Skip to main content

»Jeg lærte, at vi skal se på patienterne uden skelen til socialklasse og race«

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

2. sep. 2011
3 min.



Hvilket andet speciale ville du skifte til, hvis det skulle være?

Almen praksis. Jeg kan godt lide arbejdsformen, det selvstændige arbejde, hvor man har kontinuerlig kontakt med sine patienter, og hvor man skal have et godt klinisk øje. Og så giver specialet muligheder, hvis man vil rejse ud med eksempelvis Læger Uden Grænser.

Hvornår gjorde du sidst en forskel som læge?

Ja, hvornår gjorde jeg det? På Retsmedicinsk Institut havde jeg for halvandet år siden en samtale med pårørende til en, der var død hjemme. De ringede og var i tvivl om, hvorvidt de kunne have gjort mere. Men dødsårsagen var en akut hjerneblødning, så jeg kunne berolige dem. Jeg kan godt lide, når vi kan afslutte sagerne eller bringe pårørende videre i deres sorgarbejde. Lukke nogle spørgsmål for dem.

Hvilken læge har betydet mest for din faglige udvikling?

På 10. semester arbejdede jeg på et missionshospital i Sydafrika i Kwazulu-Natal, hvor alle patienterne var zulu. En hvid, lokal, fagligt meget dygtig læge var i turnus. Selvom han var opvokset under apartheid tog han sig meget engageret af patienterne både fysisk og psykisk. I modsætning til andre personaler, der tydeligt mødte patientgruppen med en vis irritation og utålmodighed, gik han direkte og meget empatisk til dem. Jeg lærte, at vi skal se på patienterne uden skelen til socialklasse og race og møde dem, hvor de er.

Hvad var mest interessant på arbejdet i går?

Det var et uventet fund i en biopsi, der var taget på en hospitalsafdeling. En kræftdiagnose, som klinikerne slet ikke forventede. Vi troede, at det var et almindeligt mavesår. Man skal altid være åben over for differentialdiagnoser.

Hvilken sundhedshistorie har senest gjort dig vred?

Mediernes sundhedshistorier gør mig ikke vred, men jeg bliver frustreret, når jeg oplever dødsfald hos patienter, som har været i kontakt med sundhedsvæsenet, hvor behandling eller patientforløb er gået helt galt. Når man ser i bakspejlet - og det er det, som vi gør, da alle oplysningerne ligger foran os - og kan se, at det er rent administrative eller kommunikative misforståelser mellem behandlere eller forkerte instrukser, der er årsag til døden, så bliver jeg frustreret på mit fags vegne. Vi har sådan et par sager om måneden på Retsmedicinsk Institut.

Hvilken kollega har du senest glemt at rose?

Jeg glemte at sige farvel til tre af mine kolleger på Herlev Hospital: Thomas Horn, Alastair Hansen og Ingegerd Balslev, da jeg holdt op på afdelingen. De var der ikke. Da jeg var tilbage et par dage senere - og de var på arbejde - glemte jeg at kigge forbi og sige dem tak for et godt samarbejde og deres undervisning.

Hvis du fik tre måneders ferie, hvad ville du så gøre?

Jeg ville først arbejde nogen tid på en retsmedicinsk afdeling i Sydafrika og lære om dødsfald ved skudepisoder. Derefter ville jeg arbejde på en retsmedicinsk afdeling i New York for at se, hvordan de undersøger deres sager, og hvordan sagsforløbene er. Egentlig er metoderne universelle, men jeg ville formentlig kunne undersøge flere kriminalsager, end vi har herhjemme - heldigvis.