»Jeg er på tilkald fra kl. 6.00. Men jeg møder først ind på basen kl. 7.30, hvor min dagvagt starter. Der er jeg indtil kl 17.30, hvor jeg har jeg fri. Om natten har jeg vagt hjemmefra og kører de ti minutter til basen, når vi bliver kaldt«, forklarer Søren Steemann Rudolph.
Opgaverne er overvejende overflytninger af patienter fra de mindre hospitaler i området til et større hospital i Cairns eller Townsville. Det betyder, at størstedelen af patienterne først er blevet tilset og behandlet af Queensland Ambulance Service og bragt til nærmeste hospital.
Ofte er patienterne kritisk syge og tilskadekomne og kræver behandling før afgang i helikopteren.
»Mange af de patienter, vi henter, er diagnostisk uafklarede og kan være ganske syge, da de små hospitaler i området har begrænset behandling og udredningsmuligheder. Derfor overtager vi som regel behandlingen i akutmodtagelsen«, fortæller Søren Rudolph.
Typisk er der tale om tidskritiske sygdomme som akut myokardieinfarkt, apopleksi, sepsis, drukneulykker og traume, men også mere eksotiske tilskadekomster som krokodille- og hajangreb, slange- og stingerbid.
»Australierne ligner i sammensætningen meget den danske befolkning. De er lige så gamle og lige så velnærede, og de får stort set de samme sygdomme. Så størstedelen af det, jeg ser hernede, er sygdomme, jeg kender hjemme fra Danmark«, siger Søren Steemann Rudolph.
Han har været involveret i ét alvorligt slangebid:
»Den pågældende patient var formentligt forgiftet af en taipan og havde tegn på neurotoksicitet med respirationssvigt. Han blev lagt i respirator og behandlet med polyvalent modgift på det lokale hospital. Vi overflyttede ham til intensivafdelingen i Cairns, hvor det tog ham to uger at genvinde muskelstyrke og komme ud af respiratoren«, fortæller Søren Steemann Rudolph.
Tilbage til turnusniveau
Akutlægehelikopteren har fem mand i besætningen: en førstepilot, en andenpilot/tekniker, en redningsmand, en paramediciner og en læge, som ofte er en anæstesiologisk eller akutmedicinsk reservelæge ansat i en tidsbegrænset stilling.
»Det danske og australske akutberedskab har mange ligheder. Det er stort set det samme udstyr, vi arbejder med og den samme grundlæggende filosofi. Den store forskel er at være i et system, som man ikke er opfostret med, og hvor man taler et andet sprog og ikke kender den enorme mængde slang, de anvender. Det gør, at selv simple små opgaver kan blive helt uoverstigeligt komplicerede oppe i ens hoved«, fortæller Søren Steemann Rudolph.
Han talte et udmærket engelsk, inden han tog afsted. Men selv med et godt engelsk er det udfordrende at skulle begå sig fagligt på et andet sprog i en anden kultur, fordi nuancerne i sproget er så anderledes.
»Man føler sig sat tilbage til turnusniveau, når man står og skal overlevere en patient, som man ikke ville have nogen problemer med at håndtere derhjemme. Nu står man pludselig og overlevere med bævende ryst til dem, der modtager. Det skal man vænne sig til, når man er vant til at være den, der har styr på tingene og styrer slagets gang. Det tager lidt tid, før man lige kommer ind i det«, siger Søren Steemann Rudolph.
Langt mere hierarkisk
Selvom han er speciallæge i Danmark og har mange års erfaring med præhospital akutmedicin, er han ansat i en uddannelsesstilling. Derfor har han heller ikke de samme beføjelser som speciallægerne i helikopteren.
»Til tider har det irriteret mig. Jeg da har også indimellem måtte omgå det, fordi det var meningsløst at følge bestemte ,standard operation procedures’, fordi jeg ikke er ansat som speciallæge. Men det er noget af det, man må tage med, hvis man gerne vil prøve at arbejde i udlandet. Man kan ikke forvente, at ens egen stilling uden videre bliver konverteret til en lignende stilling, når man rejser ud«, siger Søren Steemann Rudolph.