Skip to main content

Kabul-København tur/retur

2. nov. 2005
10 min.

Journalist Carsten Mørk Jørgensen & journalist Johan Engbo

Smerten er overvældende. De knivskarpe jag brænder som ild igennem kroppen, mens de slår ham med en hammer overalt på kroppen. På skinnebenene, under fødderne, på ryggen og på armene - ingen steder bliver skånet. Det er fjerde gang, at talebanerne har slæbt den 71-årige Qutbudin Khamoush i fængsel. Hver gang udsætter de ham for den samme tortur. De vil vide, hvor hans søn gemmer sig.

Men på trods af ufattelige smerter nægter den ældre mand at afsløre sønnens skjulested. Han tager sammenbidt imod de hårde slag, og først da familien får lov til at betale for faderens løsladelse, slipper talebanerne ham fri. Han har ikke fortalt dem noget, men han er klar over, at han ikke kan holde til det ret meget længere.

Flugten

I Danmark er det efterår. På stranden ved Nysted på Lolland står den 43-årige læge Homayun Khamoush. De brune øjne sender et tænksomt blik ud over havets krusninger, og ansigtet er alvorligt. Homayun ved, at han bærer skylden for de afstraffelser, som faderen gang på gang måtte lægge krop og psyke til i fængslet hos det berygtede Talebanstyre.

»Jeg har det så dårligt med, at min far måtte gå alt det igennem på grund af mig. Grunden til at min far blev udsat for tortur var jo mig. Og når det er min skyld, så har jeg det meget dårligt. Hvordan kunne de gøre det«, spørger Homayun.

Han forventer tydeligvis ikke noget svar. For Homayun har stillet sig selv det samme spørgsmål i det uendelige, og han ved, at han aldrig vil forstå den ondskab, der ligger bag ved torturen af hans gamle far. Men han ved også, at han tog den rigtige beslutning, da han for 17 måneder siden valgte at flygte til Danmark.

Inden flugten arbejdede Homa-yun som læge for flere højtstående personer i Nordalliancen, der dengang lå i åben krig med Talebanstyret. Ved flere gange at opsøge familiens hus og tage Homayuns far med til fængslet, hvor han blev udsat for tortur, forsøgte talebanerne at presse Homayun til at overgive sig og stoppe sit arbejde som læge for Nordalliancen.

Men Homayun turde ikke overgive sig af frygt for at blive slået ihjel. Han valgte i stedet at flygte. Hvis han var væk, ville talebanerne lade familien være i fred. For at skaffe penge til flugten solgte Ho-mayun sammen med sin kone huset og alle deres ejendele. Derefter flyttede konen, som dengang var gravid med deres fjerde barn, og børnene ned til Homayuns familie i Kabul. Få dage senere flygtede Homayun over grænsen til Pakistan og derfra videre til Danmark.

»Min onkel boede i Pakistan, og han skaffede kontakt til en menneskesmugler, som solgte mig et falsk pas og en flybillet til Danmark«, fortæller Homayun.

Flugten kostede mere end et hundrede tusinde kroner. Den endte i Sandholmlejren nord for Køben- havn, hvor Homayun tilbragte et par uger, inden han kom til flygtningecentret i Nysted på Lolland.

Med hænderne blødt placeret i lommerne på den blå vindjakke vandrer Homayun på den øde strand. Det er bidende koldt.

»Før i tiden stod jeg op klokken seks om morgenen og arbejdede til sent om aftenen. Hver dag arbejdede jeg i min klinik. Her i Danmark kan jeg bare sidde på mit lille værelse og kigge ud i luften eller stå på stranden og se ud over vandet. Det er meget kedeligt. Jeg savner min familie og mit arbejde«, forklarer Homayun.

Drømmen

Siden Homayun kom til Danmark, har han boet på et lille værelse på centret sammen med en anden af-ghansk flygtning. Nederste køje har stort set været Homayuns hjem i de 17 måneder, der er gået. Derfor er glæden i disse dage stor. Homayun har netop fået at vide, at han skal rejse hjem til Afghanistan.

Han har sagt ja til frivilligt at rejse tilbage med et økonomisk tilskud fra den danske regering på 18.000 kroner og betalt transport. Tilbuddet gælder de ca. 1.300 af-ghanske asylansøgere i Danmark, som enten har fået afslag på asyl, eller som venter på at få deres asylsag færdigbehandlet. Kun 85 asylansøgere valgte at tage imod regeringens tilbud, inden tidsfristen udløb den 1. november sidste år. Langt de fleste afghanske flygtninge mener, at det stadigvæk er for farligt at rejse hjem til Afghanistan.

Homayun har fået afslag på asyl i Danmark med den begrundelse, at Talebanstyret er faldet, og at det derfor er sikkert at vende hjem. Han føler derfor ikke, at han har andre muligheder end at tage imod regeringens tilbud. Men selvom Homayun glæder sig til at se sin familie, som han ikke har set i snart halvandet år, så er han også bange for at rejse hjem.

»Jeg tror ikke, at der er sikkert i Afghanistan. Efter Talebanstyrets fald besluttede jeg mig for, at jeg ville rejse hjem - men så blev en af mine gode venner slået ihjel i lufthavnen i Kabul. Han var trafikminister i den nye afghanske overgangsregering, der blev indsat efter Taleban. Vi kommer fra det samme parti, og jeg er sikker på, at det var islamiske fundamentalister, der slog ham ihjel. Jeg er bange for at blive taget til fange eller at blive slået ihjel - men jeg kan ikke gøre andet nu«, siger Homayun.

På hans værelse står papkasser stablet oven på hinanden klar til at sætte kursen mod Kabul. Ud over Homayuns personlige ejendele er der flere kasser med medicinsk udstyr, som han har fået fra danske hospitaler. Under sit ophold i Danmark har Homayun været i praktik på Stege Sygehus, og det er blandt andet herfra, at han har fået noget af udstyret. Et elektrokardiogram er en af de ting, som Homayun er meget glad for, at han kan tage med hjem.

»Hospitalerne er meget moderne i Danmark. I Afghanistan mangler vi næsten alt. Derfor vil jeg meget gerne have nogle ting med hjem, som kan hjælpe nogle mennesker. Jeg ville også gerne have haft noget medicin med, for medicinen i Afghanistan er af meget dårlig kvalitet. Men det har jeg desværre ikke kunnet få«, siger Homayun.

Han lukker kasserne, og læsser dem op i den store boks, som skal fragte al hans bagage sydøst- på. Det er tid til at sige farvel til vennerne på flygtningecenteret og forlade den grønne barak for sidste gang.

Rejsen

I lufthavnen udleverer Udlændingestyrelsen Homayuns legitimationspapirer og hans billetter til Afghanistan. Han skal flyve via Frankfurt og Istanbul til Kabul - en rejse der tager godt et halvt døgn. Med i lufthavnen er de nærmeste venner fra asylcenteret og to af Homayuns danske besøgsvenner, som gerne vil give ham et sidste knus. Stemningen er god. Det er en festdag, fordi Homayun skal hjem til sin familie - men det er også tydeligt, at alle er nervøse for, hvad der kommer til at ske.

Da Homayun får sit pas, åbner han det straks og rynker brynene. Mens han har været 17 måneder i Danmark, er han blevet ti år ældre. I passet står der, at han er født i 1949. Det passer ikke. Homayun

er født i 1959. Den afghanske ambassade må have lavet en fejl, men det er der ikke tid til at lave en sag ud af.

Homayun tager afsked med sine venner. Ingen af dem ved, om de nogensinde vil se hinanden igen. Homayun stiller sig på rulletrappen, vinker tilbage mod flokken og forsvinder mod flyene. Efter en mellemlanding i Frankfurt og Istanbul sætter Ariana Afghan International Airlines fly nummer FG 706 endelig kurs mod Kabul.

»Jeg tænker på min familie. Det bliver meget spændende at se dem. Min kone og mine børn - det er så længe siden, at jeg har set deres øjne«, siger Homayun.

Efter en lang nat, hvor Homa-yun ikke har kunnet sove, begynder de afghanske bjerge at komme til syne under flyet. Vejret er klart, og pludselig får Homayun øje på Kabul under sig. Allerede langs landingsbanen ses krigens efterladenskaber. Døde flyvemaskiner ligger hulter til bulter rundt omkring. Nogle med landingshjulene i vejret, andre med store huller ind til kabinen. Også lufthavnsbygningen er præget af krigen. Mosaikker af skudhuller ses overalt i den hvide bygning. Vægge, lofter, gulve og skilte - alt er blevet ramt af granater og projektiler.

Der er mennesker overalt. Passagerer, lufthavnspersonale, politi, militær og folk, der skal hente familie og venner. Mens Homayun underskriver indrejsepapirer og taler med sikkerhedsfolk, spejder han konstant mod udgangen. Ud mod familien. Pludselig lyser han op i et stort smil og strækker armene ud foran sig.

En anden mand rækker en lille dreng frem mod Homayun. Det er sønnen Sajjad på fem år. Homayun kysser og knuser sin yngste søn, mens han stolt viser ham frem. Et kort øjeblik efter kommer også Homayuns ældste datter Nagin på otte år og hans bror Jalal. Med høje grin og gensynskys, sætter de kursen mod udgangen. Det kan næsten ikke gå hurtigt nok. Ho-mayun kanter sig forbi kuffertslæ-bere, medpassagerer og vagter med geværer.

Gensynet

Udenfor i den klare sol står hele familien. Enkelte tårer når lige at ramme kinderne, så er Homayun efter 17 måneder atter genforenet med sin familie. Han står længe og holder om sin kone Anita, mens børnene putter sig ind til deres far. Med et stort smil under det lange grå skæg byder Homayuns far sin søn velkommen hjem.

De to knuser hinanden længe, inden de sætter kursen mod familiens hus, hvor der skal være velkomstfest. Inden de forlader lufthavnsbygningen skal Homayun lige forbi et lille kontor oven på ankomsthallen, for at hente pengene fra den danske regering. Han får de 18.000 kr. udbetalt i amerikanske dollars.

I seks biler triller Homayuns familie hjem til deres hus, der ligger lidt uden for centrum i bydelen Khai Khana. Her bor 17 mennesker på tre etager, så der er ikke for meget plads. Møbler er der næsten ingen af - men der er tykke tæpper overalt, og så er der puder til at sidde på. Homayun klæder om. Cowboybukser, skjorte og vindjakke bliver skiftet ud med den traditionelle afghanske klædedragt - Jalaba. Derefter han kan sætte sig blandt familien og nyde den festmiddag, der er tilberedt.

Snaps og arbejde

Få dage efter Homayuns hjemkomst får han besøg af to gode venner. De arbejder begge som læger - den ene som hospitalsdirektør i Kabul. Homayun har gået på hold sammen med dem, da de læste medicin på universitetet, og de gamle studiekammerater er som brødre. De sætter sig på gulvet i Homayuns stue for at fejre, at Homayun er kommet hjem. Det foregår på dansk manér. Homayun har taget en hel flaske Rød Aalborg med hjem fra Danmark. Nu skal vennerne smage dansk snaps.

Homayun sikrer sig først, at hans far ikke er i nærheden, inden han hælder op til sine venner. Selvom de er voksne mennesker, så går det ikke, hvis faderen ser, at de drikker alkohol. Som troende muslimer er det imod deres religion. Homayun skåler på afghansk, og de tre tømmer glassene. Selvom der ikke følger en dansk sildetallerken med snapsen, så falder den tydeligvis i god jord hos de to venner.

Allerede dagen efter skal Ho-mayun møde på sit nye arbejde for første gang. I det tidlige morgenlys svinger Homayun med hænderne dybt begravet i den blå vindjakke op forbi den blå moské og videre ned for enden af gaden. Så er han fremme. Han er spændt på, hvad der venter ham - men han glæder sig også meget til igen at kunne arbejde som læge. Det har han savnet, lige siden han flygtede.

Langs vejen ligger der dynger af menneskeafføring og affald. Fra husene langs vejen løber toiletafløbet direkte ud i rendestenen, og i Afghanistan kender man ikke til affaldssortering. Her læsser man bare af, hvor det passer en, og så kan geder, høns og hunde ellers gå om bord i resterne. Homayuns børn får ikke lov til at lege ude på gaden. Som læge kender han til faren ved at rode i gammelt affald.

Homayun kan nu se sin nye arbejdsplads. På en tidligere fodboldbane ligger en lille teltlejr. Den er indhegnet, og rundt omkring står vagter med skarpladte Kalasjnikover. Teltene er orange, selvom støvet har lagt en tynd brun hinde over hele lejren. Homayun peger.

»Det er her jeg skal arbejde. Det er hospitalet«, siger han med et stort smil.

Et nyt liv kan begynde. Homa-yun kan igen koncentrere sig om at redde andre menneskers liv - i stedet for blot at kæmpe for sin egen overlevelse. Han er blevet ansat som chef for de medicinske afsnit på Danish Emergency Mobile Hospital (DEMH) - et dansk telthospital, der fungerer som erstatning for det lokale hospital i bydelen, som er under renovering.

Allerede fra første dag skal Homayun i gang med at tilse de patienter, som er indlagt på hospitalet med sygdomme som for eksempel malaria, tyfus, lungebetændelse, bronkitis og meningitis. Homayun går ind på pladsen blandt teltene, hvor ventende kvinder sidder i blå burkaer, mens afghanske læger i hvide kitler går ind og ud. Homa-yun skal mødes med den danske leder af sygehuset, som skal fortælle ham om jobbet. Kort efter er også Homayun iklædt hvid kittel. Han ser tilfreds ud.