Skip to main content

Kan udenlandske vasektomiresultater overføres til danske forhold?

Jens O.R. Sønksen

2. nov. 2005
4 min.

I Danmark udføres der 6.000-7.000 bilaterale vasektomier om året med henblik på at opnå permanent sterilisation (1). Indgrebet er effektivt og udføres ambulant i lokalanæstesi oftest efter kort oplæring af reservelæger under uddannelse, herefter får de kun supervision ved behov. Selv om indgrebet af mange anses for at være forholdsvis enkelt, er operationen ikke altid lige let at udføre for den kirurgisk uerfarne reservelæge.

Traditionelt har man som operationsadgang ved vasektomi anvendt dobbeltsidig skrotal incision, men i 1974 udviklede den kinesiske læge Li (2) en ny vasektomimetode, hvor man gennem en lille, ikke suturkrævende åbning af raphe scroti trækker henholdsvis højre og venstre ductus deferens frem med henblik på deling og ligering. Det antages, at der i Kina alene er udført mere end 15 mio. vasektomier a.m. Li, og metoden er siden taget i brug af urologer i det meste af verden.

Begge metoder kan være forbundet med postoperative komplikationer i form af bl.a. smerter og blødninger med en risiko for rekanalisering af ductus deferens og dermed metodesvigt.

De to metoder er sammenlignet i flere udenlandske, randomiserede studier. Vasektomi a.m. Li er hurtigere at udføre og giver færre komplikationer end den traditionelle vasektomi med dobbeltsidig skrotal incision. Permanent sterilisation opnås lige ofte (3).

Nielsen et al (4) præsenterer i dette nummer af Ugeskrift for Læger en retrospektiv gennemgang (n=2.563) af vasektomi a.m. Li og finder metoden effektiv med hensyn til permanent sterilisation baseret på en rekanaliseringsrate på 1,4%, hvilket er i overensstemmelse med tidligere nationale og internationale opgørelser. Komplikationsraten er ikke angivet. Christensen et al (5) kunne i et prospektivt, randomiseret studie (n=99), som også præsenteres i dette nummer af Ugeskrift for Læger, ikke påvise signifikante forskelle mellem vasektomi a.m. Li og traditionel vasektomi med hensyn til metodesvigt, tidsforbrug, komplikationer, patientgener og operatørens kirurgiske erfaring. Antallet af komplikationer (13% hæmatomer og 5% metodesvigt) og patientgener fandtes at være højt, specielt sammenholdt med internationale opgørelser. Forfatterne tager konsekvensen af dette i form af en mere systematisk oplæring af yngre kirurger i vasektomi samt en revision af den skriftlige patientinformation, med mere præcise oplysninger om komplikationsfrekvensen.

Det er tankevækkende, at et lille, ambulant indgreb som vasektomi, uanset metoden, tilsyneladende har så høj komplikationsrate i Danmark sammenlignet med totale komplikationsrater på omkring 1% i de bedste udenlandske studier (2). Selv om man skal være forsigtig med at drage endelige konklusioner ud fra studiet af Christensen et al (5) på grund af det relativt begrænsede patientantal, svarer komplikationsraten til den, der er fundet i flere tidligere danske studier, og arbejdet repræsenterer formentlig den virkelighed, der svarer til forholdene på mange danske hospitalsafdelinger, som udfører vasektomier. I modsætning til på flere hospitalsafdelinger i Europa og USA, hvor indgrebet udføres af reservelæger under supervision af en erfaren seniorlæge, har der i Danmark været tradition for, at indgrebet ofte selvstændigt varetages af yngre reservelæger med begrænset kirurgisk erfaring.

Det skal dog understreges, at det er vanskeligt at sammenligne danske og udenlandske resultater, ikke mindst fordi de fleste danske patientserier er relativt små, som det også var tilfældet i Christensen et al's (5) studie. Imidlertid er de her præsenterede komplikationsrater ved vasektomi så meget højere i forhold til i internationale arbejder, at de sandsynligvis ikke blot kan afvises på grund af små tal. Et andet forhold, som påvirker komplikationsfrekvensen i negativ retning, er, at de fleste reservelæger kun udfører et beskedent antal vasektomier, før de skifter til en anden kirurgisk afdeling, som ikke udfører vasektomi.

For at nedsætte antallet af komplikationer, som måske også gælder for andre mindre, operative indgreb i Danmark, skulle en erfaren kirurg være til stede for at kunne give en grundig og vedholdende oplæring af den kirurgisk uerfarne reservelæge under uddannelse. Dette synes at være i overensstemmelse med Speciallægekommissionens anbefaling af mesterlæren som fremtidens pædagogiske metode i den kliniske videreuddannelse.

Imidlertid vil det forudsætte en holdningsændring og en anden tilrettelæggelse af arbejdet blandt læger og ikke mindst tilførsel af ressourcer, hvis mængden af øvrigt lægearbejde og antallet af øvrige operationer skal opretholdes.


Referencer

  1. Sundhedsstyrelsen. Operationer 1996-1999. Nye tal fra Sundhedsstyrelsen 2001; 4: 1-30.
  2. Li SQ, Goldstein M, Zhu J, Huber H. The no-scalpel vasectomy. J Urol 1991; 145; 341-4.
  3. Sokal D, McMullen S, Gates D, Dominik R. A comparative study of the no scalpel and standard incision approaches to vasectomy in 5 countries. The Male Sterilization Investigator Team. J Urol 1999; 162: 1621-5.
  4. Nielsen MF, Sørensen VT, Sørensen S. Frekvensen af rekanalisering ved vasektomi. Ugeskr Læger 2002; 164: 2394-7.
  5. Christensen P, Al-Aqidi OAK, Jensen FS, Dørflinger T. Vasektomi. Ugeskr Læger 2002; 164: 2390-4.