På Sygehus Lillebælt kommer alle læger og alt sundhedspersonale på kursus i at kommunikere bedre med patienterne. Det skaber større tryghed og fremmer helbredelsen, at patienten forstår situationen og bliver en mere aktiv medspiller i sin egen behandling.
Det er fredag lige over middag på Sygehus Lillebælt i Fredericia. De otte ansatte, der i dag er på kursus i kommunikation, samles i undervisningslokalet i kælderen for at se endnu en video af en samtale med en patient. Holdet på dette modul består af to læger og seks sygeplejersker fra Øjenafdelingen samt Øre- næse- hals- afdelingen, og de er kommet til den del af kurset, der består i at gennemgå deres egne videooptagelser af udvalgte samtaler med patienter. Før frokost har de netop gennemgået en video af en af lægernes samtale med en patient.
”Det var meget lærerigt,” fortæller overlæge i ortopædkirurgi Lilli Sørensen, der leder dette kursus sammen med sin kollega overlæge Martin Kirkegaard fra Øre- næse- halsafdelingen.
”Vi havde en forrygende snak om, hvad lægen kunne have gjort anderledes, så kommunikationen med patienten havde fungeret bedre. Der er så meget, der pludselig bliver tydeligt, når man ser sådan en samtale filmet,” forklarer hun.
Det deltagerne især hæftede sig ved var, at lægen havde for travlt med at styre samtalen. Det var i udpræget grad ham, der kørte sin egen dagsorden igennem, og i for ringe grad patienten, der fik lov at komme på banen med sin dagsorden og stille spørgsmål. Og netop det med at lade patienten komme til orde og være med til at bestemme, hvad der skal snakkes om, er vigtigt.
”Det kan måske virke lidt som spild af tid, at en læge indleder en samtale med en patient med at spørge om, hvad patienten selv synes, de skal snakke om. Men hvis patienten nu for eksempel sidder og er nervøs for, hvor farlig en ny knude i brystet er, så kan man ligeså godt tage det spørgsmål med det samme, for patienten har alligevel fokus på det. Det viser sig i øvrigt ofte, at der er flere spørgsmål, patienten har tænkt over, og at det ikke altid er det første, der er det vigtigste,” forklarer Lilli Sørensen.
Med formiddagens snak in mente, tager holdet hul på eftermiddagens første video. Det er sygeplejerske Charlotte Overgaard Villadsen, som briefer en iransk patient om, hvordan han skal forholde sig forud for en bronkoskopi. Hun har megen vigtig information og flere foldere, han skal have med sig, så hun går lige på og spørger først langt henne i samtalen, om der er noget, han vil spørge om.
Det viser sig, at han er bekymret for, at hans stemme har forandret sig, siden han blev syg. Det spørgsmål fylder meget i hans bevidsthed, og Charlotte får forklaret ham, at man under undersøgelsen også vil kunne kigge på hans stemmebånd. Det beroliger ham.
Da gruppen bagefter evaluerer samtalen, er Charlotte lidt ked af, at hun ikke lod patienten komme til orde tidligere i samtalen. De andre kursusdeltagere giver hende ret, men roser hende til gengæld, fordi hun er dygtig til at screene, om patienten nu også forstår, hvad hun siger. Hun gør sig for eksempel umage med både at bruge ordet anæstesi og ordet bedøvelse. Hun er også dygtig til at samle tråden op igen, da patienten på et tidspunkt kører lidt ud ad en tangent og beretter om engang, han blev ramt af et skud. Her lytter hun til ham og får derefter samtalen tilbage på sporet igen.
Efter gruppens respons spiller Charlotte starten på samtalen igennem igen i et rollespil. Hendes kollega, Elise Hygum Jensen, spiller patienten, og denne gang indleder Charlotte med at spørge patienten, hvilke forventninger han har til samtalen. Han (Elise) kommer straks ind på det, der bekymrer ham mest, nemlig det med stemmen, og Charlotte får det besvaret og får således parkeret det emne, så han bedre kan koncentrere sig om at modtage de vigtige informationer, hun skal give ham forud for undersøgelsen.
Lilli Sørensen og Martin Kirkegaard har selv været på samme type kursus og dernæst på et kursus i at undervise deres kolleger. Kommunikationskurset hedder Klar Tale, det er udarbejdet af Lægeforeningen og er en del af sygehusets kommunikationsprogram med samme navn.
”Jeg har selv oplevet, at kurset har skabt en ændring i min måde at gå til en samtale med en patient på. Jeg har fået mere fokus på, hvor vigtigt det er, at patienten og jeg får skabt en fælles dagsorden. Det giver simpelthen en mere konstruktiv samtale,” forklarer Lilli Sørensen.
Forskningsleder Jette Ammentorp satte det nye projekt Klar Tale i gang i 2011. Hun er oprindeligt sygeplejerske, men hun har skrevet ph.d. om kommunikation med patienter og er nu ansat som professor. Som en del af Klar Tale programmet starter alle afdelinger med at uddanne deres egne undervisere, som derpå underviser deres kolleger på et todages og efterfølgende et endags kursus.
”På den måde får vi efterhånden alle ansatte igennem kurset, og det begynder at præge kommunikationen positivt på hele Sygehus Lillebælt,” forklarer Jette Ammentorp.
Siden projektets start i 2011 har der været 80 læger og sygeplejersker på underviserkursus, og disse har efterfølgende haft deres egne sygehusafdelinger på kursus. Indtil videre har omkring 2000 ud af de ca. 3000 ansatte været igennem.
”Når vi ved, hvor vi vil hen med en samtale og har en plan for, hvordan den skal forløbe, undgår vi blindspor i samtalerne - og patienterne bliver trygge og forstår bedre de informationer, de skal have om deres egen sygdom,” forklarer Jette Ammentorp.
”Det er vigtigt, at patienten oplever, at lægen eller sygeplejersken har tid, lytter til dem og udviser forståelse og empati,” tilføjer hun.
Effekten af det meget omfattende kommunikationsprojekt måles af to ph.d. studerende i Vejle. Ved hjælp af spørgeskemaer, interviews og lydoptagelser kortlægger de både, hvad patienternes og personalets udbytte af kurserne er. Og indtil videre kan de konkludere, at personalet er glade for kurserne, de synes, det giver dem gode redskaber til at håndtere samtaler med patienterne, og det gør, at de føler sig mere ovenpå i forhold til jobbet.
Projektet er indtil videre blevet kopieret af et sygehus i staten Washington, og metoden har inspireret til et lignende kommunikationsprojekt i Bergen i Norge.
