Skip to main content

Jobtilfredshed: »Vi har en fælles opgave«

Næsten 9 ud af 10 yngre læger i Region Midtjylland er tilfredse med deres arbejdsplads og 8 ud af 10 vil anbefale deres arbejdsplads til andre.

Michael Tjørnild, fællestillidsrepræsentant fra Aarhus Universitetshospital. Foto: privat
Michael Tjørnild, fællestillidsrepræsentant fra Aarhus Universitetshospital. Foto: privat

Christine Løvgren Spanggaard, cls@dadl.dk

8. sep. 2016
4 min.

De yngre læger i Region Midtjylland er generelt dem, der møder ind på vagt med de største smil. I alt er ca. 87 pct. i stort eller meget stort omfang tilfredse med deres ansættelse på deres nuværende arbejdsplads. Det viser Yngre Lægers nyeste medlemsundersøgelse.

Et resultat som fællestillidsrepræsentant fra Aarhus Universitetshospital, Michael Tjørnild, kan genkende fra sine kollegaer på ortopædkirurgisk afsnit. Han tror, at det handler om, at holde fokus de rigtige steder for at finde nøglen til glade medarbejdere.

»Hos os er der skabt en god kultur, hvor man eksempelvis ikke bruger unødig energi på at bekymre sig om spareplaner. Vi fokuserer på at skabe en god behandling for patienterne, og det ser alle som en fælles opgave, uanset om man er professor eller yngste mand. Man taler pænt til hinanden og ens arbejdskraft er værdsat. Det betyder meget for ens arbejdsglæde«, siger han.

Han forklarer derudover, at det velfungerende EPJ-system også hjælper lidt. Så er det i hvert fald ikke det, som dræner energien og giver frustrationer i hverdagen, som det måske gør i andre regioner.

Udsnit af Yngre Lægers medlems-undersøgelse.
Klik på billedet for at forstørre.

Individuelle hensyn vil hjælpe i Region Sjælland

I Region Sjælland er smilene knap så store. Undersøgelsen konkluderer blandt andet, at der »er signifikant færre, der er tilfredse og samtidig er der signifikant flere, der er utilfredse med den geografiske placering af arbejdspladsen«. I alt er ca. 8 pct. slet ikke eller i mindre omfang tilfredse med deres nuværende arbejdsplads, svarende til ca. hver 12, mens 80 pct. i stort eller meget stort omfang er tilfredse.

Næstformand i Yngre Læger, Helle Søholm, der selv er ansat i Region Sjælland, tror der er flere årsager til undersøgelsens resultater. Blandt andet fører manglen på læger til, at lægerne må tage flere og længere vagter, for at få kabalen til at gå op. Samtidig mangler der speciallæger, så der er mindre tid til supervision og mange steder er tempoet højt for at kunne følge med. Men når hverdagen på jobbet er presset, så er det ekstra vigtigt, at den enkelte føler sig værdsat, forklarer hun.

»De helt basale ting som at føle sig anerkendt og set betyder enormt meget. Det vil højne arbejdsglæden«, siger hun.

Helle Søholm tror at individuelle hensyn vil gøre en stor forskel. Både for den enkelte læge og i sidste ende også for de hospitaler, der har svært ved at rekruttere personale.

»Hvis man gerne vil have den unge KBU-læge til at blive på sygehuset, så skal man gøre noget for ham eller hende allerede i den første tid som læge. Spørge ham, hvad der skal til, for at han bliver. Folk bliver jo ikke fastholdt af de samme ting – for nogle er det muligheden for at forske, for andre er det muligheden for at gå på deltid og for nogle tredje er det muligheden for komprimerede arbejdstider. Det er meget individuelt og afhænger af, hvor man er i sit liv«, forklarer hun.

Massere af regionale tiltag

Sundhedsfaglig chef i Region Sjælland, Preben Cramon, forklarer, at der på et regionalt niveau bliver gjort rigtig meget for de yngre læger.

»Vi har besluttet, at sygehusene kan etablere delestillinger og deltidsstillinger uanset speciale. Det samme gælder for kombinationsstillinger, så lægerne kan tage en ph.d., forske eller have et kvalitetsprojekt sideløbende. Alle de ting ligger på hylderne, så mulighederne er der. Og jeg kan ikke huske, at vi har givet afslag på den slags ansøgninger«, siger han.

Han påpeger desuden at forskellene mellem regionerne er relativt små, og at han ser det som meget positivt, at Region Sjælland på trods af travlhed og mangel på læger formår at skabe et miljø, hvor 8 ud af 10 yngre læger alt i alt er tilfredse med deres arbejdsplads.

»Det her er et bragende godt resultat for Region Sjælland. Hvis man sammenligner med Region Hovedstaden, hvor mangel på speciallæger ikke er et problem, så synes jeg, at det er flot, at der er ligeså mange i vores region, der er oplever et stort omfang af supervision.«

Men længemanglen er Preben Cramon og resten af regionen opmærksomme på. De har et stort ønske om at få endnu flere fase 3-stillinger. Læger der afslutter fase 3, er nemlig ofte interesseret i at blive samme sted i en fast stilling.

»Vi skal konstant gøre mere og blive bedre, for vi vil meget gerne have tilfredse medarbejdere og ønsker at lægerne bliver hos os«, siger han.