Skip to main content

Kirurger lider af dårligt fysisk arbejdsmiljø

Næsten alle kirurger melder om smerter på grund af det fysiske arbejdsmiljø, viser ph.d. projekt. Op mod hver fjerde tager smertestillende medicin ugentligt.

Foto: BEP/R. BARSOTTI/NICE MATIN.
Foto: BEP/R. BARSOTTI/NICE MATIN. (Foto: colourbox.com)

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

17. okt. 2017
3 min.

En spørgeskemaundersøgelse blandt danske kirurger inden for åben kirurgi, kikkert- og robotkirurgi viser, at hele 90 pct. af dem har ondt i mindst en kropsdel, og 77 pct. har ondt flere steder. Det er især lænd, ryg, nakke og skuldre, det går ud over.

Faktaboks

Fakta

Undersøgelsen er led i et ph.d. projekt på Syddansk Universitet, som omtales i det seneste nummer af Magasinet Arbejdsmiljø, der er udkommet i dag.

Endvidere viser undersøgelsen, at 20-25 pct. af kirurgerne tager smertestillende medicin ugentligt.

Det er cand. scient. Tina Dalager fra Institut for Idræt og Biomekanik, der er i gang med ph.d. projektet, og hun har især undersøgt, om der skulle være forskelle på den fysiske belastning afhængigt af, om kirurgerne arbejder med kikkertkirurgi selv eller ved hjælp af en robot. Svaret er nej.

”Problemet flytter sig blot til andre muskelgrupper”, siger Tina Dalager til Magasinet Arbejdsmiljø.

Kirurgerne melder, at smerterne er på niveau 3-4 på en 10-trins skala.

”I den akademiske litteratur siger man, at man bør være særligt opmærksom på de arbejdsgrupper, der rapporterer smerteintensitet på tre og derover. Så kirurgernes oplevelse af smerte er høj”, siger hun til magasinet og spår, at mange kirurger bliver nødt til at stoppe i utide med at operere, hvis der ikke bliver sat initiativer i gang, som kan forebygge og behandle deres skader.

Tina Dalagers undersøgelse er på vej til offentliggørelse - formentlig i starten af 2018 - i en videnskabelig artikel, som p.t. er under review i et internationalt tidskrift.