Skip to main content

»Jeg sendte patienten hen til politiets hospital«

Yan Huiyu, 42 år, er alment praktiserende læge og psykolog på Wuhou-distriktets sundhedscenter i Chengdu, en storby med over syv millioner indbyggere i Vestkina. Denne mandag byder på 36 patienter

Vera Bundgaard,verabundgaard@yahoo.dk

14. mar. 2014
3 min.

6.50 Jeg står op og gør klar til en ny arbejdsuge. Tre dage om ugen arbejder jeg som alment praktiserende læge og to dage som psykolog på sundhedscentret.

7.30 Afgang fra mit hjem og hen til busstoppestedet.

8.15 Jeg når frem til sundhedscentret, der ligger i den sydlige del af Chengdu. Mandag er altid en travl dag efter weekenden.

8.30 Dagens første patient er en 66-årig kvinde, som jeg i fire år har behandlet for forhøjet blodtryk og diabetes. Jeg måler blodtryk og blodsukker, der begge ligger stabilt.

8.35 En mand på 67 år har slået skinnebenet og gået med såret i en uge, så nu er der infektion i det. Jeg skriver en recept på hydrocolloidbandage, der skal skiftes hver fjerde dag.

8.45 En 64-årig mand har forhøjet blodtryk, men ikke så alvorligt, at han behøver medicin. Jeg anbefaler ham at undgå for fed og krydret mad.

8.48 En overvægtig mand på 43 år kommer for at få en helbredsundersøgelse. Jeg tjekker hans blodtryk, blodsukker, hjerte, nyrer og lever. Han har forhøjet blodtryk og for meget fedt i blodet og leveren. Jeg giver ham det råd, at han skal motionere mindst en time om dagen og spise fedtfattig mad. Desuden anbefaler jeg simvastatin, men han vil ikke tage medicin. Jeg beder ham om at komme igen om et halvt år.

8.53 En 35-årig mand er øm i kroppen, hoster og næsen løber. Jeg udskriver Li Ke Shu, en kinesisk medicin mod forkølelse. Han skal tage to piller tre gange om dagen.

8.58 En 22-årig kvinde beder om en blodprøve for hepatitis B, fordi hendes arbejdsgiver kræver det. Prøven viser, at hun ikke er bærer af det, og jeg skriver en attest. Det er et helt almindeligt krav fra kinesiske arbejdsgivere.

9.10 En 11-årig pige har feber og ondt i halsen. Jeg konstaterer, at hun har halsbetændelse, der er forårsaget af bakterier. Så hun får en indsprøjtning af Chaifu Antongding, der er en blanding af kinesisk og vestlig medicin, som vi ofte bruger til patienter med feber.

9.16 En kvinde på 56 år med for højt fedtindhold i blodet kommer for at få mere medicin. Jeg udskriver simvastatin.

9.24 En 27-årig kvinde kommer for at få medicin til sin forkølede datter. Jeg skriver en recept på kinesisk medicin: pulver, der skal opløses i varmt vand og drikkes.

9.39 En ældre kvinde på 78 har problemer med at sove og beder derfor om at få noget sovemedicin. Jeg udskriver Estazolam, som hun skal tage 1 mg af før sengetid.

Og sådan fortsætter formiddagen med i alt 25 patienter, der alle har ret ukomplicerede symptomer, bortset fra én:

11.40 En 26-årig kvinde har ondt i maven og akut diarré. Jeg undersøger hende, men kan ikke finde årsagen, og hun har heller ikke selv nogen forklaring på maveondet. Patienten er allergisk over for flere slags medicin, så jeg anbefaler, at hun tager hen til politiets hospital. Det er ikke så overfyldt som andre hospitaler og har specialister (statslige etater som politi og militær har egne hospitaler, men med adgang for alle, red.).

12.00 Frokostpause. Jeg spiser ris og grøntsager og hviler mig lidt.

13.30 Pausen er forbi, men nu er der mindre tryk på, så jeg har kun 11 patienter om eftermiddagen.

16.50 Dagens sidste patient er en 78-årig mand, der kommer for at få målt sit blodtryk.

17.00 Jeg forlader sundhedscentret og tager bus 21 tilbage til mit hjem.