Konflikt giver unge almenmedicinere kolde fødder

Rune Gade Maagensen: Tilliden er væk

Rune Gade Maagensen er fase 2-uddannelseslæge i Silkeborg. Når han om halvandet år er uddannet som speciallæge i almen medicin, håber han, at han kan købe en praksis der i byen. Ellers er han klar til at »rykke længere vestpå«.

Han vil stadig være almenmediciner, men den langvarige konflikt har sat en del tanker i gang:

»Det er så irriterende, at man bliver beklikket på sin faglighed og sin troværdighed«, siger han.

Hvad bliver det næste?

Det tætte forhold til patienterne og indflydelsen på egen arbejdsdag vil nok sikre, at han ikke opgiver det speciale, han brænder for. Men begejstringen er ved at kølnes en smule:

»Da jeg valgte almen medicin drømte jeg om at købe en klinik og få en praksis med moderne udstyr og personale, der skulle køre effektivt og smart. Jeg var indstillet på at investere tid og penge i det, og jeg turde godt tage mere end de normerede 1.600 patienter«, fortæller Rune Gade Maagensen.

»Nu tænker jeg, at skal jeg have en klinik, skal det være med en minimal investering, så jeg hurtigt kan lukke ned, hvis det bliver for surt«.

»Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det ser ud om halvandet år, når jeg er færdiguddannet som speciallæge. Men som det ser ud nu, og som jeg fornemmer, at det vil gå, tør jeg ikke. I hvert fald kun hvis det ender med en aftale, som alle parterne kan være glade for«.

Rune Gade Maagensens tillid til det politiske system har fået nogle skrammer, og han mener, at politikerne »taler med to tunger«:

»På den ene side taler man smukt om at ‚styrke‘ og ‚udvikle‘ almen praksis og roser de ’dygtige’ læger. Og på den anden side kører der en spinkampagne om, hvor elendige, lægerne er, og hvordan de snyder og bedrager. Uanset, om regionerne virkelig mener, at de praktiserende læger er så elendige, eller det bare er spin, har jeg ikke meget tillid til dem mere«, siger han.

Måske er løsningen at arbejde i en regionsdrevet klinik og blive ansat – lige som sygehuslægerne?

»Det er ikke noget, jeg har lyst til. Det kunne blive en nødvendighed – så kunne man nøjes med den halve mængde patienter og gå tidligt hjem og have alle de rettigheder. Jeg kan bare ikke forestille mig, at det ville blive lige så effektivt – når jeg ser, hvordan det foregår på sygehusene. Jeg kan godt lide at følge tingene til dørs og gøre det effektivt. Jeg har ikke befundet mig godt i sygehusvæsenet, og jeg tror heller ikke, jeg ville gøre det i en regionsklinik«, siger Rune Gade Maagensen.

»Jeg foretrækker den store patientkontakt og alsidigheden i almen praksis«.

Frederik Liljefred: Genovervejer valg af speciale

Frederik Liljefred, der netop er begyndt i hoveduddannelsen i almen medicin, finder det nedslående tal fra FYAM »helt forståeligt« og noget, regionerne næppe havde kalkuleret med, før de rykkede i felten mod lægerne.

»Regionernes udspil har medført megen utryghed. For hvad bliver det næste?«, siger han. »Hvis man står foran at investere en betydelig sum penge i en praksis uden at kende rammerne eller vide, om man får medbestemmelse i indholdet, så vil jeg også være betænkelig«.

»Regionerne glemmer det, de får gratis, ved at praksis står for al ledelse og drift og ikke mindst den kontinuitet, det sikrer, at lægerne er virksomhedsejere. Hvor mange andre læger er det samme sted i 25 år? Det er ikke, fordi vi er konservative – tiderne har vist, at praksis alligevel har formået at flytte sig – med it, kvalitetssikring i form af datafangst, efteruddannelse uafhængigt af industrien og så videre«, siger Frederik Liljefred.

Norge kunne blive alternativet

»Jeg ville gerne være en stolt almenmediciner, men det er regionerne ved at ændre på. Konflikten har fjernet en del af glæden ved at være startet i hoveduddannelsen«, siger han.

Da Frederik Liljefred valgte almen medicin, var en del af tiltrækningen det brede patientklientel og det varierede sygdomsspektrum. Men det betød også meget, at man i egen praksis har stor indflydelse på egen hverdag og følelsen af – inden for de givne rammer – at være herre i eget hus:

»Man bestemmer selvfølgelig ikke 100 pct. Men man kan organisere sig efter de tilbud, der er, og det, patienterne efterspørger. Den medbestemmelse bliver der pillet ved med dette lovforslag. Det pres oplever jeg som urimeligt stort«, siger Frederik Liljefred.

Har konflikten fået dig til at genoverveje dit valg af speciale?

»Ja. Og hvis regionerne kommer igennem med alle de krav, som er kendt nu, er det ikke usandsynligt, at jeg vil revurdere«, siger Frederik Liljefred.

Og da han er begyndt i en hoveduddannelse og ikke er ramt af fireårsreglen – og samtidig har brede kompetencer og erfaringer fra andre introduktionsuddannelser, kan han godt se sig selv i et andet speciale, hvis det bliver for broget:

»Alternativet kunne være geriatri eller psykiatri. Det er to specialer, jeg tidligere har trivedes godt i. Praksis i Norge kunne også være et alternativ«, siger han.

Christina Svanholm: Ansat af regionen? Nej tak!

Christina Svanholm er i hospitalsdel en af sin speciallægeuddannelse i almen medicin og på trods af konflikten ser hun stadig fremtiden i egen praksis – konflikten har dog foruroliget hende, fortæller hun.

Det er ikke kun debatten om økonomi og lægedækning, som har interesseret Christina Svanholm. I arbejdet med Datafangst og kvalitetssikring har hun hæftet sig ved, hvad hun ser som en trussel mod datasikkerheden i ministerens lovforslag.

Ellers har hun for det meste bare ærgret sig over »alle de floskler, der er i omløb« og har ikke haft lyst til at bidrage med flere.

»Som læge vil man helst udtale sig på et fagligt velfunderet grundlag og mudderkastning har aldrig gavnet en konflikt«, siger Christina Svanholm.

Men så oplevede hun en tv-debat med Astrid Krag, og pludselig vedkom konflikten også hende selv:

»Jeg blev virkelig stødt på manchetterne. Jeg oplevede, at hun såede tvivl om min faglighed. Hun ser os som en gruppe, hvis faglighed man kan se bort fra, og som man bare kan flytte rundt med, som man finder for godt. Og hun støttede sig på nogle meget tvivlsomme rapporter, herunder rigsrevisionsrapporten og OECD-rapporten, som begge støtter sig på meget mangelfulde oplysninger«.

Hvad har det betydet for din lyst til det almenmedicinske speciale?

»Jeg har stadig lyst til at være almenmediciner. Men jeg vil garantere, at jeg ikke kommer til at samle et ydernummer op, som en ældre kollega har afleveret. Jeg kommer heller ikke til at søge ansættelse i en regionsdrevet klinik, hvor mine arbejdsopgaver bliver dikteret af region og kommune. Min fremtid er som selvstændig erhvervsdrivende, hvor jeg som praksisejer har mulighed for at varetage mine patienters interesser med faglighed, stor arbejdsglæde og effektive arbejdsgange, langt fra det nedslidende bureaukrati vi ser på sygehusene idag«.

Selv om lovforslaget er blevet blødt en smule op, finder Christina Svanholm det uacceptabelt, at lægernes stemme ikke længere skal tælle i praksisplanudvalgene, at der gives udvidede bemyndigelser til at detailstyre den enkelte praksis, og at der skal gives adgang til data – selv om det dog er blevet præciseret, at det »kun« er på praksisniveau.