Skip to main content

”Jeg har været inde over 70 patienter… ”

ET DØGN MED - Praktiserende læge i Ølstykke, Maiken Kongstad, når en del på en gennemsnitlig, god mandag.

Praktiserende læge Maiken Kongstad (tv) med patient. Foto: Privat.
Praktiserende læge Maiken Kongstad (tv) med patient. Foto: Privat.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

9. nov. 2016
4 min.

7.20 Jeg kører til arbejde. Det er den første frostmorgen, og der gik lidt tid med at finde den lune trøje til den yngste på syv, smøre madpakker, tømme opvaskeren og lede efter kortet med den mellemstes tandlægetid i dag. Ingen held. Min mand er kørt tidligt – til gengæld henter han den lille. Køreturen over Ganløse er superskøn med en megaflot solopgang.

8.00 Alle tider er taget i min og de andre faste lægers kalender, men der er masser af tider hos de to uddannelseslæger. Den første time går med at tale i telefon – 21 patienter, og jeg hører alles historier. Under en pause i opringningerne ringer jeg til tandlægen – det var ikke i dag, men først næste uge!

9.00 Kronikertimen. Den første patient: Børneundersøgelse af en femårig dreng. Den næste er en plaget patient med helbredsangst, som jeg har kendt i årevis. Det tager lidt længere tid end afsat. Næste: En tyrkisk kvinde til sukkersyge-årskontrol. Det er med tolk og trækker også ud.

10.15 Vi er et kvarter bagud. Efter en kaffepause tager jeg fat igen. Nu er det ti minutters-tider. Der er to med ondt i knæene, og så en midaldrende mand med stress, virkelig ude i tovene og i store problemer. I dag skal han bruge en attest, så han kan få en forsikring udbetalt, mens han ikke kan arbejde.

11.10 En byld skal åbnes i lokalbedøvelse. Det klares på 10 min., hvad jeg selv synes, er ret flot. Den næste patient er stressramt, og det kræver mere tid. En helt klassisk patient med alt for meget på skuldrene, som får kropssymptomer og bliver bange for, at være syg. Efter ham når jeg lige ind og hjælpe en af uddannelseslægerne. Der er også en patient, der står og venter og skal have godkendt noget medicin.

11.47 Jeg laver gynækologisk undersøgelse på en ung kvinde med blødningsforstyrrelser og ser på en dame, der har født og har et udslæt, som sygehuset mener, er herpes. Det er det ikke. Attest på 10 min.

12.15 Jeg går i gang med den fælles indbakke, hvor der i dag står 131 ting: Epikriser, laboratorietal, der skal vurderes og svares på osv. En af e-konsultationerne til mig er gentaget 20 gange: ”Læger var i gamle dage læger, i dag er I ødelæggere” osv. osv. Det er fra en kronisk smertepatient. Hun er sølle og svær at hjælpe, men sådan en sviner får jeg fra hende flere gange hver dag. Jeg svarer, at jeg ikke forstår spørgsmålet, og at hun må bestille tid til en konsultation, hvis jeg skal hjælpe hende.

12.34 Jeg godkender 44 recepter og ser på blodprøver. Taler med en sygeplejerske, der har sat en 85-årig dame i min kalender, som ønsker at blive influenza-vaccineret hjemme. Går hun ikke til frisør? Er der ikke en pårørende, der kan køre hende herop?

13.30 Efter frokost er jeg tutor for en uddannelseslæge. Vi gennemgår flere lidt vanskelige tilfælde. Derudover skal hun have godkendt én af de 23 kompetencer, hun skal nå, mens hun er hos mig.

14:00 En patient er kommet for sent, så jeg tager den næste ind. En gammel dame, der ønsker et helbredstjek. Hun har en datter med Downs syndrom og er bange for, hvad der skal blive af hende, når hun selv dør.

14.15 Der kommer en med en byld, som der er gået hul på i morges. Den bliver podet, og hun får penicillin. Så en 36-årig med led- og muskelsmerter gennem fire uger. Blodprøver planlægges for det kunne godt være noget …

14.35 Sygeplejersken laver en celleprøve, mens jeg superviserer. Så laver jeg en attest, og nu er der ikke flere patienter. Der er tid til det administrative.

16.10 Det har været en god dag. Jeg har været inde over 70 patienter, udover medicinbestillingerne. På vejen køber jeg ind, og hjemme går jeg i gang med aftensmad. Jeg skal ud med min ældste veninde, men vi når at spise sammen alle fem – plus en kammerat, som den mindste har med hjemme.

19.00 Køkkenet er ryddet, og min mand overtager hjemmefronten.