Patienterstatningen får færre anmeldelser med krav om erstatning, kunne man læse i Berlingske for nylig. Det kunne umiddelbart lyde som en god nyhed, hvis det var udtryk for, at forholdene i sundhedsvæsenet er blevet bedre, og at der derfor ikke er grundlag for så mange erstatninger om tidligere. Det er jeg desværre ikke sikker på, at det er.
Vi lever i en tid, hvor læger, sygeplejersker samt social- og sundhedsassistenter slås med et voksende misforhold mellem opgaver og ressourcer. Vi har travlt som aldrig før. Overbelægning er desværre stadig et emne, som trækker overskrifter. Samtidig kan det ikke udelukkes, at Svendborgsagen trækker et trist spor her. At læger og sygeplejersker frygter, at erstatningssager på linje med klage- og tilsynssager kan få negative konsekvenser for dem selv eller andre.
Det er vigtigt at slå fast, at selv om den frygt er meget nem at leve sig ind i, er den ubegrundet. Erstatningssystemet, dvs. Patienterstatningen, og disciplinærsystemet, dvs. Styrelsen for Patientsikkerhed, er adskilte. Der udveksles ikke oplysninger mellem de to systemer, og i erstatningssager optræder der ikke navne på konkrete behandlere. I erstatningssager er det heller ikke en forudsætning, at der er begået fejl. Udstyr, der fejler, eller skader efter brug af lægemidler kan også føre til erstatning.
Jeg vil også opfordre Folketingets politikere til at være meget opmærksomme på at bevare og styrke sundhedsprofessionelles tillid til den danske patienterstatningsmodel.
At tage hånd om en patient, som har fået en skade efter et dårligt forløb, og hjælpe med at anmelde en sag til Patienterstatningen er et vigtigt signal om, at det er omsorg og respekt for patienten, der er vores drivkraft som sundhedsprofessionelle. Det er en rigtig tanke at værne om patienten på denne måde – vel at mærke uden at sundhedspersoner hænges ud, og uden at parterne skal trækkes gennem årelange retssager, som man kender det fra andre lande. Derfor er det vigtigt, at vi selv har fokus på det i dagligdagen.
Men vi har også brug for, at regionerne spiller med. De bør øge kendskabet til ordningen og fremme en kultur, hvor man hjælper patienter med at søge erstatning. Og så skal man sige farvel til ordninger som den i Region Midtjylland, der har indført et system, hvor sygehusene selv skal finde penge til erstatningsudbetalinger. Det er dybt bekymrende, at en offentlig myndighed på den måde indfører en ordning, som kan betyde, at afdelingerne har et incitament til ikke at anmelde skader til Patienterstatningen.
Jeg vil også opfordre Folketingets politikere til at være meget opmærksomme på at bevare og styrke sundhedsprofessionelles tillid til den danske patienterstatningsmodel. Desværre er der politiske overvejelser om give Styrelsen for Patientsikkerhed adgang til oplysninger i et nyt såkaldt »triggersystem« i Patienterstatningen. Dette system sender en melding ud til f.eks. en afdeling, hvis den i en periode har haft mange erstatningssager. Meningen er, at man kan gennemgå sagerne og lære af dem. Det er i udgangspunktet en god idé.
Men det er til gengæld en rigtig dårlig idé at give Styrelsen for Patientsikkerhed adgang til disse oplysninger. At bryde med helt grundlæggende principper om vandtætte skotter mellem de to systemer kan vise sig ødelæggende. Efter en tid hvor tillidsforholdet mellem sundhedsprofessionelle og styrelsen har nærmet sig nulpunktet, er det utrolig dårlig timing at give styrelsen dette indblik, og jeg kan kun advare imod det. Kære politikere, vi har en unik ordning, som er til gavn for både patienter og sundhedsprofessionelle. Lad os nu samles om at passe på den fremfor at undergrave den.
