være virkelig skrappe Juan Luis Vásquez

Nogle danske sygeplejersker kan være ret arrogante, og det var faktisk en af de største udfordringer for mig. Jeg var virkelig nødt til at lære at samarbejde med dem. Der hvor jeg kommer fra, er situationen en helt anden. Der er det lægerne, der er over sygeplejerskerne. I Danmark er strukturen meget mere flad, og det gør, at sygeplejerskerne kan være virkelig skrappe og nogle gange nedladende. Især over for yngre læger, hvad enten det er danske eller udenlandske. De kan have lidt forståelse for, at de yngre læger er her for at lære noget. Mange af dem har mange års erfaring og kan rigtig meget. Men det er lægerne, der har den kliniske viden, som gør, at vi kan foretage den endelige vurdering af patienterne og tage beslutningerne. Det er der mange af dem, der glemmer.

Heldigvis er jeg en ung mand. Det har hjulpet mig meget i forhold til samarbejdet med sygeplejerskerne. Jeg har lært, at man kan charmere sig og smile sig til meget. De kvindelige læger kan også smile, men det har ikke helt den samme effekt på sygeplejerskerne. Der må andre midler til, som for eksempel en hjemmebagt kage!

Faktaboks

Fakta

Jeg kom hertil som udvekslingsstudent, da jeg gik i gymnasiet, og vendte tilbage til Danmark, da jeg var færdiguddannet som læge. Sproget kunne jeg i forvejen, og jeg kendte kulturen, så det har været nemt at falde til. Min kone kommer også fra Venezuela og er læge, og vi er begge enige om at blive her i Danmark. Vores datter er født her, og vi har et rigtig godt netværk – både karrieremæssigt og privat. I Venezuela er der en masse politisk uro. Det er ikke et sted, vi har lyst til at vende tilbage til.

Inden jeg kom til Danmark for at arbejde, forestillede jeg mig, at det offentlige hospitalsvæsen var moderne og meget effektivt. Det levede på mange måder op til mine forventninger, men i de senere år er tiden til patienterne forsvundet. Vi drukner i administrativt arbejde og bliver færre og færre på arbejde. Jeg føler ofte, at jeg går hjem med en lidt bitter smag i munden over, at jeg ikke har udført mit job ordentligt. Selv kræftpatienter, der er alvorligt syge, får tildelt mindre tid. Jeg føler, at vi er nået til et punkt, hvor skruen ikke kan strammes mere.

Til gengæld er jeg glad for, at man som hospitalslæge i Danmark kan arbejde uafhængigt af private interesser. Som offentligt ansat får man en god løn i forhold til i mange andre lande, og det betyder, at man altid gør det, der er bedst for patienterne, og ikke hvad der er bedst for sine lommer. I Venezuela, hvor det er private sundhedsforsikringer, der betaler for patienterne, kan det være fristende for eksempel at lave en prostatektomi, selvom det er unødvendig for patienten. Dine beslutninger er drevet af penge, så du kan betale lidt mere af på din Audi, og det er jo i bund og grund bare et sygt system.