En række lægefaglige selskaber har bittesmå medlemstal. Mød nogle af dem her. Denne gang Dansk Neurokirurgisk Selskab, som p.t. har 136 lægelige medlemmer. Troels Halfeld Nielsen er et af dem. Han er afdelingslæge på Neurokirurgisk Afdeling U på Odense Universitetshospital.
Vis mig DIT SPECIALE
Vi behandler mange forskellige typer sygdomme. En stor del er kraniekirurgien, og så er der spinalkirurgien, dvs. columna- og rygmarvskirurgien. Når man er færdig speciallæge, vælger man side. Jeg har valgt kraniekirurgi, nærmere betegnet den vaskulære kraniekirurgi. Det er nok det, de fleste forbinder med neurokirurgi – at det er noget med hjernen. Man kan også vælge f.eks. cancerkirurgi – det er meget specialiseret.
Det er nok noget med min personlighed. Jeg kan godt lide at være rigtig god til meget lidt. Og så indeholder det elementer af lige nøjagtig det, jeg godt kan lide. Der er det neurologiske og neuroanatomiske – hvordan ser hjernen ud, og hvordan fungerer den? Og så er der en god fordeling mellem elektiv kirurgi og ca. 50 pct. akutarbejde med blå blink og babu-babu. Der ligger også en meget stor aktivitet på intensivafdelingerne, så det skal man også kunne.
Hvordan fik du øje på specialet?
Jeg var på besøg som student på afdelingen i 14 dage som led i den obligatoriske klinik. Det var på niende semester. Der var en meget karismatisk professor, Per Bjerre, som nu er gået på pension. Det var inspirationen fra ham, der fik mig til at vælge det. Så jeg vidste det ret tidligt. Den sidste tid på studiet rendte jeg afdelingen på dørene for at få et studentervikariat. Det lykkedes efter et halvt års tid. Jeg tror, de blev trætte af mig – men jeg fik så tre måneder, som blev forlænget og forlænget. Så siden da jeg har været der enten som fast eller vikar.
På røntgenafdelingerne kan man lave rigtig meget karkirurgi uden at åbne hovedet på folk. Det har fjernet nogle patienter fra de neurokirurgiske afdelinger. Men den neurovaskulære kirurgiske del er så blevet tilsvarende sværere, for det, som man ikke kan klare med røntgen, skal behandles der. Det er det allersværeste. Der er også nye behandlingsformer – f.eks. kikkertkirurgi – der vinder indpas. Desuden er der en kæmpe teknologisk udvikling i gang. Meget handler om navigation og kortlægning af hjernen. Den er svær at finde rundt i, så vi er ofte afhængige af neuronavigation. Vi kan f.eks. på basis af MR-skanninger kortlægge hjernen, og under operationer bruger vi det kort til at finde vej. Desuden har man MR-skannere på operationsstuen til brug peroperativt på flere afdelinger. Det er toys for boys. Rent legetøj.
Jeg er ved at lægge sidste hånd på en ph.d. om hjernens energiomsætning og ændringer i den efter traumer og hos folk med visse typer hjerneblødning. Det er lidt ovre i den intensive verden. Vi ved i virkeligheden ikke særlig meget om, hvad der på cellulært niveau sker inde i hovedet på folk, når de har slået det eller fået en hjerneblødning. Det har jeg tænkt mig at blive ved med at forske i. Vi har så meget materiale og så mange ideer.
