Kommentar: Almen praksis' rolle i det præhospitale beredskab

Når man taler om almen praksis' rolle i det præhospitale beredskab, er det næsten altid lægevagten, der tænkes på.

Lægevagten er dimensioneret til at klare alle henvendelser fra befolkningen, som ikke går på skadestuen eller ringer 112.

Lægevagten har været som et skib i den spanske armada under voldsom beskydning i hajfyldt farevand det sidste halve års tid. Der har været adskillige forsøg på at sænke skibet, men det har, trods trange kår og uden megen opbakning fra allierede, vist sig at være et både robust og godt sejlende skib. Vi fik omkring årsskiftet en rapport fra Sundhedsstyrelsen (SST), som konkluderer, at vi har en grundlæggende god lægevagt, som fortsat bør være organiseret i almen praksis. Vi har fået rapporter fra Dansk Sundhedsinstitut (DSI) og fra den almenmedicinske forskningsenhed ved Århus universitet omkring telefonvisitation, som begge konkluderer, at der ikke foreligger nogen international evidens for, om læger eller sygeplejersker er bedst til at visitere. Jeg tror heller ikke, at der foreligger nogen videnskab, der kan dokumentere, at en kardiologisk speciallæge er bedre til at modtage en akut hjertepatient end en anden sundhedsperson med specialuddannelse og triageguide, men det forekommer ret oplagt og er da heldigvis ej heller blevet anfægtet. Endelig peger flere undersøgelser det seneste år på, at patienterne generelt er godt tilfredse med lægevagten.

PLO er tilhænger af, at lægevagten skal udvikles i de kommende år. Vi har således fået udpeget nogle forbedringspotentialer for lægevagten fra SST, hvilket vi har taget positivt imod. Det er vigtigt, at vores lægevagt er toptunet, når vi forhåbentlig på et tidspunkt får det enstrengede visitationssystem, som både er Lægeforeningens og PLO's politik. Vi arbejder således videre med nationale kliniske retningslinjer, belysning af mulig forbedret visitation via beslutningsredskaber og mulighed for at aflæse diagnoser for kroniske lidelser og fast medicin i egen læges journal, når patienten ringer. Ligeledes arbejder vi på, at få tilsendt epikriser til vagtlæger på patienter, som de har indlagt mhp. læring, flere sygeplejersker i lægevagtskonsultationerne samt kvalitetssikring og udvikling.

Almen praksis har imidlertid ikke kun en rolle i vagttiden i det præhospitale beredskab. Kl. 8-16 mandag til fredag, er der også behov for, at almen praksis er at finde i det præhospitale landskab. Allerede i forbindelse med, at PLO udgav sin akutrapport i 2004, kunne vi konstatere, at man ved at visitere til skadestuerne også i dagtid kun pålagde de praktiserende læger et begrænset merarbejde. De skader, der hører til på skadestuen, skulle sendes derhen med et visitationsnotat over computeren, og patienter med almenmedicinske problemstillinger, som indtil nu har henvendt sig uvisiteret på skadestuen, hører rettelig hjemme hos os. Afgrænsningerne arbejder Dansk Medicinsk Selskab i samarbejde med Dansk Selskab for Almen Medicin på.

Den mest omtalte hurdle har været vores tilgængelighed i dagtiden. Der hersker en udbredt opfattelse af, at det er svært at komme igennem til egen læge. Vi skal sammen med Danske Regioner (DRe) finde ud af, hvordan vores tilgængelighed i dagtid bliver så god, at man også her kan indføre det enstregede visitationssystemsystem. Det har blandt andet noget med telefonsystemer med akutlinje at gøre, men det kræver nærmere aftaler med DRe, og det er da også noget, som begge parter er indstillet på at kigge på.

Alle kommende tiltag vil blive nøje drøftet på PLO´s kommende repræsentantskabsmøde i april, hvor jeg håber, at PLO kan formulere en politik på akutområdet, som vi kan bruge som udgangspunkt i det præhospitale akutudvalg og i forhandlingerne med DRe.