Skip to main content

KBU-undersøgelse bekymrer Danske Regioner

Anne Steenberger, as@dadl.dk

5. nov. 2010
2 min.

En nyligt offentliggjort undersøgelse blandt basislæger og turnuslæger vækker bekymring i Danske Regioner. Den viser, at en stor del af klinisk basisuddannelse (KBU)-lægerne føler sig mindre fagligt rustede end turnuslægerne. I en artikel i Ugeskrift for Læger (2010;172:2925-8) siger bl.a. ledende overlæger, at KBU-lægerne ikke har de samme kompetencer som turnuslægerne. Flere - både blandt ledende overlæger og forskere og blandt de unge læger - efterlyste i den anledning, dels at KBU bliver forlænget med et halvt år, dels at intern medicin bliver en obligatorisk del af KBU.

Danske Regioner er som sygehusejere ansvarlige for rammen om den lægelige videreuddannelse. Formand for regionernes sundhedsudvalg, Ulla Astman, siger:

»Denne undersøgelse styrker en bekymring, vi hele tiden har haft over KBU. Der er skåret et halvt år væk af basisuddannelsen, er det rigtigt at gøre? Det løser jo ikke lægemanglen«.

Intern medicin er ikke obligatorisk i KBU, og det betyder, at de unge læger, der ikke har haft det, efter endt basisår ikke har erfaring i at modtage og vurdere den akutte patient. Det får flere til at mene, at intern medicin bør være obligatorisk. Ulla Astman siger:

»Det er en af de ting, man godt kan overveje at lave om på. Også i lyset af lægemanglen i almen praksis«.

Hun mener dog, at det ikke er retfærdigt at sammenligne turnuslæger og KBU-læger:

»De to uddannelser er vidt forskellige og har ikke samme fokus. Derfor er det ikke retfærdigt at bedømme dem ud fra samme kriterier, som nogle gør. KBU handler meget om at gøre de unge vant til at tage kitlen på og føle sig godt tilpas med det, det skal man huske«.

Ulla Astman vil ikke nu melde ud, om noget skal laves om:

»Det er endnu for tidligt at vurdere. Jeg vil afvente den evaluering, som Sundhedsstyrelsen kommer med til foråret«, siger hun.