”Jeg skal møde igen om et par timer …”

7.30 På det faste morgenmøde i traumecentret hører vi om døgnets indtag af både traumer og svært syge patienter. Derefter tværfaglig konference i hjertemedicinsk intensivafdeling, hvor vi lægger en råskitse for døgnet. Bagefter, på den egentlige lægefaglige konference, gennemgår vi det seneste døgns indtag i klinikken. I dag har vi også det ugentlige overlægemøde. Emnet er Sundhedsplatformen. Et glædeligt indslag er, at vores kollega Lars Køber er udnævnt som lærestolsprofessor ved KU. Det er stort at få det professorat til afdelingen, så der er lykønskninger hele vejen rundt.

9.00 Jeg deltager i stuegangen og udskriver en aneurysmepatient efter en stentbehandling. Han har det ok og er klar til at komme på afdelingen. Jeg har egentlig ikke programsat funktion i dag, så det kliniske arbejde, jeg laver, er mest for at hjælpe lidt til, hvor jeg allerede er involveret i forløbene.

10.00 Vejledermøde med en ph.d.-studerende, hvor vi drøfter hendes fremgang i projektet. Så ringer en kollega fra thoraxkirurgisk intensivafdeling. Han vil sætte et multidisciplinært møde op om en patient, de har liggende på hjertelunge-maskine med svært hjertesvigt. Vi fastsætter mødet, hvor vi skal drøfte strategien for det videre forløb, til i morgen.

12.30 Middagskonferencen handler især om en patient på intensiv. Han er omkring de 70 år og nærmer sig slutstadiet af sit hjertesvigt, og vi drøfter, hvad vi kan gøre for at hjælpe ham. Der er ikke udsigt til, at han vil komme sig væsentligt, selv med alt det grej, vi har her. Vi lægger en fælles behandlingsstrategi – og et behandlingsloft for, hvor langt, vi skal gå. Det har stor værdi, at vi er enige om strategien: Hvis han forværres over de næste timer, har jeg som vagthavende et rygstød, når jeg skal håndtere det.

13.15 Forvagten ringer. Vi har fået en turist ind med en blodprop i lungekredsløbet. Sygdommen er ikke kompliceret – men det er logistikken omkring turister uden for EU som ham her.

15.00 Intensiv ringer om en patient. Vi er ved at kortlægge omfanget af den hjerneskade, han har pådraget sig ved et svært hjertestop. Neurofysiologerne bidrager til vurderingen, og derefter skal vi se på hans videre behandlingschancer. Jeg skal tale med de pårørende i morgen.

15.20 Jeg har en telefonsamtale med en hjertestoppatient, som har været med i et forsøg. Mens han var bevidstløs, fik vi tilladelse af hans pårørende til at inddrage ham. Nu er han heldigvis kommet sig og har det godt. Han vil fortsat gerne deltage. Den slags samtaler er blandt de gode øjeblikke i forskningen, hvor man kan mærke, at det nytter lidt, det, vi går og laver.

16.30 Vagtskifte. Vi overleverer de løse ender, diskuterer en ung mand med hjertesvigt, ser på ultralydsbillederne og lægger en behandlingsplan. Derefter aftenstuegang på intensiv. Patienten, som vi diskuterede på middagskonferencen, er i forværring, så nu får jeg brug for rygstøtten. Heldigvis er patienten vågen, så ud over at få hans kredsløb optimeret lidt, får vi en snak med ham og familien om, hvad vi kan, og hvad vi vil. Vi beslutter at starte dialyse, da hans nyrer er ved at sætte ud. Når vi ikke kan forlænge livet, kan vi i det mindste lette hans symptomer i den sidste tid.

19.00 Et andet hospital ringer om en patient med en blodprop i lungekredsløbet. Vi har et nyt program for kateterbaseret trombolyse, og nu ringer de med en egnet kandidat. Vi aftaler, at han skal gøres klar til behandling i morgen. Derefter cykler jeg hjem, men har fortsat vagten.

2.30 Vagtholdet ringer om et dødsfald, som de trænger til at snakke om. Jeg kan høre, at de har forsøgt alt i deres genoplivningsforsøg, men uden held.

3.30 Holdet ringer igen om en patient med midlertidig pacemaker efter en hjerteklapoperation. Den svigter, så jeg må af med nathuen og ind på afdelingen for at lægge en ny pacemaker.

5.00 Jeg skal møde igen om et par timer, så jeg lægger mig på en briks.