Kompetencevurdering – sådan!

Med en ny rapport, der udsendes i dag, får de lægevidenskabelige selskaber og alle, der beskæftiger sig med speciallægeuddannelser, en praktisk manual til kompetencevurdering. Det har der nemlig været problemer med at finde ud af flere steder.

Da den nye speciallægeuddannelse for cirka ti år siden kom til verden, blev der blandt andet defineret »syv lægeroller«. Samtidig blev der gjort meget ud af, at kompetencevurdering i klinikken skulle erstatte den hidtidige specialisteksamen.

Mens »de syv roller« efterhånden er blevet et velintegreret begreb, når talen er på videreuddannelse, kniber det til gengæld gevaldigt med kompetencevurderingerne hos flere specialer.

»Det har taget mange år for specialerne at komme i gang. Nogle er nået meget langt med at finde gode kompetencevurderingsmetoder, som passer i deres specialer. Og andre er det bestemt ikke«, siger Doris Østergaard.

Som postgraduat lektor og institutleder ved Dansk Institut for Medicinsk Simulation på Herlev Hospital – og med mange års erfaring inden for lægelig videreuddannelse – var hun selvskrevet som formand for det arbejdsudvalg, som i dag udsender rapporten Kompetencevurderingsmetoder (se link).

»Det nye går ikke væk«

Arbejdet blev sat i gang, efter at det sidste år blev afdækket, at en del videreuddannelsessøgende læger ikke får tilfredsstillende kompetencevurdering, og at der mangler viden om og indsigt i kompetencevurderingsmetoder.

Rapportens oversigt over kompetencevurderingsmetoderne beskriver systematisk ti kompetencevurderingsmetoder, herunder definition, anvendelighed, fordele og ulemper, validitet og pålidelighed af metoderne. Desuden indeholder oversigten konkrete anbefalinger til anvendelsesmuligheder af metoderne.

Doris Østergaard tøver lidt over for spørgsmålet om, hvilke specialer, der har været mere eller mindre gode til at annamme speciallægeuddannelsens mål om at opgradere deres kompetencevurdering.

»Men i nogle specialer har man altså været langt fra bare at acceptere, at kompetencevurdering er vores specialisteksamen. De har ikke taget det alvorligt, og nogle har bare ventet på, at alt det nye nok gik over – men det gør det ikke«.

Ingen nævnt – ingen glemt. Til gengæld vil Doris Østergaard gerne fremhæve anæstesi som et af de specialer, der har gjort det godt – formentlig, fordi flere af specialets uddannelsesansvarlige ifølge Doris Østergaard var blandt de danskere, der tog en master i medicinsk uddannelse i Maastricht, og at specialet i øvrigt af egen drift søgte hjælp fra ekspertisen inden for området.

»Derfor fik man i specialet det internationale perspektiv på, hvordan man bærer sig ad, og frem for alt valgte man i specialet at handle på nationalt plan via en arbejdsgruppe«, siger Doris Østergaard.

Hvert speciale sin metode

Hun tilføjer, at der naturligvis er flere måder at gøre det på – og at den nye rapport netop skal fungere som et idékatalog, hvor specialerne kan finde inspiration til, hvordan man kan vurdere medicinsk faglig viden eller tekniske færdigheder.

– Er rapportens forslag meget specialespecifikke – man kan vel ikke umiddelbart overføre erfaringerne fra et speciale til et andet?

»Nej, det kan man ikke. Men man kan godt blive inspireret. For eksempel har anæstesi udarbejdet et kompetencekort til vurdering i en klinisk situation. Den metode inspirerede ortopædkirurgerne til at lave deres eget kompetencekort, som selvfølgelig har et andet indhold – men måden at bygge det op på, er den samme«.

Doris Østergaard udnævner rapporten til et inspirationskatalog, som man kan bruge til at orientere sig om, hvordan ens eget speciale håndterer kompetencevurderinger, f.eks. hos Royal College eller andre lægefaglige selskaber.

Doris Østergaard anbefaler, at de faglige selskaber hver især gør brug af rapporten på nationalt niveau. »Hver afdeling skal ikke finde sin egen måde at gøre det på«, siger hun, men håber samtidig, at alle uddannelsesansvarlige vil læse og få ideer.

– Hvem tager ansvaret for, at rapporten faktisk sætter ting i bevægelse og ikke ender som endnu en rapport på hylden?

»Ansvaret har vi på alle niveauer«, siger Doris Østergaard.

»De lægevidenskabelige selskaber har et ansvar for at stimulere deres specialer til at gennemgå deres målbeskrivelser og vurdere, om målene kan gøres klarere. Og de skal vurdere, om rapporten kan hjælpe dem til at finde bedre metoder til at kompetencevurdere«.

»Og i Danske Regioner skal man være bevidst om, at man har ansvaret for at skabe rammerne for, at det kan foregå. Vi skal nok som eksperter hjælpe med at gøre det realisabelt, så vi ikke får nogle alt for tids- og resursekrævende metoder. Men hvis specialerne skal højne kvaliteten, skal regionerne sørge for, at rammerne er ordentlige. Der skal være tid til at foretage en ordentlig vurdering – det skal ikke bare være en underskrift på i et skema«, siger Doris Østergaard.

»En god oversigt«

I Lægeforeningen har formanden for Udvalget for Uddannelse og Forskning, Mads Skipper, fulgt rapportens tilblivelse. Han kalder rapporten »en god og systematisk oversigt over de metoder, der bruges«.

»Nu har vi rapporten, og det er vigtigt, at specialeselskaberne får den bragt i anvendelse – både i deres målbeskrivelser og ude blandt lægerne og dem, der står for kompetencevurderingen ude på afdelingen«, siger han og tilføjer:

»Også Danske Regioner må på banen nu og sørge for, at det kliniske personale bliver orienteret om rapporten og undervist i de kompetencevurderingsmetoder, som vi mener skal anvendes i de danske speciallægeuddannelser«.

Rapporten er nu på vej til specialeselskaberne, men Mads Skipper håber, at den også kommer endnu længere ud i uddannelsessystemerne:

»Den skal bruges, når specialeselskaberne planlægger uddannelsesprogrammerne og definerer kompetencerne og de vurderingsmetoder, der skal anvendes. Men selve anvendelsen af dem sker jo ude i det daglige arbejde. Når man f.eks. beskriver, hvordan en kompetence konkret skal vurderes, er det jo en kliniker, der skal kende og forstå netop den vurderingsmetode og den måde, den er struktureret på«, siger Mads Skipper.

»Derfor håber jeg meget, at de uddannelsesansvarlige overlæger vil læse rapporten. Det gode ved den er, at den både beskriver, hvad kompetencevurderingsmetoderne overordnet skal kunne, plus at den også fortæller, hvordan man gør, og har referencer til, hvor man kan lære mere om det«.