Skip to main content

»Jeg når slet ikke at blive færdig«

24 TIMER Med ny praksis i Odsherred, små børn og en genstridig overenskomst slås alment praktiserende læge Christopher Koch Aabel for at få en travl hverdag til at hænge sammen.

Christian Andersen, cha@dadl.dk

25. nov. 2013
3 min.

5.20 Willum på 17 måneder vågner og skal have sutten. Efterfølgende har jeg svært ved at falde i søvn igen. Tænker på gårsdagens besøg på Lægedage og artiklen i Folketidende om Region Sjællands ønske om at samle de praktiserende læger. Det lyder ikke godt ... slet ikke for patienterne.

6.20 Laurits (4 år) og min hustru (Maria) står op. Vi spiser morgenmad. Jeg afleverer og henter i dag, pga. afslutning af et projekt på min kones arbejde.

07.44 Kører mod praksis. Taler med mine forældre på vejen. Sparrer med min mor angående en forretningsidé.

08.25 Ankomst til praksis. Udveksler et par ord med en af mine kompagnoner angående vores besøg på Lægedage. Jeg beretter om et kursus om brug af overenskomsten. Vi snyder os selv i stor stil. Vi aftaler at afsætte en time for alle personalegrupper i næste uge med henblik på erfaringsudveksling.

09.43 Tilbageringninger er slut. Ekstra mange samtaler pga. mit fravær i går.

09.44 Første patient. God kontakt. Grinede sammen. Jeg har aldrig set patienten før. God start på dagen Har et dejligt job.

10.50 Ny patient i klinikken pga. at der er åben for tilgang. Kender mit navn fra min pensionerede far. Mon jeg lever op til forventningerne? Hun har flere problemstillinger.

11.05 Patient med bensmerter. Men pga. pludseligt opstået ondt i maven koncentrerer vi os om det. Må bestille tid til undersøgelse af benene igen.

11.15 En af mine patienter, som jeg ringede til i fredags, kommer i konsultationen. Da vi talte sammen, blev han stoppet af politiet, men der er ingen bad feelings. Bøde: 1.500 kr.

12.10 Patient, der har været inde i løbet af formiddagen, bliver dårlig i venteværelset, da hun på anden time venter på Flextrafik.

12.35 Sygeplejerskens computer laver fejl på FMK. Vi må slette det hele og begynde forfra.

13.20 Gennemgang af blodprøver, epikriser og e-mail-konsultationer. Jeg når slet ikke at blive færdig.

14.10 Diabetesårskontrol. Patienten har mange andre problemstillinger, herunder inkontinens og aktuel kardiologisk udredning for dyspnøe, som virker mere presserende, men vi holder fast i dagsordenen, og hun må bestille en tid for de andre ting. Jeg har lyst til at hjælpe hende nu, men pga. overenskomstindretningen kan det ikke lade sig gøre.

15.06 Færdig med dagens patienter. Det har været en god dag med mange spændende patienter.

16.30 Hjemme. Vi går direkte om i haven for at se, hvor mange æbler der er faldet ned i forbindelse med stormen.

18.15 Willum lægges. Laurits og jeg ser lidt Ramasjang og læser julekataloger. Han ønsker sig det hele. Jeg sniger mig til at læse mail på telefonen og ser statusopdateringer på Facebook. Jeg har mange pessimistiske kollegaer, og jeg er selv bekymret for fremtiden. Håber der snart er fred, så vi kan begynde at se fremad og få realiseret vores visioner. Føler hele tiden en trussel fra Danske Regioner. I mit næste liv skal mit job være uafhængigt af de politiske luner og vinde.

19.40 Lægger Laurits.

20.07 Slukker for Debatten med Clement Kjærsgaard. Kan ikke holde det ud. Politikere i studiet vil indføre brugerbetaling på lægebesøg. Det skal nok fremme ulighed i sundhed! Tænder hjemmecomputeren, logger på fjernadgang og fortsætter, hvor jeg slap med laboratoriesvar, e-mail-konsultationer, korrespondancer til hjemmesygeplejersker, epikriser og andet.

21.15 Min hustru kommer hjem.

21.54 Sætter mig og ser lidt fjernsyn. Engelsk krimi.