Kommunal forebyggelse Overladt til den gode vilje

Med 4.000 kr. sparet pr. indlæggelse, som kommunerne kan finde et alternativ til, får kommunerne et incitament til at forebygge sygdom og hospitalsophold. Sådan er en del af tankegangen i lovforslaget til kommunalreformen. Men ideen holder ikke i virkeligheden, mener sundhedsprofessor ved SDU, Kjeld Møller Pedersen, der for nylig udgav en bog om emnet [1].

I bogen undrer han sig over, at antagelsen om incitamentet ikke er undersøgt hverken teoretisk eller empirisk, før man vil ophæve den til lov, og kaster sig så selv over opgaven med at undersøge påstanden.

Først og fremmest har han svært ved at forestille sig, at kommunerne skulle kunne etablere alternative eller forebyggende tilbud for 4.000 kr. - eller langt under en tredjedel af det, det koster sygehusene at etablere et tilsvarende tilbud.

»Og selvom kommunerne skulle etablere tilbud som patientskoler, faldforebyggelse eller sundhedscentre, er der ikke meget, der tyder på, at det giver et mindre træk på sundhedsydelserne. Heller ikke selvom folk får det bedre. Tværtimod kan trækket på det samlede sundhedsvæsen gå hen og blive større, fordi servicen bliver forbedret«, siger Kjeld Møller Pedersen.

Bogens konklusioner bygger på et litteraturstudie af en række forebyggende eller alternative sundhedsaktiviteter i kommunerne samt en statistisk analyse af 270 kommuner.

Sats på forebyggelse

Grundlæggende mener Kjeld Møller Pedersen, at det er godt, hvis kommunerne bliver aktive inden for forebyggelsen. Men det er ikke en aktivitet, der fremmes via det økonomiske incitament.

Tværtimod kan incitamentsmodellen hæmme samarbejdet mellem sygehus og kommuner. Sygehuset kan jo ikke se nogen fordel i at bruge penge på, at borgere ikke bliver indlagt, hvorefter kommunerne stryger den gevinst, der eventuelt måtte være, pointerer Kjeld Møller Pedersen.

Hvis kommunerne mod forventning skulle føle incitament til at oprette forebyggende behandling eller erstatningsbehandling, som eksempelvis akutstuer, er det i vid udstrækning tertiær forebyggelse.

Primær forebyggelse i form af at hjælpe borgerne til livsstilsændringer bliver ikke tilskyndet af det økonomiske incitament. Det er dog heller ikke tanken i lovforslaget. I stedet er der et forslag om, at de 160-170 mio. kr., som amterne i dag bruger på forebyggelse uden for sygehusene, skal gå til kommunerne.

Det giver gennemsnitligt mindre end 2 mio. kr. til hver kommune - og det er langtfra nok til at sikre de faglige forebyggelsesmiljøer, med omkring 15 medarbejdere, som nogle amter i dag har opbygget, mener han.

»Der er selvfølgelig andre muligheder for, at kommunerne tager forebyggelsesopgaven på sig. Eksempelvis at de samarbejder om at opbygge de faglige miljøer. Men de muligheder er ikke drevet af økonomiske overvejelser«, siger Kjeld Møller Pedersen.

Umiddelbart ser han heller ikke nogen tegn på, at de muligheder er ved at blive udnyttet.

»Generelt er kommunerne ikke gået i gang med at tage forebyggelsen op. De står meget tøvende over for opgaven. Dermed har vi en betydelig risiko for at miste den ekspertise, der ligger i de amts-lige forebyggelsesenheder«, siger han.

En forbier

I Indenrigs- og Udenrigsministeriet giver Kjeld Møller Pedersens beregninger ikke anledning til bekymring.

»Den kommunale medfinansiering giver kommunerne et økonomisk forpligtigende forhold til amterne. Det giver dem en anledning til at overveje, hvordan de sikrer de bedste sundhedsløsninger«, siger afdelingschef i ministeriet, Vagn Nielsen.

Han forklarer, at når det koster kommunerne penge at sende borgerne på sygehus, vil de være interesseret i at undersøge, om de eksempelvis kan løse samspillet mellem sygehus, hjemmeplejen og den praktiserende læge bedre, eller om genoptræningen kan gøres mere effektiv.

I Kjeld Møller Pedersens bog er der enkelte eksempler på sygehusbesparende, kommunal forebyggelse.

»Og det er da ikke så mærkeligt, han ikke har kunnet finde flere af den slags eksempler. Kommunerne har jo ikke haft det som opgaveområde endnu. Desuden bliver de større kommuner langt mere bæredygtige«, siger Vagn Nielsen.

I øvrigt mener han, at Kjeld Møller Pedersens skepsis i forhold til kommunernes engagement i primær forebyggelse er udtryk for en underlig mistillid.

»På deres seneste delegeretmøde meldte Kommunernes Landsforening jo netop ud, at kommunerne er meget indstillet på at påtage sig de nye opgaver«, siger han.

Litteratur: