Københavns Universitetshospital spiller ud

Københavns Universitetshospital optrådte første gang i H:S Sygehusplan fra 1995, men det har taget seks år at opbygge et optimalt fungerende samarbejde mellem parterne i Københavns Universitetshospital, der udgøres af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, Københavns Amts Sygehusvæsen og Hovedstadens Sygehusfællesskab. Steno Diabetes Center er associeret medlem.

Parterne er repræsenteret i Københavns Universitetshospitals Ledelsesforum (se Boks 1 ), der varetager den overordnede ledelse af Københavns Universitetshospital. Formandskabet i Københavns Universitetshospitals Ledelsesforum udgøres af et triumvirat bestående af Hans Hultborn, afgående dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Kø-benhavns Universitet, administrerende direktør Erik Juhl, H:S, og endelig amtssundhedsdirektør Peter Orebo Hansen, Københavns Amt.

Ugeskriftets videnskabelige redaktion ved Liselotte Højgaard og Bente Klarlund Pedersen har indbudt triumviratet for at få dem til at lette sløret for, hvorfor det har taget seks år at etablere samarbejdet omkring Københavns Universitetshospital og hvad vi overhovedet skal med en sådan konstruktion. Hvad angår det første spørgsmål er der ifølge Hans Hultborn flere forklaringer herpå:

»Ser man på det videnskabelige output så står Københavnsområdet meget stærkt - men i modsætning til både Århus og Odense er der i København en mere kompleks struktur med flere aktører - herunder to forskellige hospitalsvæsener. Dertil er det såkaldte hovedstadssyndrom vel også gældende: vi er os selv nok. I Odense og Århus står politikerne, amtet og universitetet automatisk sammen på en anden måde«.

Peter Orebo Hansen er enig: »I provinsen har man mindre enheder og en større overskuelighed, der kan sammenlignes med samarbejdet mellem praksissektoren og sygehusvæsenet - det er langt mere sammentømret i provinsen end i hovedstadsområdet. Min teori er, at relativt store enheder let bliver selvtilstrækkelige: De tror de kan selv, hvilket de også kan i vidt omfang. Og derfor er et objektivt behov for samarbejde mindre i hovedstaden.

Jeg er enig i, at vi rent undervisnings- og forskningsmæssigt sagtens kan måle os med både Århus og Odense, hvilket imidlertid ikke må blive en sovepude. Vi har et kæmpepotentiale i hovedstadsområdet - og hele Ørestadsregionen - som vi indtil nu slet ikke har set blot konturerne af«.

Erik Juhl: »Uden at være polemisk kan man sige, at det er os i hovedstadsområdet, der har behovet for et sådant samarbejde. Når man er en mindre enhed med kun én politikerkreds og stor personkontinuitet, er det sådan set ikke nødvendigt at konstruere et universitetshospital med logo osv. - samarbejdsparterne er lige til at række ud efter og man taler sammen hele tiden«.

Hans Hultborn og Peter Orebo Hansen medgiver, at samarbejdet mellem H:S, amtet og universitetet fortsat kan udvikles - men at der allerede nu foregår et hidtil relativt upåagtet samarbejde de tre parter imellem.

Erik Juhl: »Fx sker den største patientudveksling i landet præcis mellem H:S og amtet«.

Professorplan

De tre parters svendestykke er, at de just i fællesskab har udarbejdet en professorplan for hovedstadsområdet, som rummer 14 kliniske professorater - flere af dem »nye« (se Boks 2 ), og Peter Orebo Hansen spår, at der kommer flere kliniske professorater. Det sker bl.a. med henvisning til amtsrådets netop vedtagne - og første - forskningsstrategi, som indebærer, at forskningen skal styrkes på alle niveauer. Ikke bare som hensigtserklæringer - der er afsat flere penge hertil.

»Københavns Amt har med denne forskningsstrategi udsendt et signal om, at man gerne vil i tættere dialog med forskerverdenen i retning af at styrke rammebetingelserne. Man har inklineret for forskerverdenen ved at komme med konkrete oplæg til, hvordan det kan gøres«, mener Peter Orebo Hansen og fortsætter:

»Ved udarbejdelsen af professorplanen har vi tilstræbt at styrke de faglige flagskibe men også udpege nye faglige spidsområder - det sidste kan vi godt blive meget bedre til«, siger Peter Orebo Hansen.

Erik Juhl: »I vores fælles professorplan er der taget hensyn til at både undervisningsaspektet og spidskompetencerne inden for forskningsområderne skal dækkes«.

Københavns Universitetshospital kan også bryste sig af at have udfærdiget en professoraftale - regler for ledelse af universitetsafdelingerne, professorernes indflydelse etc. - som har dannet skole, idet den også anvendes i både Odense og Århus.

Ud over de kliniske professorater er der p.t. oprettet tretten eksternt finansierede professorater inden for den kliniske sektor, og Hans Hultborns holdning er, at det til enhver tid er forskningsudvalget, der skal vurdere, om det en financier måtte tilbyde, passer ind i den profil og prioritering, som den pågældende institution måtte have. Ligesom det er målet, at personer der indsættes i et sådant eksternt finansieret professorat, senere skal have mulighed for at ansøge om et ordinært professorat.

»Nogen kalder den slags professorater ,discountprofessorater` - en vurdering, jeg ikke er enig i. Vi har inden for de seneste par år af-slået at oprette eksternt finansierede professorater på grund af mangel på kvalificerede ansøgere. Så jeg mener ikke, vi går på kompromis«, lyder det fra Hans Hultborn.

I dag er de eksternt finansierede professorater under KUH placeret inden for flg. områder: vaskulær peptidforskning, dissemineret sklerose, idrætsmedicin, pædiatrisk pulmonologi, gynækologisk endo-krinologi, urogynækologi, neurologi - med særligt henblik på neuro- biologisk forskning i hjernens receptorsystemer - oftalmologisk billeddiagnostik, human reproduktion, psykiatri med særligt henblik på skizofreni, klinisk neurofysiologi med særligt henblik på regeneration af det perifere nervesystem, klinisk demensforskning, thoraxkirurgi og genetisk audiologi.

Professor med indhold

Erik Juhl understreger imidlertid, at det ikke er antallet af professorater, der er afgørende: »Det er en balance, idet det er farligt at tildele nogen en professortitel, uden at mulighederne og de nødvendige ressourcer er tilstede. Er de ikke det, ødelægger man mere på lang sigt end titlen gavner. At det i udlandet er godt at hedde professor, er ikke argument nok«.

På tilsvarende vis er han fortaler for ikke at udvande universitetshospitalsbegrebet ved at alle hospitaler i regionen bærer titel af universitetshospital.

»Nu er det jo dels en organisatorisk betegnelse, dels en beskrivelse af det enkelte hospital. Vi bliver nødt til at understrege, at man ikke er et universitetshospital, når blot man driver en vis form for forskning og råder over en professor«.

Hans Hultborn: »I de regionale sundhedsvidenskabelige forskningsfora har man som et af målene at akademisere virksomheden og få den ud på hospitalerne i regi oner-ne. Men der er jo et kvantespring fra det, og det som vi forstår ved forskning på universitetshospitalerne«.

Københavns Universitetshospital har også indledt et samarbejde med Skåneregionen. Det drejer sig om et samarbejde mellem H:S, Københavns Amt, Steno Diabetes Center, Novo Nordisk og altså Skåneregionen med henblik på at gøre diabetesforskning til et flag-skib.

»Vi ved ikke helt hvordan det ender, men samarbejde er ret avantgarde på dette område«, fast-slår Peter Orebo Hansen.

Også på det endokrinologiske område er der - som tidligere omtalt i Ugeskriftet - indledt et samarbejde mellem Rigshospitalet og Universitetshospitalet i Lund.

Hvad angår samarbejde med industrien, har man den fornødne regeldannelse, og på det kommende møde i ledelsen af Københavns Universitetshospital er det konkrete problem - afprøvning og uafhængig vurdering af ny forskning - et selvstændigt punkt på dagsordenen.

Den formelle treenighed

Forskning, undervisning og patientbehandling er i princippet ligestillede i Københavns Universitetshospital, om end der er enighed om, at balancen let tipper.

»Når det kommer til stykket, prioriterer man behandling og pleje frem for forskning og undervisning. Sådan er det desværre, og det er grundlæggende negativt, hvis det også i fremtiden bliver den dominerende afvejning, fordi så har vi ikke noget sundhedsvæsen i morgen. Og det er i særdeleshed et forkert signal at sende i en periode, hvor ungdomsårgangene og den erhvervsaktive del af befolkningen falder. Men den udvikling må vende.

Ellers vil vi ikke kunne honorere ambitiøse sygehuspolitikere og deres krav om at nedbringe ventelisterne og opprioritere kræftforskningen osv.«, siger Peter Orebo Hansen.

Han fremhæver i den forbindelse et stående udvalg, der er blevet nedsat i forbindelse med den netop afsluttede konstituering i amtsrådet og som skal beskæftige sig med samarbejde mellem forskning og erhverv - herunder også Københavns Universitetshospital.

Erik Juhl: »Jeg tror ikke man kommer langt nok, førend man bliver enige om, at en given procentdel af de amtskommunale sygehusbudgetter skal øremærkes forskning og udvikling.

Forudsætningen er, at man kan lave ordentlige forskningsbudgetter, så det fremgår, hvor stor en procentdel af vores budgetter, der allerede i dag bruges til udvikling og forskning. Hvis ikke man sætter en politisk godkendt dagsorden for det, kan vi blev ved med at nulre med de her spørgsmål«.

Peter Orebo Hansen vil ikke umiddelbart tilslutte sig det, han beskriver som en »rigid cigarkassestyring«: »Dermed pantsætter vi vores indflydelse og vores ret til selv at bestemme hvordan vi tilrettelægger vores drift lokalt. Jo flere bånd vi lægger på os selv af den slags, jo mere udhuler vi selvstyret«.

Ifølge Hans Hultborn er det største problem at rekruttere medicinstuderende studenter til den basale del af fakultetet, hvilket på længere sigt er til skade for den kliniske forskning: »Hvis fakultetet skal kunne hænge sammen med den basale og den kliniske sektor, er det nødvendigt med tilstrækkelig mange læger på den basale del - ellers kommer det ikke til at hænge sammen« (Boks 3 ).

Københavns Universitetshospital har fået et logo, som vil være at finde på de hjemmesider for KUH, som i øjeblikket er under oprettelse og ventes klar i løbet af forsommeren 2002.