»Jeg kan ikke komme i tanke om andre læger, der er lige så dårligt stillet«

Dina Lie Nielsen vil være praktiserende læge i egen praksis. Men ikke endnu.

Siden 2009 har hun kæmpet med en kræftsygdom, og derfor glæder hun sig over ansættelse som amanuensis i en praksis i Storkøbenhavn i foråret 2010 efter gennemført hoveduddannelsesforløb i almen medicin. Den store investering må vente.

Et års tid efter ansættelsen fortæller Dina sin klinikejer, at hun er begyndt på en fertilitetsbehandling for at opnå den eneste mulige graviditet i sit liv. Og der nikkes.

Ansættelse i almen praksis er den ideelle løsning i Dinas lægeliv i disse år, hvor koncentration om eget helbred og graviditet står øverst på livets prioriteringsliste.

Men det seneste halve år har været knap så ideelt. Dina er det første direkte bevis på den strid, der er opstået mellem Yngre Læger (YL) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) om organiseringen af fastansatte speciallæger i almen medicin.

»Jeg ved ikke, hvem der er skurken, og hvad der sker til deres møder i Lægeforeningen. Men jeg synes, at det her er enormt frustrerende. Jeg har altid passet mit arbejde samvittighedsfuldt, aldrig haft flere sygedage end absolut nødvendigt, men nu kan jeg ikke mere«, siger Dina.

I oktober går det op for Dina og arbejdsgiveren, at fertilitetsbehandlingen har båret frugt. Dina skal være mor til juli.

Samtidig går det op for alle, at organiseringen af læger som Dina har splittet Lægeforeningen.

Yngre Læger har vundet retten til at organisere ansatte læger, som den nye overenskomst åbner muligheder for. Et resultat, der fører til, at PLO udvandrer fra mødet.

Tidligere var læger, der arbejdede i praksis, sikret retten til fuld løn under barsel, sygdom mv. via PLO's Administrationsfond. Men PLO ændrede vedtægterne i april sidste år, så det nu kræver medlemskab, før der er adgang til fonden. Dermed er Dinas kommende barsel ikke dækket.

Problemet for Dina er samtidig, at der ikke er nogen overenskomst hos Yngre Læger for disse ansatte læger.

Dermed falder hun mellem to stole, og kontrakten sikrer kun Dina via funktionærloven ved sygdom, barsel mv. Hun ender dermed med den ringeste, men lovpligtige dækning på det danske arbejdsmarked.

Noget, der ikke lige er kalkuleret med i den 37-åriges lægeliv i ejerbolig.

Dina føler sig som en kastebold

Dagene går med jura, regler, kontrakter og fagforeningsstrid. Dina føler sig som en kastebold mellem PLO og YL og klinikejerne, samtidig med at hendes privatliv med graviditeten vendes på hovedet.

»Dengang jeg fortalte min arbejdsgiver om min første fertilitetsbehandling, sagde hun fint. Hun troede jo, at hun var dækket. Og jeg tænkte, at jeg nu var økonomisk sikret i forhold til min barsel. Men sådan er det ikke gået«, siger Dina.

Til sidst knækker filmen. Da det af flere grunde er en skrøbelig graviditet og i sig selv et rigeligt pres, ender Dina med at blive langtidssygemeldt fra januar måned.

Klinikejeren betaler i dag under sygemeldingen den fulde løn. Men efter fødslen til sommer overgår Dina til funktionærloven, der giver hende ret til 14 uger med halv løn. Og så dagpenge for resten. I modsætning til de 26 uger med fuld løn, som Dina ville være sikret, hvis hun var PLO-medlem og dermed havde adgang til Administrationsfonden.

»Min kæreste og jeg har allerede bedt banken om restance på vores boliglån. Vi har en kredit, vi også må trække på. Og så må vi udsætte alle de betalinger, som vi overhovedet kan. Jeg synes, det er urimeligt, at jeg er havnet i det her spil. Jeg kan ikke komme i tanke om andre læger, der er så dårligt stillet som mig«, siger Dina.

Når Dinas korte barsel er overstået efter 14 uger med halv løn, får hun kun en fjerdedel af sin hidtidige løn udbetalt, da hun til den tid overgår til dagpenge under sin forældreorlov.

Yngre Lægers bestyrelse

Det er selvfølgelig helt urimeligt, at Dina skal være kastebold og stå i en økonomisk usikker situation, fordi hun bliver gravid, mens hun er ansat i almen praksis. Sagen illustrerer desværre med al tydelighed, at praksisejere og ansatte læger i nogle situationer har modsatrettede interesser, og at det derfor er vigtigt: 1) at praksisejere og ansatte ikke er organiseret i samme organisation, og 2) at have en overenskomst, der regulerer og sikrer ordentlige forhold i forbindelse med f.eks. graviditet.

PLO forringede i april 2011 vilkårene for praksis med ansatte læger. Praksisejere kan nu ikke længere få dækning for de udgifter, der måtte være i forbindelse med sygdom og barsel for ansatte læger. Det er urimeligt over for de ansatte læger, der også er med til at finansiere administrationsfonden.

Det er helt urimeligt, at ansatte læger stilles dårligere end andre ansatte i almen praksis og læger, der er ansat f.eks. på sygehusene. Vi forventer, at PLO snarest medvirker til, at deres medlemmer ikke diskriminerer ansatte læger.

Vi opfordrer til at kontakte Yngre Læger og få rådgivning, inden en ansættelse i almen praksis.

Henrik Dibbern, PLO-formand

Dina Lie Nielsen er kommet i klemme i en rigtig dum strid i Lægeforeningen. PLO mener, at den ansatte praktiserende læge naturligt hører hjemme i PLO. Derfor besluttede PLO's repræsentantskab sidste forår at stille samme krav til de ansatte læger i almen praksis, som vi i forvejen stiller til ejerlægerne, nemlig at de skal være medlem af PLO for, at der kan udbetales sygehjælp, barsel m.v. fra PLO's Administrationsudvalg. Vi regnede med, at alle ansatte læger i almen praksis ville blive medlemmer af PLO, hvorfor der blot var tale om en vedtægtsmæssig ligestilling af ejere og ansatte læger. Men Lægeforeningens bestyrelse besluttede desværre den 30. august 2011, at de ansatte læger skal være medlemmer af YL, medmindre de i forvejen er medlemmer af PLO. For at afbøde de negative konsekvenser heraf har PLO's bestyrelse besluttet at udbetale en forholdsmæssig andel af de midler, som regionerne indbetaler til PLO`s Administrationsudvalg, til de ejere i almen praksis, der har ansat læger, som er medlem af YL. Ejerlægerne har mulighed for at tegne en forsikring til dækning, hvis den ansatte læge bliver syg e.l.