»Jeg tror aldrig, jeg holder op med at arbejde«

Hvordan skulle den perfekte arbejdsdag være, hvis det var den sidste i dit liv?

»Hvis jeg skal forestille mig min sidste arbejdsdag som sygehusdirektør, kigger jeg en del år ud i fremtiden. Her vil den perfekte dag være, at jeg er ude og tale med patienterne, ligesom jeg har gjort hver anden uge de sidste mange år. De vil fortælle mig, at nogle af de mange ting, vi har sat i gang, er til stor glæde for dem, og jeg vil glæde mig over vores nye flotte hospital i Køge. Alle patienter har enestue, hvor der er mulighed for, at venner eller familie kan overnatte. Og der er ingen tvivl om, at for patienterne har sundhedsplatformen på det her tidspunkt været en stor gevinst. Den har givet en masse tryghed for patienterne. Nu kan de selv følge med i, hvad der står i deres journal, og de kan kommunikere med deres læge via ’min sundhedsplatform’. Det vil være fantastisk at opleve på min sidste arbejdsdag, hvor glade patienterne er. For mig vil det være det perfekte punktum for alt det, jeg har arbejdet for.«

Hvem ville være sværest for dig at tage afsked med?

»Det vil være sværest at tage afsked med selve sundhedsvæsenet. Jeg synes, det er en supervigtig sektor. Det med at være engageret og kunne bidrage til udviklingen vil jeg også være ked af at skulle tage afsked med. Jeg tror dog aldrig, jeg holder op med at arbejde. Heller ikke når jeg engang går på pension.«

Er der en person, der har betydet særligt meget for dig i dit arbejdsliv?

»Jeg tror nærmere, der er en bestemt type af mennesker, der har betydet noget for mig. Dem der ser muligheder frem for forhindringer, og som hellere vil prøve noget af, end at lade være. Personer, hvor der er kort fra ide til handling, og hvor barrierer er noget, man ikke lader sig stoppe af. Man finder bare en anden vej. Ligesom GPS’en. En af dem er min tidligere souschef Britt Wendelbo, og Henrik Villadsen der er direktør her på Sjællands Universitetshospital. Det samme gælder tidligere direktør på Hvidovre Hospital Torben Mogensen. De har lært mig meget. Ikke mindst hvor meget man kan lykkes med, hvis man samarbejder med de rigtige.«

Hvordan vil du gerne huskes af patienterne?

»Jeg vil gerne huskes for, at jeg har været med til at vende magtbalancen til fordel for patienterne og deres pårørende, og at sundhedsvæsenet i højere grad er blevet indrettet efter deres behov.«

Og hvordan vil du gerne huskes af lægerne?

»Læger trives med at behandle patienterne på den rigtige måde. Og jo mere indflydelse man giver patienterne, jo mere rigtig behandling kan man give dem. Så egentlig vil jeg gerne huskes for det samme af lægerne – og så for at jeg har været med til at skabe en kultur, hvor det er ok at tale om sine fejl, og hvor det ikke handler om at finde syndebukke, men om at rette vores systemer til, så den næste ikke laver samme fejl og skader en patient.«

Handler det om at lægerne har fået for travlt?

»Jeg anerkender, at vi mange steder i sundhedsvæsenet har travlt – og nogle steder for travlt. Det, der skal hjælpe os, er blandt andet den medicinske udvikling: Da jeg var ung, var vi tre læger om at operere en patient for galdesten. Det tog 3-4 timer, og patienten var indlagt 10 dage bagefter. I dag foregår det laparoskopisk, og patienten går hjem dagen efter. Der er meget, der er blevet nemmere og hurtigere. Men det er det også nødt til. Indenfor de næste seks år kommer der 30 pct. flere kræftpatienter. Og bare i Region Sjælland får vi i løbet af de næste fem år 4000 flere demente på grund af aldersudviklingen. Skal vi tilbyde alle patienter det samme, som vi gør nu, skal vi jo ansætte 30 pct. flere læger og sygeplejersker. Det er i sig selv umuligt, og derfor bliver vi nødt til at finde nye veje. Det skal ikke betyde, at vi får mere travlt. Der er bare en masse ting, vi skal holde op med at gøre, som ikke giver værdi.«

Hvad er det, vi skal holde op med?

»Det er selvfølgelig en udfordring at finde ud af, hvad det skal være. Men det handler også om en fælles samfundsforståelse af, hvad det er, vi som sundhedsvæsen skal tilbyde. Det er i høj grad en politisk diskussion. Vi kommer ikke uden om at diskutere, hvordan vi undgår, at der bliver så mange syge mennesker i samfundet. En del af løsningen kunne meget vel være at sætte mere ind på forebyggelse.«

Hvad ville du ønske, du kunne opfinde af medicin, inden du sagde farvel?

»Hvis jeg skulle opfinde noget, skulle det være en pille, der gjorde, at vi blev dødgode til at implementere det, som vi ved er rigtigt. Det er meget svært at lave arbejdsgange om. I dag ved vi for eksempel, at man kan undgå tryksår, og alligevel er der patienter på sygehuse i hele landet, der har tryksår. Der er også afdelinger, hvor tryksår slet ikke eksisterer. Det er et bevis på, at det kan lade sig gøre at ændre på arbejdsgangene, så vi undgår tryksår. Men hvordan man lige gør det med et hurtigt fix - det ville jeg gerne opfinde en mirakelpille til.«

Er det ikke bare et spørgsmål om en dygtig ledelse?

»Nej, det er det ikke. På det punkt er ledelsen stærkt overvurderet. Det betyder selvfølgelig noget med en dygtig ledelse, men det handler også om en masse andre ting. Det være sig kompetencer i at skabe forbedringer og at sikre sig, at processerne hele tiden bliver optimeret. Der er ingen, der er i stand til at ændre arbejdsgange superhurtigt.«

Hvornår har du været mest modig set med dine egne øjne?

»Det var jeg nok dengang, hvor jeg sammen med andre begyndte at sige, at vi slog for mange patienter ihjel på grund af fejl i det danske sundhedsvæsen. Jeg vil sige, at det var svært at holde sin mund og lade være med at sige sandheden, men det krævede alligevel lidt mod. Når jeg tænker på, hvor provokerende det må have været for mange, fik jeg egentlig overraskende få vrede reaktioner. Men jeg var også meget solidarisk med lægerne. I mine øjne var det ikke dem, der var dovne og sjuskede. Det handlede om, at vi havde et system, der var designet til, at vi som læger kom til at skade patienterne, uden at det er vores hensigt.«

Nu sidder du jo så selv i en position, hvor du har stor indflydelse på at ændre nogle strukturer. Er det nemmere sagt end gjort?

»Det er bestemt ikke let. Men det er den eneste rigtige vej, hvis vi skal beskytte vores personale fra at lave skade på patienterne. Det er selvfølgelig værst for patienten, men det er jo også enormt ubehageligt for personalet. På Sjællands Universitetshospital er vi blandt andet i gang med at indføre noget, vi kalder ’Stop the line’ , der går ud på, at alle læger og sygeplejersker har pligt til at sige fra, hvis de oplever noget, de synes truer patientsikkerheden. Når de har gjort det, skal den nærmeste teamleder analysere situationen og beslutte, om man skal fortsætte ad samme vej, eller om der skal gøres noget andet. Det kan selvfølgelig være svært, hvis det handler om, at der ikke er ressourcer nok, men det nytter jo ikke noget, hvis det man har gang i, ender med at skade patienten. Så må vi sørge for at skaffe de ressourcer, som er nødvendige i den specifikke situation, og bagefter må vi så kigge på, hvordan vi fremover kan gøre det på en anden måde indenfor de rammer, der er. For eksempel at lederen prioriterer, hvilke opgaver der er mest akutte, og hvilke opgaver personalet må lade ligge.«

Hvilken af dine egne bedrifter er du særligt stolt af?

»Jeg er stolt over at have sat patientsikkerheden på dagsordenen i Danmark og forhåbentlig også andre steder. Ingen bedrifter er resultater af en enkelt person alene. Der skal være de rigtige betingelser på det rigtige tidspunkt med de rigtige samarbejdspartnere, for at det kan det lade sig gøre. Men jeg har bidraget til, at patientsikkerheden er blevet et vigtigt emne, og det er jeg stolt over.«

Hvad skulle dit sidste ord være til politikerne?

»Politikerne skal have tillid til, at de fagprofessionelle har en indre drivkraft i hele tiden at gøre det bedre. Lad være med at bruge alt for mange kræfter på kontrolsystemer. Brug kræfterne på at understøtte de fagprofessionelle på en måde, så de kan gøre det bedst muligt for patienterne.«

Beth Lilja:

Er 62 år

Er vicedirektør på Sjællands Universitetshospital

Er uddannet speciallæge i gynækologi og obstetrik

Har tidligere været direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Er forfatter til en lang række videnskabelige artikler og bøger om patientsikkerhed

Bor i København med sin mand, som hun har to børn med