Skip to main content

Kære pårørende. Kom vel igennem en svær tid

Reservelæge Nadia Lander Landex
E-mail: landex@dadlnet.dk

21. okt. 2013
2 min.

Forfatter: Jørgensen E.

Forlag: København, Forlaget Rosinante, 2013

Sider: 208

Pris: 249,95 kr.

ISBN: 978-87-638-2049-3

Bøger  »Du bliver sat tilbage i 0. klasse og skal have modet til at skabe en ny hverdag«, er Eva Jørgensens budskab i »Kære pårørende«. Når patienter får en alvorlig diagnose, er der naturligvis stærke følelsesmæssige reaktioner, men samtidig behov for at håndtere en masse praktiske ting, lige fra at informere familien til at sikre økonomien og søge om hjælpemidler. Meget ofte er det de pårørende, der påtager sig disse opgaver.

Eva Jørgensen ønsker at fortælle de pårørende om udfordringerne og give en håndsrækning igennem forløbet. Med undtagelse af enkelte, korte teoriafsnit er bogen bestemt ikke en lærebog i krisepsykologi og socialrådgivning. Derimod præsenterer Eva Jørgensen fagpersoners viden i interviews, flettet ind i en fortløbende beretning med hendes egen mands sygdom som den røde tråd. Desuden får tre pårørende ordet i personlige fortællinger om, hvor forskelligt sygdomsforløb kan tackles.

Formen er utraditionel, men nærværende, sammenhængende og vellykket. Derudover er bogen lettilgængelig og velskrevet, og det kan læseren sikkert takke Eva Jørgensens journalistiske baggrund for. En enkelt anke er dog de mange udtryk som »Dag 0« og »Operation Sygdom«, som kommer til at give en snert af selvopfunden selvhjælpsteori.

Med »Kære pårørende« bidrager Eva Jørgensen til at udfylde et tomrum, for der er er ikke skrevet ret meget om og til pårørende, ligesom bogen adskiller sig fra mange andre ved ikke at tage udgangspunkt i sorgen og krisen, men i hverdagen, og det er relevant, for hverdage er jo dem, der er flest af. I overensstemmelse hermed er der konkrete råd om, hvordan man opretter arkiver, forbereder møder med sagsbehandlere og laver velkomstmappe til eventuelle hjælpere i hjemmet. En gennemgående anbefaling er at opsøge patientforeninger og de tilknyttede psykologer og pårørendegrupper. Bogens fortløbende form giver mere overblik over, hvilke udfordringer der kan forventes, end den behandler emnerne i dybden, men bogen opfylder sit erklærede formål som er at vise hver enkelt pårørende, at de ikke er alene.

I sundhedsvæsenet tages det ofte for givet, at de pårørende yder en stor indsats med at koordinere, støtte og pleje, og alle fagpersoner har vel oplevet pårørende som ordførende i konsultationen og som dem, der har forberedt spørgsmålene om sygdommen og alt det praktiske. Alligevel ligger fokus på den syge. »Kære pårørende« kan have en værdi for sundhedspersoner ved at vise et andet perspektiv.

Interessekonflikter: ingen