Skip to main content

Klinikchef på Rigets fødeafdeling giver op

Klinikchef for en af landets største fødeafdelinger orker ikke flere nedskæringer og forlader jobbet til nytår.

Rigshospitalet. Foto: Ugeskrift for Læger
Rigshospitalet. Foto: Ugeskrift for Læger

Klaus Larsen kll@dadl.dk

30. nov. 2016
2 min.

På Rigshospitalet forlader klinikchef Morten Hedegaard ved årsskiftet sin stilling som chef for en af landets største fødeafdelinger. Ifølge Politiken sker det i protest med henvisning til, at der er alt for få hænder og for lidt tid til de fødende:

”Den økonomiske ramme, som jeg som klinikchef har skullet arbejde under, er med årene blevet strammere og strammere. Det er efter min opfattelse nu svært at have det ultimative ansvar for både patienternes behandling og medarbejdernes trivsel”, skrev Morten Hedegaard i en afskedsmail til medarbejderne tirsdag.

Tidligere i år fik fødeafdelingen på Rigshospitalet en sur smiley af Arbejdstilsynet. Personalet havde så travlt, at det brød Sundhedsstyrelsens retningslinjer og udsatte de fødende kvinder og deres børn for potentielle sundhedsrisici.

Landets fødeafdelinger har i flere år klaget over pressede forhold. Det fik sidste år Folketinget til at afsætte 50 mio. kr. til at løfte området. Heraf tilfaldt fire mio. kr. Rigshospitalets fødeafdeling.

De fire statslige millioner inddrages nu af en anden hånd, idet alle Region Hovedstadens hospitaler ifølge budgetaftalen for 2017 skal finde besparelser og omprioriteringer for 640 millioner kroner. Fire af disse millioner blev fundet ved at lukke Rigshospitalets barselshotel i Aldersrogade.

Den besparelse blev ifølge Politiken det, der fik Morten Hedegaard til at kaste håndklædet i ringen.

Morten Hedegaard har ledet Rigshospitalets fødeafdeling i 14 år. Han har været fødselslæge ved alle kronprinsesse Marys og prinsesse Maries fødsler.