Skip to main content

Jubilæum i et gammelt lægehus

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

10. okt. 2011
3 min.

6.10 Vækkeuret ringer hjemme i Bagsværd. Den første tanke drejer sig om dagens jubilæum i Asnæs - og den næste om mit nye barnebarn (nr. fem), som blev født i går. Hvordan er den første nat mon gået? Vi må snart se den lille pige i Viborg. Det bliver på onsdag.

6.55 Der er lang vej til Asnæs, så efter lidt yoghurt spiser jeg en franskbrødsmad i bilen og hører nyheder på P1. Vejarbejde ved Roskilde sinker noget. Længere fremme glæder jeg mig over nogle flotte kæmpevindmøller, som er ved at blive bygget på Lammefjorden. Hører samtidig om den nye regerings mere grønne politik. Det går den rigtige vej.

7.55 Jeg bliver modtaget med store smil og kram. Vi har et utroligt dejligt samarbejde og et godt arbejdsklima. Så godt, at jeg valgte at fortsætte i Asnæs, da jeg flyttede til Bagsværd i 2002. Vores rengøringsdame, Gurli, har lavet en flot lagkage, som jeg straks må skære for. Vi spiser kage i et par minutter, inden telefontiden.

8.00 Der er intet ud over det sædvanlige i telefontiden. Et par af patienterne ønsker tillykke - lokalavisen skrev om mit jubilæum i torsdags.

9.00 Vi går over til de planlagte konsultationer. Der er lidt af hvert: forhøjet blodtryk, ondt i livet - ikke noget usædvanligt.

10.30 Tid til akutte patienter og sygebesøg. Selv om det er en kort dag, har jeg i telefontiden aftalt besøg hos en mand i 50'erne, der som barn fik amputeret et ben under knæet og forfoden på det andet ben. Han har klaret sig godt med proteser og har stort set aldrig været syg. Han driver egen virksomhed - har ansatte, men kører også selv i en branche, som kræver god fysik. Nu har han nogle problemer med benene. Da jeg spørger, hvordan han klarer sig om morgenen uden proteser, svarer han, at han da kravler på gulvet - det har han altid gjort. En gæv mand, der ikke piver.

12.00 I Lægehuset sætter vi et skilt på døren om, at vi er lukket resten af dagen. Vi har aftalt med kollegerne i Fårevejle, at de tager, hvad der kommer. Vi har en gensidig vagtaftale, men plejer først at skifte kl. 14. Der er kommet gaver - også vin fra patienter. Det er rart at se, at ens arbejde påskønnes.

12.45 Vi får samlet alle - læger og ansatte. Vi er 11 i alt og to fraværende. Jeg står klar med champagnesabel og crémant-flasker. Vi skåler i bobler, og så ankommer maden, som jeg har bestilt fra Elverdamskroen: suppe, steg og is. Jeg holder tale og fortæller min historie i Lægehuset. Det er formentlig især sjovt at høre for den nye uddannelseslæge, som lige er begyndt i dag: Næste år har Lægehuset 140-års-jubilæum, oven i købet i de samme lokaler. Der bliver holdt taler, og det vælter ind med gaver.

15.30 Vi er stopmætte, da vi slutter. På vej hjem kører jeg inden om Elverdamskroen og afleverer gryder, fade og flamingokasser.

17.30 Jeg er næsten lige kommet hjem med alle gaverne og har nået at kysse konen, da Søren fra bridgeklubben henter mig. Vi mødes for sjældent, men lige præcis i dag kunne alle. Dagens vært bor i Nyhavn. Vi starter med at spise på restaurant Gasten & Galionen, som ligger i stueetagen. De andre spiser selvfølgelig med god appetit. Jeg er stadig mæt og kan kun lige klare en forret med lidt brød til.

19.15 Vi går op og spiller kort, selv om det i begyndelsen er svært at få ørenlyd. Vi er fire meget talende herrer, som ikke er helt enige om alt. Men vi får nogle spændende spil. Ved halvellevetiden kører jeg med Søren hjem igen - han bor i Birkerød.

23.15 Jeg når lige at læse lidt i en bog, før jeg falder i søvn.