Kombi-lægerne

Læge, vil du forske, så tag døren til venstre og gå ligeud. Vil du i klinikken, er det døren til højre og gå ligeud med faste skridt - pas på, du ikke går ind i den tykke mur ind til forskningen!

Forskning og klinik er som oftest to skarpt adskilte lægeverdener, og det er en beklagelse for mange læger.

Men for dr.med., speciallæge i anæstesiologi Niels Vidiendal Olesen og dr.med., speciallæge i pædiatri Peter Steen Pedersen er det lykkedes at forene forskningen og klinikken i en unik stillingstype, kombinationsstillingen.

For Niels Vidiendal Olesen var kombinationsstillingen et tiltrængt oprør mod »institutionaliseringen af forskningen i forhold til klinikken« og en mulighed for »at skabe dynamik inden for både forskningen og klinikken«.

Den ene time kan Niels Vidiendal Olesen som overlæge være optaget af patienter på Neuroanæstesiologisk Klinik på Rigshospitalet. Den næste time holder han i sin egenskab af lektor på Farmakologisk Institut måske en forelæsning for de medicinstuderende ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Niels Vidiendal Olesen og Peter Steen Pedersen er begge ansat halvt på en afdeling på Rigshospitalet og halvt på et institut på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Stillingen på instituttet er som lektor med forpligtigelse til både forskning og undervisning.

En væsentlig omstændighed: Lønnen er på hospitalsniveau, ergo henholdsvis en overlægeløn til Niels Vidiendal Olesen og Peter Steen Pedersen bliver honoreret som afdelingslæge.

Kombinationsstillingen er ikke afhængig af stedet, og kunne i princippet fx foregå hvor som helst i landet, som et samarbejde mellem en afdeling på Skejby Sygehus og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet.

Stillingen blev udtænkt af Foreningen af Speciallæger i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1997 for at fremme sammenhængen mellem klinikken og basal præklinisk forskning og undervisning.

Formålet med en kombinationsstilling, som også kendes fra USA og andre europæiske lande, fx Tyskland, er ikke mindst at rekruttere og fastholde læger til de prækliniske institutter, hvis lærerstab i stigende grad består af ikke-læger, hvorved den nødvendige indføring til det lægekulturelle fællesskab og praktiske videnskab bliver vanskeliggjort.

Niels Vidiendal Olesen har i en evalueringsrapport om kombinationsstillingen argumenteret for, at den er til fordel for både klinikken og forskningen:

»Instituttets prægraduate undervisning er blevet styrket (...), ikke mindst ved øget inddragelse af klinisk relevant stof i den teoretiske undervisning. På forskningsområdet har stillingen skabt gode muligheder for et tværfagligt samarbejde mellem de teoretiske og kliniske forskningsmiljøer. Det teoretiske institut nyder fordel af en øget implementering af klinisk relevante problemstillinger, mens den kliniske afdeling drager fordel af en øget teoretisk forskningsindsats inden for sine interesseområder. En væsentlig fordel ved stillingsstrukturen er, at der inden for et givet forskningsprojekt åbnes mulighed for en effektiv vekselvirkning mellem den traditionelle laboratorieforskning og den kliniske afprøvning hos patienter. Herved kan på længere sigt opnås en hurtigere implementering af videnskabelige resultater i patientbehandlingen. Den aktuelle stillingsoprettelse har konkret udmøntet sig i etableringen af en forskningsvirksomhed, der i kraft af sin mobilisering af tværfaglig kompetence og erfaring har gode muligheder for at hævde sig på et højt videnskabeligt niveau.«

Forskning presset ud

Både Niels Vidiendal Olesen og Peter Steen Pedersen havde gang i en estimeret forskningskarriere inden de tiltrådte stillingen som kombinationslæge. Men presset fra den stadigt stigende mængde klinisk arbejde, gjorde pladsen til forskningen mindre og mindre og frus- trationerne større og større.

Peter Steen Pedersen var i begyndelsen af 1990'erne tæt på at strikke en perfekt stilling sammen a la hans nuværende kombinationsstilling, men fysisk og organisatorisk placeret på hans arbejdsplads gennem en årrække, Pædiatrisk Klinik på Rigshospitalet. På grund af nedskæringer blev stillingen imidlertid aldrig effektueret, og for at få tid til sin forskning i cystisk fibrose, måtte han bruge afspadsering og weekender på Medicinsk Fysiologisk Institut, hvor det var lykkedes ham at få en fod indenfor.

»Klinikken er så presset, at man reelt ikke får tid til at forske. Man kan summere resultater op i ny og næ, men ikke lave basalforskning med apparatur. Hvorfor skulle jeg, som qua en lang, videnskabelig karriere får en hel masse viden, pludselig lægge det på hylden for at blive fulltime kliniker igen! Der er mange, som har skrevet disputats, som aldrig drømmer om at gøre mere ved det, men der er altså nogle ægte ,nørder` tilbage, som gerne vil fortsætte i forskersporet, men det har der ikke rigtigt været mulighed for, hvis du har været ansat i en klinik. Dén mulighed er der heldigvis nu kommet med kombinationsstillingerne«, udtaler Peter Steen Pedersen.

En større arbejdsglæde og dermed en større arbejdskapacitet, fremhæver Peter Steen Pedersen, som en ekstra bonus ved kombinationsstillingen, og klinikken nyder mindst lige så godt af impulserne fra universitetet som omvendt, mener han.

»Som underviser begyndte jeg at gennemgå hele respirationsfysiologien, og det er ikke enhver kliniker forundt at kunne ret meget om det emne. Det jeg selv har fået lært ved at undervise de stakkels studenter, er en kæmpe ballast, som jeg har taget med over i klinikken. Den største gevinst er måske det, som klinikken har fået, for min indstilling til, hvad vi måler og gør, er blevet væsentlig mere stringent. Jeg kan jo gennemskue en forfærdelig masse ting, som jeg ikke kunne før, fx lungefysiologiske parametre og hvordan gasser ter sig i blodet«, siger Peter Steen Pedersen.

Forblive i mikset

Både Niels Vidiendal Olesen og Peter Steen Pedersen tror, at kombinationsstillingerne kunne være tiltrækkende for mange andre læger. Men begge understreger, at det ikke er stillinger, som falder ned fra himmelen.

»Billetten til stillingen er kvalitet i grundforskningen«, siger Peter Steen Pedersen, som var flyttemand i to dage og bragte udstyr for flere mio. kroner til Medicinsk Fysiologisk Institut, da han tiltrådte i kombinationsstillingen for tre år siden.

»Jeg har hørt om og mødt flere læger, som synes, at ideen om en kombinationsstilling var god, men ud over at de forskningsmæssige forudsætninger skal være i orden, kræver det, at man finder et institut, som passer i forskningsprofil, og en afdeling, som ser velvilligt på finansieringsspørgsmålet. Jeg kender fx nogen, som har forsøgt at få en stilling, men på grund af modstand fra afdelingen lykkedes det ikke«, fortæller Niels Vidiendal Olesen.

Han og Peter Steen Pedersen har indgået ansættelseskontrakter på henholdsvis tre og fem år, og begge bedy rer, at de kan vende tilbage til en fuldtidsstilling på afdelingen, hvis stillingskombinatorikken ikke længere går op i en højere enhed.

Men begge ønsker at forblive i mikset mellem forskning og klinik, også selv om Peter Steen Pedersen erkender, at han måske ikke står i første række i forbindelse med at få en overlægestilling, fordi han har trådt en utraditionel karrieresti.

»Jeg har umiddelbart heller ikke et ønske om at blive overlæge, for så vil jeg højst sandsynlig ikke kunne fortsætte i kombinationsstillingen, for en overlæge har sædvanligvis ikke tid til andet end klinikken. Og så stor er lønforskellen i øvrigt heller ikke«, nævner han.