Klage over hovedpine efter rygmarvsbedøvelse

Patientklagenævnet har i december 2007 udgivet en sammenfatning af nævnets afgørelser vedr. rygmarvsbedøvelse. Sammenfatningen findes på nævnets hjemmeside www.pkn.dk/publikationer. Denne artikel er udarbejdet med baggrund i sammenfatningens kapitel 9.

Baggrund

Rygmarvsbedøvelse er en lokal bedøvelse (anæstesi). Ved lokalbedøvelse er man vågen og smertefri under indgrebet, men man kan dog stadig mærke tryk og berøring. Begrebet rygmarvsbedøvelse omfatter to forskellige teknikker til fremkaldelse af bedøvelse (anæstesi) i et ønsket område:

Epidural anæstesi

Ved en epidural anæstesi føres en speciel kanyle, epiduralkanylen, ved hjælp af en særlig teknik ind i det såkaldte epiduralrum, som er beliggende uden på den hårde rygmarvshinde (dura mater spinalis). Derpå føres et tyndt plastikkateter gennem epiduralkanylen og anbringes således i epiduralrummet, hvorpå epiduralkanylen fjernes. Der kan så sprøjtes lokalanæstesimiddel (og ofte også morfinlignende stoffer, såkaldte opioider) ind gennem epiduralkateteret, hvorved der fremkaldes lokal bedøvelse svarende til operationsområdet. Fordelen ved denne teknik er, at bedøvelsen kan udstrækkes i tid til også at omfatte de første dage efter operationen, idet der til stadighed kan indsprøjtes lokalbedøvelsesmiddel ved hjælp af en pumpe.

Spinal anæstesi

Ved en spinal anæstesi indføres en tynd kanyle, spinalkanylen, i ryggen. I modsætning til en epidural bedøvelse føres spinalkanylen gennem den hårde rygmarvshinde. Når spinalkanylen har perforeret den hårde rygmarvshinde, ligger den med spidsen inde i rygmarvsvæsken (cerebrospinalvæsken), hvor lokalbedøvelsesmidlet derpå sprøjtes ind. Fordelen med denne teknik er blandt andet, at den giver et hurtigt og pålideligt virkning af lokalbedøvelsen, og at bedøvelsen bliver »dyb«, det vil sige med særdeles god muskelslaphed, hvilket er af betydning ved ortopædkirurgiske indgreb.

Igennem adskillige år har man på mange anæstesiafdelinger kombineret fordelene ved de to former for rygmarvsbedøvelse, idet man har brugt en såkaldt epi-spinalanæstesi, hvorved man anlægger både en spinalanæstesi og et epiduralkateter med henblik på smertebehandling efter operationen.

Det kan oplyses, at spinalhovedpine i efterforløbet af en rygbedøvelse forekommer hos 1-5% af de patienter, som har fået anlagt epiduralkateter. Hos hovedparten af disse patienter skyldes hovedpinen en utilsigtet punktur af den hårde hjernehinde, som afgrænser rygmarven og rygmarvsvæsken.

Det kan endvidere oplyses, at det vurderes oftest at skyldes en hændelig komplikation til anlæggelsen, at der efterfølgende opstår hovedpine.

Konkret afgørelse

Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af lægen, idet spinal-epiduralbedøvelse og den efterfølgende primært konservative behandling af patientens hovedpine var i overensstemmelse med normen for almindelig faglig standard.

Klage over hovedpine i forbindelse med rygmarvsbedøvelse (0342111P)

En 31-årig kvinde fik indsat en knæprotese i højre knæled. Indgrebet blev udført i kombineret spinal-epdiduralbedøvelse, således at epiduralkateteret skulle blive siddende med henblik på postoperativ smertebehandling.

Kort tid efter operationen fik patienten hovedpine, som var værst i siddende stilling, mens der var nogen lindring i liggende stilling.

Den følgende dag havde patienten fortsat hovedpine, og det blev vurderet, at der kunne være tale om spinalhovedpine, og der blev anbefalet fortsat smertebehandling via epiduralkateteret samt rigeligt med væske, Kodein og fladt sengeleje. Patienten ønskede imidlertid at få fjernet epiduralkateteret.

Patienten fik samme aften anlagt en blood patch, som havde god effekt på hovedpinen.

Der blev klaget over, at patienten efter operation i rygmarvsbedøvelse udviklede kraftig hovedpine, og at hun først fik anlagt blood patch 1 døgn efter.

Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af lægen, idet bedøvelsen og den efterfølgende primært konservative behandling af patientens hovedpine var i overensstemmelse med normen for almindelig faglig standard.

Nævnet oplyste, at der ved en spinalbedøvelse er risiko for, at der efter indgrebet kan opstå en såkaldt spinalhovedpine. Årsagen antages at være, at der gennem det fremkaldte hul i den hårde hjernehinde kan ske en lækage af rygmarvsvæsken. Derved kan væsketrykket omkring rygmarven og hjernen falde, hvilket kan fremkalde hovedpine. En mulig behandling af spinalhovedpine er at forsøge at lukke det opståede hul i den hårde rygmarvshinde ved at indsprøjte noget af patientens eget blod i epiduralrummet (en såkaldt epidural blood patch), idet der dannes et blodkoagel, som lukker hullet.

Nævnet oplyste endvidere, at det anses for karakteristisk for spinalhovedpine, at den forsvinder, når patienten ligger ned.

Nævnet oplyste endeligt, at spinalhovedpine kan være voldsomt generende for patienten, men i mange tilfælde er spontant forbigående med en varighed på højst 4-5 dage. Konservativ behandling af spinalhovedpine, bestående i sengeleje, rigelig væskeindgift og smertestillende stærk medicin, er derfor sædvane på mange anæstesiafdelinger.