Anja Mitchell: Klar til næste kamp

Lige om lidt skal vi til det igen. Overenskomstforhandlingerne for de 6.000 overlæger står for døren. 11. juni samles Overlægeforeningens repræsentantskab for at tage stilling til de krav, som vi skal rejse i 2015. Så vidt jeg kan se, er der kun en vej at gå: Vi skal kæmpe alt, hvad vi kan, for et bedre arbejdsmiljø. Men det stiller store krav til både os selv og arbejdsgiverne. Mere om det senere.

Den overenskomst, som vi indgik med Danske Regioner i 2013, gav anledning til en del debat. Vi opnåede mange af de mål, vi havde sat. Vi fik bedre mulighed for at aflaste nattevagten og fik begrænset hyppigheden for aftentjeneste. Vi fik bedre pension og større muligheder for at opnå indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen. Det bedst mulige resultat, især når man tager de skrappe økonomiske vilkår i betragtning.

Men arbejdsgiverne stillede også mange krav, og nogle af de elementer gjorde ondt på medlemmer med delvagt eller udetjeneste. Det ærgrer mig, at arbejdsgivernes ultimative krav betød, at nogle måtte gå ned i løn for det samme arbejde.

Men hvis overenskomsten skal give mening og respekteres, er det afgørende, at den ikke lægger hindringer i vejen for forandringer, som alle er enige om er nødvendige. Og jeg er overbevist om, at overenskomsten i 2013 sikrer os en stærkere og mere fremtidssikret position i sundhedsvæsenet end tidligere – plus de goder, der er nævnt ovenfor.

Vi er i fuld gang med store ændringer på sygehusene – samling af specialiseret behandling, etablering af fælles akutmodtagelser og omlægning til ambulant behandling og dagkirurgi. Disse omlægninger stiller store krav til overlægerne.

Langt de fleste patienter indlægges frem til kl. 22. Og vi ved, at tidsfaktoren spiller en væsentlig rolle i behandlingen. Derfor skal overlægerne være med i front, når patienterne kommer. Det var et givet vilkår, og det har vi adresseret i overenskomsten.

Men der er en bagside. Alle disse omlægninger belaster vores arbejdsmiljø. Tempoet skrues op. Der skal behandles flere patienter med de samme eller færre ressourcer. It-systemer og de fysiske rammer opleves mange steder som direkte hindringer for at kunne levere god behandling og omsorg. Det slider på arbejdsglæden, og det slider på helbredet.

Derfor bliver arbejdsmiljøet det vigtigste område under de næste forhandlinger. Natarbejde og vagter med høj intensitet er noget af det, der skaber mest stress. Her skal vi styrke regler, der kan bidrage til at mindske belastningen.

Vi har en særlig udfordring, når det gælder problemerne med at rekruttere ledende overlæger. Hvis overlægerne forsvinder ud af afdelingsledelserne, er det en alvorlig svækkelse af et centralt ledelsesniveau på sygehusene. Det er ikke holdbart, og derfor er vi nødt til at se på deres vilkår ved de kommende forhandlinger.

Det stigende pres i det almindelige daglige arbejde og de stadigt mere belastede rammer for arbejdet er ligeledes en væsentlig opgave, vi skal tage op. Udfordringen her er især, at det er forhold, som ikke alene kan løses med en paragraf i overenskomsten.

Det kræver en aktiv dialog lokalt på sygehusene, men det skal være en dialog, som understøttes af overenskomsten. Vi har taget de første skridt med præamblen til overenskomsten i 2013, og vi skal videre ad den vej i 2015.

Overlægerne er krumtappen på landets sygehuse. Den position skal vi udnytte til at skabe bedre vilkår i det daglige arbejde, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at forbedre vilkårene og styrke overlægernes position ved de kommende forhandlinger.