Skip to main content

Kommunallægen er guld

Journalist Kirsten Winding, winding@newmail.dk

10. sep. 2007
2 min.

Nogle kommuner - især i udkantsområder - påstår, at de ikke kan skaffe kvalificerede ansøgere til kommunallægestillinger. Det mener formanden for Foreningen af Kommunallæger (FAKL), Vibeke Manniche, er noget sludder.

»Hvis de opslår attraktive stillinger, får de også kvalificerede ansøgere. Men det er da klart, at hvis man som for eksempel i Kerteminde forventer, at en enkelt læge skal kunne tilse 4.000 børn på fire timer om ugen, så løber han skrigende bort,« siger Vibeke Manniche.

Der er ingen lov, der kræver, at kommunerne skal have en kommunallæge tilknyttet. Men efter strukturreformen har kommunerne fået en mere ensartet størrelse, og behovene er ved at blive kortlagt. Det er stadig lovpligtigt, at en læge foretager ind- og udskolingsundersøgelserne, men i visse kommuner har man af og til fået dispensation til at lade sundhedsplejersker udføre dem. Det, mener Vibeke Manniche, er helt i skoven.

»Man lader børnene i stikken på den måde, og det skaber en falsk tryghed. En sundhedsplejerske er altså ikke læge, og man kan ikke forvente, at hun opfanger de samme signaler og ser de samme symptomer som en læge. Det er hun ganske enkelt ikke uddannet til. En god sundhedstjeneste består af læger og sundhedsplejersker i et tæt samarbejde,« mener Manniche.

Gør det attraktivt

Der er i dag cirka 130 fuldtidsansatte kommunallæger i Danmark. Når kommunallægen er fuldtids, varetager han/hun også funktionen som børne-ungelæge. Alle kommuner har en lægekonsulent, men 10-12 kommuner har ingen børne- og ungelæge

»Kommunallægearbejdet er i mine øjne vanvittigt fagligt spændende og alsidigt. Og hvis man skaber gode normeringer og arbejdsvilkår, er kommunallægen guld for kommunen. Så betaler det sig, både for sundheden og for økonomien,« fortsætter hun.

»Derfor har vi fra Lægeforeningens side skrevet ud til alle kommuner og tilbudt dem bistand til at få sat de rette stillinger sammen - og dermed få kvalificerede ansøgere. Men endnu har ingen meldt tilbage. Så de steder, man ikke kan få ansat kommunallæger, er det nok mest viljen, der mangler,« siger formanden.

»Netop i udkantsområderne må der lige nu være flere læger, der har været tilknyttet sygehuse, der er eller bliver nedlagt. Nogle af dem må være kvalificerede til stillinger som kommunallæger i stedet,« mener Vibeke Manniche.