Skip to main content

Kampvalg i PLO

Sidste deadline for opstilling til valg i PLOs regionale kredse udløb i fredags, og det tegner til kampvalg flere steder. I alle regioner er der flere opstillede end antallet af repræsentanter, der skal vælges. Mange kandidater har holdninger, der er i modstrid med den nuværende ledelse, men formanden byder debatten velkommen.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox. (Foto: Erwin Wodicka - wodicka@aon.at)

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

10. nov. 2014
5 min.

I alt 84 kandidater har ladet sig opstille til valg i de fem regionale kredse i Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Det er usædvanligt mange. I alt skal der vælges 50 repræsentanter. Men til de, der ikke måtte blive valgt som repræsentanter, er der også 50 suppleantpladser på valg.

Interessen samler sig imidlertid om selve repræsentanterne. Det er dem, der har magten. Den flok, der nu vælges – elektronisk og med deadline 2. december – udgør samtidig det repræsentantskab, som vil komme til at sidde med den øverste magt i PLO.

Hvis nogen skulle være i tvivl, blev repræsentanternes betydning gjort tydelig i juni sidste år, hvor de mod mange praktiserende lægers forventning besluttede ikke at stemme nej til overenskomsten. Et smalt flertal gik imod holdningen hos den daværende formand, Henrik Dibbern, som prompte gik af.

Nu vil han tilbage. Hans navn er at finde blandt de 16 PLO-medlemmer, som er opstillet i Region Syddanmark. Hans holdninger er velkendte – primært en anden definition end den nuværende ledelse af, hvad et rimeligt kompromis er.

”Først og fremmest skal vi kun indgå gode aftaler, uanset om det er lokalt eller centralt. PLO skal have så megen tillid til sig selv, at vi altid tør sige nej til en dårlig aftale”, siger han.

Den tidligere formand er ikke alene. På opstillingslisterne går en række navne igen, der har været tydelige stemmer i debatten efter skæbnedagen i juni 2013. Og holdningerne kan man læse sig til på kandidaternes valgoplæg, der ligger på de regionale PLO-hjemmesider - se link nedenfor. Det spræller af synspunkter, der ikke lige kimer med den nuværende ledelses linje.

Marianne Puge Nielsen, som stiller op i Region Hovedstaden, er en af dem. Hun er medlem af interessegruppen SPRAL (Selvstændigt Praktiserende Læger), som så dagens lys netop efter mødet i juni 2013, og som samler, hvad man vel kunne kalde oppositionen.

”Jeg er rigtig bekymret for vores fag og føler mig forpligtet til at gøre en indsats. Når man har råbt så meget op, som jeg har gjort, så synes jeg også, det forpligter. Det er nemmest at stå uden for og være utilfreds, og jeg vil godt indenfor og være med til at gøre en forskel”, siger hun.

Faktaboks

Fakta

PLO-formand: godt med debat

Det er svært at opgøre i tal, hvor mange kandidater, der er i opposition til den nuværende ledelse. Det er også muligt, at debatten i kølvandet på juni-afstemningen har fået flere støtter af den nuværende linje til at stille op.

Under alle omstændigheder glæder det PLO-formand, Bruno Melgaard Jensen, som er fra Region Midtjylland, at så mange kandiderer.

”Jeg er ikke overrasket over det, men jeg er glad for det. Det har god sammenhæng med den fagpolitiske aktivitet, der har været de sidste par år”, siger han.

Forventer du et opgør med din egen linje?

”Jeg forventer ikke et opgør - men jeg forventer debat i repræsentantskabet, og det er det, vi har det til".

Hvad vil du egentlig gøre som formand, hvis det viser sig, at modstanderne af din linje får flertal i det, der bliver PLOs kommende repræsentantskab?

”Jeg regner med, at vi får god tid til debat i det kommende repræsentantskab, og så må vi finde fælles fodslag til gavn for almen praksis”.

Opgør i hovedstaden

Valget af repræsentanter i PLO-Hovedstaden vil formentlig påkalde sig særskilt opmærksomhed. Her går den hidtidige formand, Birgitte Alling Møller, af, idet hun har siddet den maksimale periode på seks år, og hun stiller ikke op som menigt medlem.

I alt har 28 praktiserende læger meldt sig som kandidater til de 15 poster – heraf to på Bornholm, hvor der skal vælges en repræsentant.

Opstillingslisten omfatter adskillige profiler, der i debatten har givet sig til kende med holdninger, der ikke flugter med Birgitte Alling Møllers, og hun er ikke i tvivl om, at der bliver tale om et intenst valg.

”Det bliver helt sikkert kampvalg med 28 kandidater til 15 pladser”, siger hun.

Ligesom PLOs formand hæfter hun sig ved interessen og ser den som en glædelig udvikling.

”Det er helt usædvanligt. Ofte er det svært at finde kandidater. Det er rigtigt positivt”.

Hvordan har du det med at stoppe?

”Det har været sjovt og spændende at være med, og jeg har brugt meget tid på det, men nu er det tid at lave andre ting. Det er naturligt at stoppe helt. Nu skal der nye til”.

Se de ni kandidater i PLO-Nordjylland her.

Se de 18 kandidater i PLO-Midtjylland her.

Se de 16 kandidater i PLO-Syddanmark her.

Se de 13 kandidater i PLO-Sjælland her.

Se de 28 kandidater i PLO-Hovedstaden her.