LEDER - Godt, at regionerne omsider fokuserer på, hvordan læger kan finansiere deres nødvendige efteruddannelse og dygtiggøre sig, uden at blive viklet ind i habilitetsproblemer.
Når skolelæreren eller den offentlige anklager skal på efteruddannelse, er der ikke den mindste tvivl om, hvem der skal betale. Det skal arbejdsgiveren naturligvis. Men når læger skal holde sig ajour, ser virkeligheden pludselig helt anderledes ud. I en tid, hvor læger i den grad måles på deres performance, har de ofte svært ved at få mulighed for at blive bedre, og de har svært at ved få den nødvendige finansiering. Nogle opgiver, andre søger støtte andre steder. En undersøgelse fra Lægeforeningen viser f.eks., at 37 procent af speciallægerne på sygehusene i løbet af det seneste år har deltaget i efteruddannelse finansieret af industrien.
Det er både mærkeligt og uacceptabelt, at efteruddannelse af læger ikke er en selvfølge for regionerne, og at midlerne er så sparsomme. Vi burde dele ambitionen om at give patienterne den bedst mulige behandling, og det kræver læger, som løbende kan efteruddanne sig.
I det lys er det positivt, at regionernes sundhedsdirektører nu har sat gang i en proces for at finde frem til en ny form for finansiering af lægers efteruddannelse. Flere regioner har allerede sat gang i konkrete initiativer.
Det nye fokus på lægers efteruddannelse i regionerne kommer i kølvandet på debatten om de habilitetsregler, som Medicinrådet indførte i foråret. Rådet, som har til formål at sikre en tung faglighed i vurdering af nye og ofte meget dyre lægemidler, stiller det krav, at læger ikke deltager i firmabetalt efteruddannelse, f.eks. en konferencerejse. Der har været en del forvirring om, hvordan reglen skulle tolkes, og den ses som en del af årsagen til, at flere fagudvalg p.t. har ubesatte poster.
Reglen har haft den positive sideeffekt, at regionerne nu har sat fokus på, hvordan de kan støtte, at læger, som løser opgaver for Medicinrådet, rent faktisk får praktisk mulighed for at deltage i relevante kongresser. Fint, at de på den måde åbner op for finansiering. En start, men også kun det. For det er vigtigt, at fokus ikke kun er på de få.
Efteruddannelse er ikke kun et spørgsmål om at kunne deltage i internationale kongresser. Det kan være også være kurser, sidemandsoplæring, forløb med systematisk feedback og meget andet. Og efteruddannelse er ikke kun relevant for fagets fyrtårne på universitetshospitalerne. Der er brug for en bred finansiering, som kommer alle læger og dermed alle patienter til gavn.
Og så skal der selvfølgelig findes en fornuftig løsning for Medicinrådet, som skal have ordentlige rammer. Selvfølgelig skal der være stramme habilitetskrav til de lægelige deltagere af hensyn til både de beslutninger, der tages i rådet, og dets troværdighed. Men det haster med at sikre, at lægerne kan deltage i de nødvendige faglige konferencer. Ellers er risikoen, at de eksperter, som man gerne vil have med, er afskåret fra en vigtig kilde til at holde sig ajour. Det giver ikke mening.
Jeg vil også råde regionerne til at lytte til de Lægevidenskabelige Selskaber, som har peget på behovet for at sætte midler og tid af til de lægelige eksperter i de faglige udvalg. De udfører et uvurderligt og tidskrævende arbejde i deres fritid. Det bør værdsættes på anden vis end i skåltaler.
Mit håb er, at regionerne viser format i denne sag. At de satser på i de kommende måneder at få rammerne for Medicinrådet på plads. Vi støtter helhjertet, at dette arbejde kommer rigtigt i gang. Og at regionerne også løfter blikket, ser ud over hele sundhedsvæsenet og sikrer, at de mange dygtige, ambitiøse og videbegærlige læger får mulighed for at suge ny viden til sig og yde deres allerbedste.
