Skip to main content

Kartofler, kødkvæg, og kranspulsårer

Kristian Korsgaard Thomsen er overlæge på Hjertemedicinsk Afdeling, Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Men der er lige et par ting, der skal klares, før han tager på arbejde.

Overlæge Kristian Thomsen. Privat foto.
Overlæge Kristian Thomsen. Privat foto.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

10. jul. 2018
3 min.

6.00 Jeg har på en måde et dobbeltjob. Vi bor på den gård ved Skjern, hvor jeg er født og vokset op, og driver 110 ha. landbrug ved siden af. Så jeg begynder dagen med at gå ud og se på vandingsmaskinerne, som under tørken kører heftigt på vores sandjorder med kartofler. Her om sommeren er vores limousinekødkvæg ude og lave naturpleje ved Skjern Å. Vi har omkring 100 dyr. Der er problemer med en traktor, som jeg skal have sat hen på maskinværkstedet, inden jeg kører de 60 km til arbejde. Og hunden skal luftes.

 

8.15 Det er KAG-dag på arbejdet. Jeg skal undersøge kranspulsårer, og sygeplejerskerne har gjort den første patient »stikkeklar« med afspritning og sterilafdækning. Han er indlagt på mistanke om en blodprop, hvor åren ikke er lukket helt til og har akut fået blodfortyndende og stabiliserende medicin. Jeg taler med ham og fortæller, at der kan være en så kraftig forsnævring, at det kræver en ballonudvidelse, som her i Region Syd skal foregå i Odense. Undersøgelsen kan også vise flere forsnævringer, så det kræver en operation. Det skal vi se nu.

 

8.40 Jeg lægger en lokalbedøvelse i huden over pulsåren i højre lyske og stikker ind. Kateteret føres op til kranspulsårerne, hvor jeg kan se, at en del af højre kranspulsåre er aflukket. Det ser ud til at have stået på i et par døgn. Jeg ringer til Odense for at høre, om de vil have ham kørt over straks, liggende med kateteret, så de kan gå videre og lave ballonudvidelsen. Men de har travlt og vil hellere vente til i morgen, så jeg lukker hullet i lysken.

 

9.10 Næste patient er en kvinde – også med svær forsnævring i kranspulsåren, hvilket har været tæt på at give anledning til blodprop – men hun er reddet til hjørnespark med blodfortyndende medicin. Også hun skal til Odense til ballonudvidelse i morgen.

 

10.00 En række patienter, som er forundersøgt, og hvor der er mistanke om forsnævringer, er henvist til vurdering hos os. Hos de næste to patienter viser vores CT-billeder, at der er forkalkning og mulig svær forsnævring i væggen af kranspulsåren. Ingen af dem har forsnævringer, der betyder noget. Pga. kalken i årernes væg fortæller jeg dem, at en videreudvikling skal forebygges med kolesterolsænkende medicin. Men der er hverken behov for ballonudvidelse eller operation.

 

11.40 En 59-årig kvinde har betydelig svækkelse af hjertets pumpefunktion. Det viser sig, at det ikke skyldes kranspulsåren. Hun har haft episoder med atrieflimren og takykardi, og det har formentlig udløst svækkelsen. Da hjerterytmen nu er medicinsk behandlet, er der gode muligheder for, at pumpefunktionen vil blive bedre.

 

12.30 Jeg skal være i Aarhus kl. 17 til møde i en arbejdsgruppe, som jeg er involveret i. Jeg spiser lidt af min madpakke foran skærmen, hvor jeg analyserer undersøgelserne.

 

13.15 En ældre mand med en aortastenose skal have undersøgt sine kransårer før en fælles, tværdisciplinær onlinehjertekonference med henblik på klapoperation – skal den være åben, eller ballonbaseret? Derefter går det slag i slag med de sidste tre patienter, der skal undersøges

 

14.45 Jeg drøner ud ad døren og kører til Aarhus. Trafikken er tæt, så jeg holder ind til siden og sover i ti minutter. Når frem næsten til tiden. Vi gennemgår det seneste studie om PCSK9-hæmmere – en ny effektiv kolesterolsænkende medicin til injektion. Vi taler også om omlægningen af hjerterehabilitering, der skal lægges ud til kommunerne – er stor risiko, man løber.

 

20.00 Uden for hotellet venter min datter, som læser medicin i Aarhus. Vi når lige at snakke sammen en halv times tid, inden jeg kører hjemad. Hjemme på gården går jeg igen ud og flytter vandingsmaskinerne og ordner andre ting.

 

01.00 I seng.