Skip to main content

Kompagniskabspraksis vinder stærkt frem

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

5. nov. 2010
2 min.

Der bliver stadig færre solopraksis. I dag arbejder to ud af tre læger i et kompagniskab, og det er en praksisform, som især appellerer til det stigende antal kvinder, der nedsætter sig som alment praktiserende læger. Det viser den seneste praksistælling fra de Praktiserende Lægers Organisation, PLO.

Danmark har godt 3.600 praktiserende læger; det er 1.000 flere end for 30 år siden. Siden 2007 er antallet dog faldet en smule. At det kun er faldet med ca. 40, skyldes, at lægerne i dag bliver længere i praksis.

For ti år siden var gennemsnitsalderen ved ophør 58 år - i dag bliver den gennemsnitlige læge ved, til han er 62 år. Han - for den ældre praktiserende læge er typisk en mand.

Men også det er ved at ændre sig: Fra 1977 til 2010 er andelen af kvinder øget fra 10 procent til 40 procent. På de 33 år, undersøgelsen dækker, er antallet af praksis steget fra 1.835 til 2.082. I 1977 var 27 procent af dem et kompagniskab. Den andel er i dag 39 procent.

I 1977 arbejdede halvdelen af lægerne i en kompagniskabspraksis, mens det i dag er to ud af tre. Det er især kvindelige læger, der rykker sammen i lægehuse: Mens 59 procent af de mandlige læger arbejder i kompagniskab, er det for kvindernes vedkommende hele 74 procent.

Læger arbejder fire år længere end for ti år siden - hvorfor mon?

»Der spiller nok ind, at vi alle holder os raske i flere år«, siger PLO-formand Henrik Dibbern. »Det har også betydning, at det kan være svært at finde købere til praksis. Og så har mange læger det svært med at gå på pension, hvis de skal dreje nøglen om efter sig«.

Skal der gøres mere for at tilskynde lægerne til at rykke sammen i lægehuse?

»De fleste steder i landet er der ingen grund til det, fordi lægerne finder selv ud af det, når de synes, tiden er moden«, siger Henrik Dibbern.

»Det ville til gengæld være klogt at gøre en stor indsats for at skabe gode rammer i form af tidssvarende lægehuse i de dele af landet, hvor det er svært at lokke unge praktiserende læger til at slå sig ned«.