Skip to main content

Kære Jesper

Ole Eckhardt Poulsen

31. okt. 2005
3 min.

I den første leder, du var forfatter til på denne plads, skrev du, at Lægeforeningen entydigt skal fremstå som den ypperste og fremmeste fortaler for den højeste kvalitet i diagnostik og behandling. Det skal være den langsigtede strategi bag vores politik på alle områder. Jeg må her seks år senere konstatere, at du er en ordholdende mand. Du har været en fantastisk ambassadør for kvaliteten og patientsikkerheden i sundhedsvæsenet. Du har været målrettet og vedholdende omkring denne strategi, og det er den linje, der har sejret.

For at nævne et konkret eksempel, så efterlyste du i din første formandsberetning, der blev afleveret til Lægemødet i år 2000, et indberetningssystem for utilsigtede hændelser, der skulle give lægerne mulighed for at rapportere ting, der var gået galt eller havde været tæt på, uden at et straffesystem straks blev udløst over deres hoveder. Det var tanker, der var helt abstrakte for det politiske niveau på det tidspunkt, og som fik en af de daværende sundhedsministre til at kalde lægerne for krysteragtige. Men bare tre et halvt år senere, den 1. januar 2004, fik vi rent faktisk som det første land i verden et indrapporteringssystem. Det kan du tage din store del af æren for. Det er udtryk for et gennembrud for det, der hele tiden har været dit mantra: at ændre kulturen i sundhedsvæsenet fra at være straffende til lærende.

Der er i det hele taget i din formandstid sket et stemnings- og kulturskifte langt ind i vores verden, som de færreste nok har lagt mærke til, fordi det er kommet stille og gradvist. Men i din første leder i Ugeskriftet var det gennemgående tema, foruden din programerklæring om kvalitet, den kollektive depression, som havde grebet lægestanden. Lægerne følte, at de manglede gennemslagskraft. Djøf'erne gnavede sig ind på vores enemærker. Det postgraduate uddannelsessystem var nær et sammenbrud. Dertil kom de pauvre resultater i det danske sundhedsvæsen. Vi var faldet ned til en bundplacering i Europa. Cuba havde på det tidspunkt overhalet os med hensyn til levealder, skrev du. Du talte om, at vores medlemmer var frustrerede i næsten klassisk psykologisk forstand.

Det er de ikke i nær samme omfang her seks år senere. Der er sket nogle markante fremskridt i sundhedsvæsenet i de seneste år, både på behandlingsområdet og med hensyn til kulturen. Den øgede åbenhed og erkendelsen af, at læger ikke er ufejlbarlige, men er indstillet på at lære af deres fejl, har skabt respekt. Du har været en af bannerførerne for denne udvikling og har i en forbilledlig dialog med vores politikere nået betydelige resultater. Bevares, der har også været medvind på cykelstien. Konjunkturerne har peget opad, og sundhedsvæsenet har haft en meget høj placering på den samfundspolitiske dagsorden. Men for Lægeforeningen har du været med til at få det bedste ud af de lunere vinde, som har blæst om sundheden. Levealderen stiger, ventelisterne falder, og vi er på vej ind i en sundhedsreform, der ikke er så ringe endda.

Forslaget om en gabestok for sundhedspersonale viser, at træerne ikke gror ind i himlen. Populismen stikker stadig sit grimme fjæs frem, men der skal jo også være noget til den næste. Hvorvidt han bliver mere eller mindre kendt end dig skal vise sig. Din måde at arbejde på har tilsyneladende haft den sideeffekt, at kendskabet til dig ikke er så højt blandt medlemmerne. Det undrer naturligvis din næstformand, der samtidig noterer sig det svar, du har givet: DADL er en moderne interesseorganisation, der er til for at opnå resultater, ikke for at få mig i fjernsynet. Det kunne ikke være sagt bedre. På Lægeforeningens vegne, tak for de seks år.