Skip to main content

»Jeg har noget imod, når nogen driver rovdrift på patienter og ansatte«

Er det fair, at ansatte på et hospital risikerer at blive mødt af parkeringsafgifter, hvis deres nattevagt trækker ud, hvis solen bleger p-billetten, eller de sætter den forkerte i forruden? Ansatte på Regionshospitalet Horsens fortæller, at de får uretfærdige parkeringsafgifter, og de sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor de overhovedet skal betale for at parkere ved deres arbejde.

At regionen potentielt kan tjene penge på parkeringsafgifter, er helt vanvittigt, fordi de på den måde kan tjene penge på deres patienter og ansatte, siger Bo Kelly. Foto: Martin Dam Kristensen.
At regionen potentielt kan tjene penge på parkeringsafgifter, er helt vanvittigt, fordi de på den måde kan tjene penge på deres patienter og ansatte, siger Bo Kelly. Foto: Martin Dam Kristensen.

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

10. jun. 2022
12 min.

 

Søndag den 1. maj var en rolig morgen foran Regionshospitalet Horsens. Morgenstilheden stod i kontrast til den hektiske nattevagt, som KBU-læge Bo Kelly var ved at afslutte. Godt træt forlod han Akutafdelingen, gik i kælderen under psykiatrien for at forny sin parkeringslicens i en automat og gik derefter mod lægeboligen og sin bil.

Da han ville sætte den nye parkeringslicens i forruden, blev han mødt af en seddel i vinduet. Han havde fået en parkeringsafgift, fordi han havde glemt at forny sin licens og således havde været uden dækning hele natten. Men hans bil var stort set den eneste parkerede bil på parkeringspladsen, siger Bo Kelly. Ingen andre end ansatte og patienter holder der – endda en søndag morgen.

Ifølge ham er det langtfra første gang, at ansatte får en parkeringsafgift for at parkere ved deres arbejdsplads. Reglerne er, som de er. Det er ikke, fordi der skal gælde særregler for personale eller patienter. Men, siger han:

»Det er noget, alle personalegrupper lider under. Jeg har snakket med nogle stykker, efter jeg fik bøden, og flere bruger en portion af lønnen på at betale bøder«, siger Bo Kelly, som har arbejdet på Regionshospitalet i Horsens i syv måneder, har en etårig ansættelse i KBU, bor i lægebolig og fornyer sin parkeringslicens hver måned.

Ugeskrift for Læger har været i kontakt med flere ansatte, som har oplevet at få parkeringsafgifter efter f.eks. nattevagter, og de oplever også, at metoderne er uretfærdige. En fortæller f.eks. om at parkere i ankelhøj sne og efter en vagt få en afgift, fordi bilen viste sig at holde på striberne, da sneen smeltede i løbet af vagten.

En anden ansat oplevede at få en afgift, da vedkommende på den første arbejdsdag i det nye år havde glemt at skifte det gamle p-kort for 2021 ud med det nye i forruden. Selvom den ansatte kunne bevise, at der var betalt for parkering via lønnen, blev afgiften ikke trukket tilbage.

På Regionshospitalet i Horsens kan ansattes parkeringslicenser både betales over lønnen, via en hjemmeside, og man kan også selv forny sin parkering i kælderen under psykiatrien. Man kan ikke få registreret sin nummerplade som ansat, som man kan på andre hospitaler.

Potentielt mange penge

Tal, som Regionshospitalet Horsens har sendt til Ugeskrift for Læger, viser, at der i 2021 blev udstedt 1.881 parkeringsafgifter ved hospitalets parkeringspladser.

Hospitalet oplyser, at hospitalet/regionen kun får del i omsætningen i det tilfælde, at den når et vist niveau. I så tilfælde bliver beløbet anvendt til forbedringer for parkerende, cyklister og gående. Tilsvarende skal hospitalet/regionen betale penge til leverandøren, hvis omsætningen når under et vist niveau.

I 2021 modtog hospitalet 152.575,87 kroner fra leverandøren, i 2019 var det 194.352,83 kroner. I 2018 og 2020 modtog hospitalet ingen penge.

Af de 152.575,87 kroner i 2021 stammer 17.610,64 kr. fra parkeringsafgifter, i 2019 stammer 21.198,42 kr. fra parkeringsafgifter.

Bo Kelly har arbejdet på Regionshospitalet i Horsens i syv måneder, har en etårig ansættelse i KBU, bor i lægebolig og fornyer sin parkeringslicens hver måned. Foto: Martin Dam Kristensen.

Resten stammer fra betaling for at parkere (timeparkering, dagsparkering, parkerings-apps og personalelicenser).

Betalingen fra leverandøren er ikke øremærket til forbedringer af forholdene for bilister, cyklister og gående på hospitalet. Dette er en beslutning, som hospitalet selv har truffet, oplyser hospitalet til Ugeskrift for Læger.

Beløbene for 2019 og 2021 er dog ikke udmøntet i forbedringer i de to år, men er sparet op til medfinansiering af etablering af en fast belægning på en parkeringsplads forbeholdt patienter og pårørende. Denne parkeringsplads er i dag en grusparkeringsplads med de ulemper, det indebærer, lyder det fra hospitalet.

At regionen potentielt kan tjene penge på parkeringsafgifter, er helt vanvittigt, fordi de på den måde kan tjene penge på deres patienter og ansatte, siger Bo Kelly. Han mener, at der er et etisk problem.

»Det er etisk forkasteligt i forhold til, hvad det er for nogle mennesker der befinder sig på et hospital. Patienterne herude er syge, og pårørende er bekymrede, i panik eller i sorg. Jeg forestiller mig, at det er sjældent, at de har parkeringsregler i tankerne. En parkeringsbøde til en person, der i forvejen er presset, kan vælte økonomien. Vi ved, at dårlige socioøkonomiske forhold korrelerer med sygdom. De driver rovdrift på dem, der arbejder i sundhedsvæsenet, og dem, er bruger sundhedsvæsenet«, siger Bo Kelly.

Ventetider er desuden variable på et sygehus, påpeger han. Patienterne kan sagtens sidde og vente seks timer på en skadestue, og når de endelig kommer ind, siger de ikke til lægen, at de lige skal ordne parkering.

Fælder

Han undrer sig over, hvorfor man sender medarbejdere ud i weekender, hvor der er tomt, og hvor det kun er personale og få patienter, der holder der. Præcis den 1. i måneden.

»Man kunne få den tanke, at det netop er der, licenserne udløber. Hvis det var, fordi de ville skabe orden og sørge for, at der er pladser til alle, ville det være en anden sag. Men man ser parkeringsvagter gå rundt i weekender på en tom parkeringsplads ved havnen. Hospitalet ligger ikke inde midt i byen. Det giver ingen mening at skulle misbruge parkering herude. Der er sidegader, hvor du må holde gratis. Hvis det var Rigshospitalet, som ligger midt i København, var det noget andet«, siger Bo Kelly.

Der skal vel også være nogle regler – man kan vel ikke bare parkere, hvor man synes?

»Ja, men problemet opstår, når vi som ansatte får en fornemmelse af, at der bliver spekuleret i det. Jeg har arbejdet her i syv måneder, hvor jeg har betalt licensen hver måned. Men når jeg så ikke husker at forny min licens i lige knap otte timer, fordi jeg var på nattevagt og missede det, får jeg en bøde«.

Men du missede det vel ikke, fordi du var på nattevagt. Du vidste, at den ville udløbe?

»Jeg kunne have udvidet min licens dagen før, men når de kommer til en tom parkeringsplads søndag morgen, føles det, som om de lægger fælder ud. Og det er ubehageligt«, siger Bo Kelly, som ikke har klaget over bøden, for han mener ikke, at han ville få medhold.

Bo Kelly fangede den parkeringsvagt, der gav ham parkeringsafgiften.

»Hun lagde vægt på, at hun ikke kunne se, hvad der stod på billetten. Alle med personalelicenser har billetten i forruden, men kvaliteten af billetterne er så ringe, at solen bleger dem, så man kan ikke se, hvad der står. Hun foreslog derfor, at jeg kunne laminere den. Det er sikkert en fremragende idé, men hvorfor skal jeg hoppe igennem alle de hulahopringe for at få det til at fungere? Jeg har nok i mit arbejde i forvejen. Og jeg har ikke lige en lamineringsmaskine«.

Det er ikke hendes skyld. Hun er også bare et menneske på arbejde, understreger Bo Kelly.

Nummerpladeløsning

Han mener, at der skal være regler, men at man som minimum kunne give sundhedspersonalet lov til at registrere deres nummerplader fremfor at skulle bruge tid på at printe billetter i en automat.

Hvorfor har du overhovedet bil, når du bor i en lægebolig ved hospitalet og arbejder i Horsens?

»Fordi jeg har en bil, og før jeg boede i Horsens, boede jeg ude på landet og havde 70 km på arbejde«.

Solen bleger billetten i forruden. Parkeringsvagten foreslog Bo Kelly selv at laminere den. Foto: Martin Dam Kristensen.

Du kunne vel parkere den i de gratis sidegader, hvis du ikke bruger den?

»Jeg har også tænkt på at stille den et andet sted. Men sagen er, at jeg ikke har noget imod at betale for parkering. Jeg kan fint betale de 150 kroner om måneden, det koster, selvom man også kan sætte spørgsmålstegn ved det retfærdige i at skulle betale for at parkere på sin arbejdsplads og sit hjem. Jeg har noget imod at betale bøder, og at nogen driver rovdrift på patienterne. Dét er uretfærdigt. Det vil i øvrigt også være til stor gene for de mennesker, der bor på sidegaderne, hvis al personale bare parkerer der. Så skaber det jo faktisk en situation med misbrug af parkering på sidegader«.

Hvorfor har du ikke henvendt dig til din ledelse eller hospitalets ledelse?

»Fordi jeg er den mindske fisk. Jeg er KBU-læge. Jeg skal kun være her i et år, og det er ikke en kamp, jeg gider kæmpe«.

Grundig information til ansatte

Ugeskrift for Læger har forholdt Regionshospitalet Horsens Bo Kellys kritik om rovdrift og spurgt, hvorfor man overhovedet skal betale for at parkere på sit arbejde. De svarer i en mail:

»Det hænger sammen med den måde, hvorpå hospitalets p-hus er finansieret. P-huset er – i henhold til regionens retningslinjer – blevet finansieret via en OPP-kontrakt (Offentlig Privat Partnerskab), hvor en privat leverandør har opført og betalt for p-huset for til gengæld at få retten til at drive betalingsparkering på alle hospitalets parkeringspladser. Betalingsparkeringen er altså en forudsætning for, at vi kan tilbyde p-pladser i det omfang, som vi kan i dag på hospitalet«.

Tidligere var antallet af p-pladser på hospitalet langtfra tilstrækkeligt, og patienter havde ofte svært ved at finde en ledig p-plads tæt ved indgangene, lyder det.

»Samtidig parkerede mange til stor gene for hospitalets naboer på de omkringliggende veje. Med en nødvendig udvidelse af hospitalet blev det således endnu mere påkrævet at se på nye muligheder for parkering. Derfor indgik vi – med regionsrådets godkendelse – i 2012 en kontrakt med en OPP-leverandør om at opføre p-huset«.

Hvordan sikrer I, at der ikke bliver spekuleret i parkeringsafgifter?

»Det er OPP-leverandøren, som driver betalingsparkeringen på alle hospitalets p-pladser. Det sker i henhold til en kontrakt med hospitalet og dansk lovgivning i øvrigt. Vi har ingen grund til at betvivle, at OPP-leverandøren ikke drifter behandlingsparkeringen efter de aftalte retningslinjer. Vi bestræber os på at have nogle få og enkle regler for parkering på hospitalet, og at alle, som bruger p-pladserne, har adgang til information om de gældende regler. Derfor fremgår reglerne bl.a. af skiltning på hospitalets område, ligesom de er synlige på hospitalets intranet og hjemmeside. I forhold til hospitalets ansatte gennemgås reglerne under introduktionen af alle nyansatte«.

Vil man som medarbejder undgå at skulle forny sin p-licens hver måned, så er det muligt at købe sig til en personalelicens på fordelagtige vilkår via en bruttolønsordning, skriver hospitalet.

Hvorfor kan ansatte ikke bare registrere deres nummerplade og holde gratis, som de kan i andre regioner og ved andre hospitaler?

»Betalingsparkering er som sagt en forudsætning for at kunne tilbyde patienter, pårørende og ansatte adgang til p-pladser på hospitalets område. Det er ikke i overensstemmelse med regionens principper, at ansatte skal friholdes for udgifter til at parkere på hospitalets p-pladser, og en sådan ordning ville i givet fald medføre, at patienter og pårørende skulle pålægges en ekstra betaling svarende til besparelsen for de ansatte. Fordelen ved en personalelicens er bl.a., at billetten kan deles på tværs af en husstand med flere biler. Billetten kan altså flyttes, afhængig af hvilken bil man kører i. Vi kan i øvrigt oplyse, at der er betalingsparkering på flere af regionens hospitaler«.

Er det de ansattes eget ansvar at laminere parkeringsbilletterne?

»Det er ikke de ansattes ansvar at laminere parkeringsbilletterne. Heller ikke, at billetterne i forruden kan blive bleget i solen med tiden. Derimod er det p-vagternes ansvar at vurdere, om billetten er læselig. Hvis p-vagten skønner, at billetten er ulæselig, skal p-vagten sætte en seddel i parkantens forrude med opfordring til at henvende sig, så den solblegede billet kan blive ombyttet til en ny billet. Ombytningen er gratis for parkanten«.

Ser I et problem i, at hospitalet potentielt kan tjene mange penge på parkeringsafgifter?

»Betalingsparkering er som sagt en forudsætning for, at hospitalet kan tilbyde parkeringspladser til både patienter, pårørende og personale. Omsætningen af p-pladserne går til at dække OPP-leverandørens udgifter i forbindelse med opførelsen af p-huset. Hvis omsætningen når et vist niveau, føres der midler tilbage til hospitalet. Midlerne indgår imidlertid ikke i hospitalets drift, men i en særskilt pulje til forbedring af parkeringsforholdene på hospitalet«.

Gratis på Fyn og Sjælland

Ved andre hospitaler i Danmark kan ansatte registrere deres nummerplade og derved parkere gratis.

Det gælder f.eks. i Region Sjælland. Driftschef i Region Sjælland og ansvarlig for parkering ved Roskilde og Køge universitetshospitaler Johnny Lyngård Petersen oplyser, at ansatte i Roskilde gratis kan parkere ved hospitalet, så længe de ønsker. Licensen skal ikke fornyes, kun hvis de ansatte får ny bil.

Parkeringen er tidsbegrænset i Roskilde, fordi hospitalet ligger centralt og tæt på stationen, og de tidligere har haft problemer med pendlere, der parkerede ved sygehuset.

Bo Kelly har ikke en lamineringsmaskine og mener ikke, at det er hans ansvar at laminere p-billetten. Foto: Martin Dam Kristensen.

Fakta

Ansatte fortæller

I Køge er der tidsbegrænsning lige foran indgangen, som er forbeholdt patienter, og tidsubegrænset parkering længere væk, som ikke kræver tilladelser.

Hospitalet ligger nemlig, ligesom Horsens, ikke tæt nok på bycentrum til at være plaget af uvedkommende bilister, ligesom Roskilde og Viborg er.

I Region Sjælland er det kommunale parkeringsvagter, der står for at holde øje med de parkerede biler, ingen private firmaer. Kommunerne har siden 2019 afleveret 70 procent af indtjeningen fra parkeringsafgifter til staten. Resten går til drift og investeringer.

»Der er altså ingen potentiel forretning i parkeringsafgifterne for Region Sjælland. Det ville jeg slet ikke kunne forestille mig. At vi skulle tjene penge på, hvis patienter får en bøde«, siger driftschef Johnny Lyngård Petersen.

Også på Fyn er parkering for ansatte gratis. De ansatte skal ikke registrere sig i Odense, og i Svendborg skal de registrere deres nummerplade. Herefter fornys den automatisk, og de skal kun logge ind, hvis de har fået ny bil, oplyser Frank Rejnholt, chefkonsulent i Bygningsdrift og -service, Odense Universitetshospital.

De ansatte holder i Odense i en indhegnet p-plads samt på de gratis parkeringspladser. I Svendborg holder de primært i p-huset, men har også andre reserverede arealer i terræn.

Hvis en patient ikke registrerer sin bil på de tablets, der hænger på alle afdelinger, kan p-selskabet sende en opkrævning, ledsaget af et gebyr på 89 kr. Det skete ifølge tal fra OUH 1.612 gange i 2021 i Odense, 1.167 gange i Svendborg.

OUH får ikke del i disse indtægter, oplyser regionen.