Skip to main content

Jørgen Lassen kandiderer til formandsposten

Journalist Nina Vinther Andersen, nva@dadl.dk

31. okt. 2005
4 min.

Da Jørgen Lassen for godt 40 år siden mødte sin kone, forelskede han sig ikke blot i hende, men også i den hospitalsverden, hun som sygeplejerskeelev uddannede sig i.

»At være læge er noget helt særligt.

I ingen andre erhverv foretager man sig skøn, der kan koste andre menneskers førlighed og liv. Det giver en hel særlig ansvarlighed for ens arbejde«, siger han.

Nu arbejder den 60-årige praktiserende læge på at få repræsentantskabet til at vælge ham, når han den 29. og 30. april stiller op som kandidat til formandsvalget i DADL.

Når den tidligere P.L.O.-formand gennem seks år har sagt ja til opfordringen, så er det netop på baggrund af gode erfaringer fra hans tidligere tillidshverv.

»Det var seks intense år, hvor jeg blandt andet fik bygget et godt netværk op, med folk fra organisationer, politikere og embedsmænd. Og så har jeg fået en meget stor erfaring med nyhedsmedier. De erfaringer vil man kunne få glæde af, hvis jeg bliver valgt som formand«, siger han.

Efter Jørgen Lassen blev kandidat i 1976, turnerede han i seks år rundt på de vestsjællandske sygehuse, indtil han i 1982 slog sig ned som praktiserende læge i Gørlev i Vestsjælland. I 1994 blev han speciallæge i almen medicin og har derudover varetaget en lang række tillidsposter i foreningen, både lokalt og centralt.

Internt over for medlemmerne

Internt vil Jørgen Lassen arbejde for at samle foreningen, så den udadtil kan tale med én stærk stemme.

»Jeg lærte af min gamle guru Erling Tiedemann, som sagde, at hvis man vil være resultatorienteret, så må man være kompromissøgende. Det har jeg efterlevet. Hvis den næstbedste løsning er den, man kan blive enige om, så bliver det den bedste. Hvis man selv synes, noget andet er bedre, så må det vige«, siger han.

Strukturreformen betyder, at Lægeforeningens struktur må tilpasse sig. Og da foreningens struktur alligevel skal have et hovedeftersyn, så vil det ikke komme bag på Jørgen Lassen, hvis der også kommer andre ændringer. Hvilke vil han ikke uddybe.

»Jeg kan mærke et betydeligt behov for forandringer i foreningen, men jeg føler ikke, at jeg - hvis jeg bliver formand - skal komme med en færdig løsning. Tværtimod. Jeg skal prøve at forlige de modsætninger, der er. Mange, især de unge, føler, at foreningen er ugennemskuelig, men jeg mener ikke det i sig selv giver grund til at bryde noget op, der fungerer godt, bare for at gøre det gennemskueligt. Jeg synes det allervigtigste er, at vi som forening skal være meget mere synlige med, hvad vi gør og tilbyder vores medlemmer«, siger han.

Kontakten udadtil

Udadtil vil han fortsat arbejde for sin hjertesag: lægers uddannelse, som han mener, først stopper, når lægen bliver speciallæge.

»Nu har vi nok medicinske kandidater. Udfordringen bliver at få dem gennem nåleøjet og videreuddannet, og det bliver samfundsmæssigt af meget stor betydning, at vi får uddannet langt flere speciallæger, end det lægger op til lige nu. Det er vigtigt, at samfundet finder de ekstra nødvendige uddannelsespladser«, siger han og fortsætter:

»Uhyggeligt mange af os står med det ene ben i pensionskassen. Vi må finde kreative løsninger så lægerne ønsker at blive på arbejdsmarkedet lidt længere«, siger han.

For ham er den livslange efteruddannelse af læger en samfundsopgave, som alle skatteydere og potentielle patienter bør være med til at betale. Han er glad for, at der er en aftale mellem lægerne og lægemiddelindustrien om finansiering af efteruddannelse.

»Men vi må nok erkende, at når læger binder sig sammen med industrien om efteruddannelse, så taber vi som stand i image og bliver mistænkeliggjorte. Man kan heller ikke se sig fri for, at der kommer et bevidst eller ubevidst afhængighedsforhold. At jeg så stadig har en grundholdning om, at industrien, som har udviklet medicinen, også ved meget om den, det er noget andet«, siger han.

Bliver Jørgen Lassen formand, vil han tydeligt kommunikere, at foreningen tager afstand fra de læger, som ikke varetager deres hverv ordentligt.

»De er en belastning. Jeg kan ikke komme i tanke om ret mange, men umiddelbart fylder de dårlige æbler i kurven uforholdsmæssigt meget i det offentlige rum. Vi skal meget synligt tage afstand fra dem. Jeg ved, at Lægeforeningen af formelle grunde ikke kunne ekskludere et særligt uheldigt eksempel. Så må vi lave reglerne om«, siger han.