Kliniske fotografer - en truet ressource

Lyssætningen er sublim

Uden den, og uden efterfølgende, kyndig billedbehandling var det bare blevet endnu et billede, der registrerer en hånd med et kraftigt allergisk udslæt.

Men nu træder hver enkelt, væskefyldt blære frem, så man nærmest kan føle på den. Fotografen har fået lige præcis så meget af omgivelserne med, at man ikke kan være i tvivl om, hvilken legemsdel, der er fotograferet, og om udslættets omfang - man kan uden videre orientere sig. Dybdeskarpheden i makrooptagelsen tegner også de fjernere beliggende fingre. Farverne er klare, præcise og sprøde. Man kan se - næsten mærke - hvad der foregår i huden. Billedets kvaliteter forvandler den syge hånd til et landskab, man kan gå på opdagelse i.

Det er bedre end kunst.

Havde det været en arktisk gletsjer eller et termitbo i Afrika, kunne billedet være bragt i National Geographic Magazine.

Og faktisk har det prestigefyldte magasin bragt billeder af den kliniske fotograf på Amtssygehuset i Gentofte. Helene Ryttersgaard var nemlig en af de kliniske fotografer på Gentofte, der lavede billedserien af de opsigtsvækkende grønlandske mumier, som gik verden rundt, og som ingen, der har set dem, kan glemme.

Men de kliniske fotografer er en faggruppe, som er stærkt på retur. For fire år siden var der 160 aktive fotografer ansat på sygehusene. I dag er der 51, oplyser Pia Funder, sekretær i Dansk Jour-nalistforbund, der også organiserer de kliniske fotografer.

Uddannelse og erfaring

Den kliniske fotograf er en faguddannet tekniker med en grundlæggende, fireårig fotografuddannelse. Hertil kommer den erhvervede erfaring i at bevæge sig i et hospitalsmiljø, at kunne omgås patienter og pårørende med både empati og professionalisme. At vide, hvordan lyssætningen på en operationsstue påvirker billedet, hvad der er væsentligt at få med på billedet, hvilket snit, der skal stå skarpt.

Kliniske fotografer bliver brugt til operationsfotografering, patologisk sektionsfotografering, patientfotografering, øjenfotografering, dokumentering af medicin, instrumenter og apparatur, fotografering til videnskabelige værker og forskningsprojekter, PowerPoint-præsentationer, posterfremstilling med kurver, grafer og billeder, fremstilling af undervisningsmaterialer, servicering af billeddiagnostik og et væld af andre opgaver.

Det kan være et forløb - fra indlæggelse til udskrivelse, eller undervisningsforløb, som viser, hvordan man samler apparatur eller gennemfører nye operationer.

Det kan være personalefotografe-ring til tavlerne ude på afdelingerne eller til de nye ID-kort. Infrarød fotografering eller UV-fotografering.

Listen er lang.

I formiddags havde Helene Ryttersgaard en opgave, som krævede alle hendes evner, og som heldigvis er relativt sjælden: Hun skulle fotografere et mishandlet barn og levere billeder, der skulle bruges som bevismateriale i en retssag.

Helene Ryttersgaard har 27 års erfaring som klinisk fotograf. Efter en uddannelse som portræt- og industrifotograf kom hun i oktober 1977 via forskellige andre arbejdspladser - det var bl.a. hende, der lavede det kendte reklamefoto af kattekillingen på et Ege-tæppe - til ønskejobbet som klinisk fotograf på Amtssygehuset i Gentofte.

»Jeg har altid været glad for at være her. Selvfølgelig er der rutineprægede opgaver. Men der er hele tiden udfordringer, og jeg har hele tiden haft mulighed for at udvikle afdelingens kunnen og de ting, jeg laver«.

I timerne op til interviewet har Helene Ryttersgaard udvalgt billeder til en patientpjece. En række patienter fra børneafdelingen og fra hudafdelingen har været til fotografering i hospitalets veludrustede atelier.

»Nogle dage bliver jeg tilkaldt til operationsgangen eller til et sengeafsnit for at fotografere sengeliggende eller dårligt gående patienter, der ikke kan komme herover. Af tidsmæssige grunde samler jeg dog mest muligt her. Det giver også mere tid, som jeg bl.a. kan bruge til at billedbehandle«.

Slut med nye elever

I et hjørne af fotografens atelier står et par arkivskabe af metal. I hængemapperne findes en mere eller mindre kaotisk samling af billeder fra hospitalets liv gennem det meste af det 20. århundrede. Helene Ryttersgaard bruger ledige øjeblikke til at systematisere billederne, identificere personerne på dem og sortere dem efter en grov kronologi.

Det hører vist ikke til hendes jobbeskrivelse at være hospitalets hukommelse, men en dag vil de gamle billeder være uvurderligt materiale for historikere - om de så har sat sig for at skrive hospitalets egen historie, eller de mangler billeder til dokumentation af besættelsesmagtens overgreb i 1940-1945, hospitalsbyggeri i 1920'erne eller operationsstuens udseende i midten af 1900-tallet.

Derfor satser hun på at forsyne billederne med de oplysninger, uden hvilke de om få år bare vil være »sjove gamle billeder«, som ingen rigtig ved, hvad forestiller.

Helene Ryttersgaard har en travl hverdag. Ikke mindst fordi fotografafdelingen heller ikke er gået fri af sygehusets sparerunder: I dag er hun eneste fotograf på en afdeling, der for få år siden husede fire fotografer og en tegner/grafiker.

»Vi har tidligere også haft fotografelever. Men uddannelsen er blevet så kompliceret - også med specialer, som jeg ikke selv har - og den kræver så megen tid og planlægning, at jeg har valgt at stoppe med at tage nye elever«.

Den digitale fristelse

Men er den kliniske fotograf ikke en forældet luksus? Kan man ikke bare udstyre hver afdeling med et digitalt kamera og give folk et kursus i at bruge det?

»Det kan man da. Men oftest går det sådan, at kameraet bliver brugt meget i en periode, hvor der er én, der ved, hvordan det skal betjenes. Så rejser vedkommende, og så står man med et kamera, der ikke bliver brugt, og måske er forældet. Og de mange penge er spildt. Jeg hører i hvert fald, at mange afdelinger, der fotograferer digitalt, ikke selv er tilfredse. Måske også, fordi de ikke kan billedbehandle, og ikke har så megen idé om, hvordan man får et godt resultat ud af det. Jeg kan gå ind og lave farveprofiler, så printet passer med det, man ser på skærmen. Det er jo noget af det, der ligger i at være professionel«.

Helene Ryttersgaard vandrer ikke bare ind på operationsstuen og tager nogle billeder.

Hun skal vide, hvad operationen drejer sig om, forklarer hun. Om afdækningen måske er for blodvædet, så noget af blodet skal tørres væk af hensyn til billedet. Af æstetiske grunde, selvfølgelig, men også fordi det slører det, som billedet skal vise.

»Og er der blanke instrumenter, hvor man skal passe på lysreflekser? Og så skal man i øvrigt huske at få det masket til, så man ikke bare får hele operationsstuen med gulvet og lægens hænder osv.«.

En anden, lille praktisk detalje er operationsmasken, som fotografen naturligvis må bære på operationsstuen: »Når man holder søgeren foran øjet, er man nødt til at holde vejret, fordi udåndingsluften ellers får søgeren til at dugge«.Kvalitetsudvikling

Standardisering inden for klinisk fotografering er blevet en kritisk faktor i den diagnostiske og videnskabelige dokumentation.

Det afspejler sig hos de kliniske fotografer, der ligesom andre personalegrupper i sygehusvæsenet er begyndt at kvalitetsudvikle deres fag.

De kliniske fotografer er i disse år optaget af at lave en uddannelse som er certificeret, dvs. godkendt i Sundhedsstyrelsen og Undervisningsministeriet på lige fod med andre sundhedsfaglige uddannelser.

»Der findes ikke en egentlig uddannelse som klinisk fotograf. Det er noget, som den enkelte selv har måttet udvikle. De, der så går ind for det, gør det seriøst og professionelt«, siger Helene Ryttersgaard.

Hun har selv deltaget i internationale konferencer, og har bl.a. holdt foredrag i USA om den klinisk-medicinske fotografering i Danmark.

»I den forbindelse er jeg kommet i kontakt med fotografer, som har dannet en europæisk forening for videnskabeligt fotografi, der holder kurser og på den måde er med til at fremme en international standardisering«.

En standardisering betyder fx, at fotografen ikke bare fotograferer et håndled, men sørger for at få de to nærmeste led med, siger Helene Ryttersgaard. Det lyder banalt. Men i praksis letter det umiddelbart afkodningen af et billede, at det er taget efter de samme principper, uanset om det er sket i Esbjerg eller i København.

Som udøvende i et fag, der ligger lige til højrefoden i en sparerunde, er Helene Ryttersgaard meget bevidst om vigtigheden af at være serviceminded.

I den forbindelse opfordrer hun læger til at tænke kreativt over, hvad de faktisk kan bruge hendes fag til. Hun nævner som eksempel den svenske fotograf Lennart Nilsson, der i samarbejde med læger på bl.a. Karolinske Sjukhuset i Stockholm har dokumenteret den menneskelige krop helt ned til celleniveauet.

Mens Helene Ryttersgaard kan drømme om sit fags udvikling, er virkeligheden dog mere dyster:

»De fleste sygehuse har stadig kliniske fotografer. Men vi er ikke ret mange tilbage. Vi er i farezonen, for ,man kan da bare udlevere et digitalkamera til afdelingen - så kan de selv klare det`«, siger Helene Ryttersgaard.

Hendes omfangsrige og velholdte billeddatabase er i sig selv en illustration, som viser, at dén holdning ikke alene bringer æstetikken, men også sikkerheden og kvaliteten i farezonen.